Bilindustrien og EU indgår miljøaftale

Home / Jyllands-Posten / Bilindustrien og EU indgår miljøaftale

Aftalen om bl.a. reduktion af CO2-udslippet er en fjer i hatten for miljøkommissær Ritt Bjerregaard, der ikke selv kunne være tilstede i Luxembourg.
Den første aftale med bilindustrien (ACEA) om nedbringelse af CO2-udslip kom i går på plads ved et EU-miljøministermøde i Luxembourg.
“Dette er det længste skridt på vejen til at leve op til Kyoto-protokollen om global reduktion af CO2-forurening,” sagde transportkommissær, Neil Kinnock, der var til stede på miljøkommissær på Ritt Bjerregaards vegne: “Desværre kan hun ikke være til stede, men dette er den bedste hilsen, vi kan sende hende,” lød det på otte simultantolkede sprog i ministerrådsbygningen til den danske politiker, der fornylig kom til skade ved et fald i sit hjem.
Aftalen, der er forhandlet af EU-Kommissionen, blev godkendt af samtlige EUs miljøministre og sikrer, at CO2-udlippet på EU-plan bliver reduceret med 15 pct. inden 2008. Til den tid skal den gennemsnitlige europæiske bil køre 16,6 km/l, hedder det i aftalen .
De enkelte medlemslande skal indsamle en række miljødata om alle nye biler på markedet. Kommissionen kan så sammenligne de indhentede data og kontrollere, at bilindustrien overholder aftalen.
Ud over aftalen med den europæiske bilindustri har EU-Kommissionen fremlagt et omfattende forslag om oplysning af nye bilers miljøbelastning, så forbrugerne får optimal adgang til at vælge den mest miljørigtige bil.