Automatisering: Dansk automatik er grundlag for eksportsucces

Home / Artikler / Automatisering: Dansk automatik er grundlag for eksportsucces

Hvis volumen er tilstrækkelig stor og teknologien i top, så kan det lade sig gøre i Danmark at masseproducere underleverancer til industrien i konkurrence med Asien og Østeuropa. Det er KP Komponenter i Spjald et glimrende eksempel på. Virksomheden producerer specialiserede dele, der indgår i produktionen af traktorers hydrauliske system, og det gøres i Spjald billigere og i højere kvalitet, end nogen andre er i stand til. Bag anlægget står blandt andre Lemvigh-Müller samarbejdspartner KSN Industri A/S, som på rekordtid har udviklet og produceret en avanceret vaskeanlæg, der sikrer et unik produkt.

Af freelancejournalist Hans Henrik Lichtenberg
Bedst og billigst. Med den rette automatisering og en kæmpeordre er KP Komponenter i Spjald blevet verdens førende producent af en bestemte typer hydraulikblokke, der blandt andet anvendes i mange af de største traktormærker på markedet.
Produktionsanlægget er bygget til at bore huller og rense hullerne for støv og metalspåner i en olieførende hydraulikblok, der er hjertet i det hydrauliske system. Det foregår i et nyt fuldautomatisk anlæg, som på mange måder er unikt.
At anlægget er fuldautomatisk kræver en Kuka-robotarm til håndtering, CNC-maskiner til drejning og boring af huller med videre samt en maskine, der kan vaske og spule spåner ud af metalblokken efter boring. Efterladte metalspåner i et hydrauliksystem er nemlig ødelæggende, selv i meget små mængder.
Anlægget har i kraft af automatiseringen en enorm kapacitet, og er samtidig i stand til at håndtere meget små tolerancer. Systemet er opbygget så vidt muligt uden flaskehalse og sådan, at alle processor i princippet kan køre sideløbende. Dermed undgås produktionsstop, hvis en delproces skal repareres.

24 timers drift
Efter en kort indkøringsperiode er det meningen, at anlægget skal køre i 24 timers drift. Da vi besøger fabrikken er hallen tom. Den medarbejder, der har ansvaret for anlægget er gået til frokost, og alt kører som smurt uden menneskelig overvågning. Hydraulikkomponenterne bliver produceret helt uden menneskelig indblanding, og det siger noget om anlæggets teknologiske og mekaniske robusthed. Produktionen kræver blot, at paller med de færdigstablede komponenter fjernes, og at anlægges fødes med tilstrækkeligt mange komponenter, så det har noget at arbejde med.

”Man kan sige, at der i dette anlæg ikke er noget revolutionerende i sig selv. Vi har bare haft modet til at investere og sætte forskellige funktioner sammen i et nyt sammenhængende anlæg,” fortæller administrerende direktør i KP Komponenter Martin Krogh Pedersen.

Solide leverandører nødvendige
Centralt i den proces har været at finde leverandører, som har evnet at forstå kravene og honorere dem. En af leverandørerne er KSN Industri A/S fra Bjerringbro, som er også er en af Lemvigh-Müllers nære samarbejdspartnere. KSN Industri har leveret vaskeanlægget, som sikrer, at der ikke er skadelige spåner tilbage i hydraulikhusene, når de sendes af sted til kritiske og kvalitetsbevidste industrikunder i udlandet. Vaskemaskinen er det sidste led i KP Komponenters anlæg, og på flere måder er det netop den del, der adskiller KP Komponenter produkter fra konkurrenternes.
”Så snart der er håndkraft inde over, så har vi risikoen for fejl. Med denne automatisering kan vi minimere fejl og sikre et ensartet produkt hver gang, og det er netop, hvad der efterspørges hos vores kunder. Med vaskeranlægget er vi sikre på ensartetheden og dermed konkurrencefordelen,” fortæller Martin Krogh Pedersen.

Fra idé til produkt på 12 uger
Udviklingen af vaskemaskinen skulle gå stærkt. Da KP Komponenter i slutningen af 2008 henvendte sig til Henrik Larsen, der er administrerende direktør hos KSN Industri A/S, for at høre om muligheden for at han kunne udvikle et vaskeanlæg, var det målet, at den skulle leveres få måneder senere. Det lod sig gøre uden problemer, og opgaven har yderligere cementeret virksomhedernes gode samarbejde.
Både KSN Industri A/S og KP Komponenter er kunder hos Lemvigh-Müller. Flere dele i vaskemaskinen er udvalgt i samarbejde med Lemvigh-Müller, det gælder i særdeleshed PLC fra Allen-Bradley. Udviklingen og produktionen af vaskeanlæg er gået over al forventning, og i fremtiden vil KSN Industri og Lemvigh-Müller arbejde endnu tættere sammen.

Automatiseringssucces giver blod på tanden
KP Komponenters succes med automatisering betyder nu, at virksomheder søger nye og større ordrer – også i udlandet. Målet er, at virksomheden udvikler sig til at være den førende europæiske virksomhed inden for metalbearbejdning, og de foreløbige resultater tyder på, at det kan lade sig gøre med kombinationen af investeringsvilje i højteknologi og evnen til at kombinere kendt og ny teknologi på innovative måder.
”Vi har gode muligheder for at leve op til fremtidens krav i vores kunders brancher. Med det anlæg vi har nu, kan vi eksempelvis producere og lagerføre på en måde, så vi kan leve op til vores kunders stigende krav om just-in-time-leverancer,” siger Martin Krogh Pedersen.

Faktabokse:

Om KSN Industri
KSN Industri A/S blev stiftet i 1988 af Erik Nyhus og Niels Klode Larsen som frem til 2007 har ejet og drevet KSN Industri. I 2007 startede et planlagt generationsskifte, hvor Henrik Larsen og Carsten Brødsgaard er blevet medejere og på sigt overtager drift og ejerskab af KSN Industri
Siden etableringen er der udviklet og leveret mere end 8.000 anlæg og løsninger i tæt samarbejde med virksomhedens leverandører og kunder. Sideløbende er der endvidere udviklet en serie af tromlevaskeanlæg til metalindustrien, som markedsføres og sælges i hele Europa. Se mere på www.ksn.dk – se i øvrigt mere om styring fra Allen-Bradley her: www.ab.com

Om KP Komponenter
KP Komponenter har omkring 145 medarbejdere og producerer i treholdsskift. Virksomhedens totale produktionsareal er på ca. 14.000 m2, og der er installeret over 80 højteknologiske CNC centre og CNC drejemaskiner samt – sidste nye skud på stammen – en hal med Termisk afgratning, honing og ultralydsvaske.
Virksomhedens kundegruppe spænder bredt – lige fra store anerkendte koncerner til mindre virksomheder både i Danmark og på eksportmarkedet. KP Komponenter leverer bearbejdning til eksempelvis hydraulik-, vindenergi-, dieselmotor-, levnedsmiddel- og off-shorebranchen – cirka halvdelen er dog til den hydrauliske branche. Desuden samarbejder KP Komponenter med en række støberier og kunder med specialopgaver baseret på løbende produkt- og produktionsudvikling.
KP Komponenter tilbyder desuden at være lagerførende og just-in-time leverandør. Det er en service, der efterspørges i stigende grad fordi den er økonomisk fordelagtig for en lang række industrivirksomheder. Se mere på www.kpkomponenter.dk