Bakterier på bordet


PORTRÆT
Ole Kopp Christensen – leder af Veterinær- og Fødevaredirektoratet – får dagligt nye sager om bakterier i maden sat på bordet.

Som leder af Veterinær- og Fødevaredirektoratet har jurist Ole Kopp Christensen det utaknemmelige ansvar at holde styr på bakteriefloraen i vores mad. Dagligt havner nye sager på bordet, som sætter dagsordenen for både ham, hans 1400 medarbejdere og medierne. På trods af det oplever han aldrig, at det er surt at komme på arbejde. Maskineriet er kørt i stilling til at tage de store slag og den hårde kritik.
Den første juli sidste år blev Levnedsmiddelstyrelsen slået sammen med Veterinærdirektoratet, og det har været en prøvelse for Ole Kopp Christensen, der frygtede det værste:

Budskaberne
At det ikke var muligt at samarbejde på tværs af de gamle opdelinger.
Men det har fungeret fint, mener han. I stedet har de vedvarende nye sager om bakterier i fødevarerne og tilbageholdelse af oplysninger optaget 54-årige Ole Kopp Christensen og hans nye direktorat.
En af hans største vanskeligheder har været at komme igennem til offentligheden med budskaberne. For eksempel at det er ikke muligt at producerer fødevarer, som er 100 pct. fri for farlige bakterier, selv om det alligevel er det, offentligheden forventer, at direktoratet sørger for.
Andre budskaber kommer derimod meget nemt igennem. Da Ole Kopp Christensen i landsdækkende radio for et par uger siden sagde, at der er informationer, forbrugerne skal have, og der er informationer, forbrugerne ikke skal have, følte mange sig trådt over tæerne. Hans kritikere taler ligefrem om hans åbenhedsproblem og formidable evne til at lægge låg på.

Jysk sindighed
Alligevel har de seneste ugers debat om bakterier og åbenhed i direktoratet ikke gået ham på nerverne. En af han nærmeste medarbejdere, vicedirektør Jørgen Fredsted fortæller om Ole Kopp Christensen, at han har en jysk sindighed, som fører ham trygt og roligt gennem minefeltet.
Det er for eksempel aldrig ham, der slår i bordet så kopperne klirrer. I stedet lader han alle argumenter komme frem og tager beslutningerne på det bredest mulige grundlag.
Både venner og kritikere er dog enige om, at Ole Kopp Christensen er en glimrende pianist. Han stiller gerne op til happenings og julefrokoster med evner han tilegnede sig, da han en kort overgang gik på musikkonservatoriet, inden han begyndte sit jurastudie.

1400 medarbejdere
Tidligere har han bestridt stillinger i både Indenrigsministeriet og Sundhedsministeriet, inden han kom til Veterinær- og Fødevaredirektoratet, der administrerer den danske fødevarelovgivning og har ansvaret for kødkontrollen på alle større slagterier.
Direktoratet varetager koordinationen af fødevarekontrollen, herunder vejledning og instruktion af de kommunale levnedsmiddelkontrolenheder og fiskeriinspektoraternes kvalitetshold.
Veterinær- og Fødevaredirektoratet beskæftiger 1400 medarbejdere med tjenestested på Rolighedsvej på Frederiksberg, samt medarbejdere fordelt over hele landet ved distriktskontorer og kredsdyrlægeembeder samt ved grænsekontrollen og på slagterier mv.