Brødre trives på en tagryg

Højt over Københavns jag sidder de to i øjenkontakt med Barsebäck, Frelserkirken og byens sfinxer, gargoyler – en lille djævel, der fra gesimsen kigger ned på gaden – og en enkelt pegasus. Varmen tvinger den ene liter kildevand efter den anden om på den indre side af deres orange kedeldragter. Brødrene Jan og Jack Arvid Olsen kender efter fjorten dages stilladsrejsning teatrets tag.
“Kan du se englene ovre på det hus dàr,” spørger Jack, der engang kørte alverdens landeveje tynde som cykelrytter.
En række stående englebørn i sandsten passer på hvert deres vindue på femte sal på bygningen over for teateret.
“Så se henne for enden af vinduesrækken. Der er en ekstra engel, som er ved at falde ned.” Ganske rigtigt. En af englene ser ud som om, den er snublet og med et forskrækket udtryk knuger den sig fast i gesimsen. Rygtet blandt stilladsarbejderne går, at englen er en vittighed, som en stenhugger har lavet med en anden stenhugger, der var ved at falde ned fra stilladset.

Mange falder ned
Men det var ikke kun i gamle dage, at folk faldt ned fra stilladser. Jan og Jack havde en kammerat, der faldt ned fra fire meters højde.
“Han landede lige smask på ansigtet, og lægerne på hospitalet opererede på ham i 12 timer. Da de var færdige, fandt de hans kæbe i en bakke ved siden af. Den havde de glemt,” fortæller Jan og beroliger, at den uheldige stilladsarbejder er tilbage på jobbet igen efter endnu en operation.
En anden af deres kolleger faldt ned fra 38 meter. Det har Jan og Jack ikke mange kommentarer til.
Brødrene har arbejdet sammen i snart et halvt år som fast makkerpar i firmaet Rodahl Stilladser A/S fra Hvidovre. Når stilladset omkring Det Kongelige Teater er rejst, venter andre opgaver på dem, men det er deres opgave at fjerne grisehalerne, nosserne og hylene igen, når hullerne i teateret er lappet. Fagslang for den bunke af beslag, der bruges i stilladsernes verden.

Ridser deres navn i blyfoden
Når arbejdet er færdigt, vil de som de utallige andre håndværkere, der gennem tiden har arbejdet på taget, ridse deres navne og årstal ind i blyfoden på Pegasus og slutte med “Arbejdet udført 1999. Jan og Jack.”