2,4 mio. til Kosovo

Home / Jyllands-Posten / 2,4 mio. til Kosovo

Pengene løb den anden vej i går. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) modtog en check på 2,4 mio. kr. af den grønlandske landstingsformand, Jonathan Motzfeldt. Pengene er Grønlands bidrag til Dansk Flygtningehjælps indsamling til fordel for landflygtige kosovoalbanere.
Anledningen var det grønlandske hjemmestyres 20 års jubilæum, der blev afholdt i hjemmestyrets lokaler i København. Motzfeldt bød på rensdyrkød, grønlandske sangerinder og en takketale, der i rosende vendinger beskrev samarbejdet mellem Danmark og Grønland.
Poul Nyrup Rasmussen returnerede med sin takketale: »På Grønland finder vi den ægte solidaritet,« sagde han og åbnede for en kommende dialog om en mere selvstændig grønlandsk udenrigspolitik.