Kontakt mail mig! freelancejournalist English

Freelancejournalist Hans Henrik Lichtenberg

Freelancejournalistik, tekster, pressemeddelelser og kommunikation

Cykeltur på Fyn

En af de smukkeste og nemmeste cykelture på Fyn er ruten mellem Middelfart og Assens. Den samlede afstand er 43 kilometer, heraf to på grusvej. Ruten går gennem skov og langs vand – og der er et væld af seværdigheder og overnatningsmuligheder undervejs. Vi starter i Middelfart.

Middelfart-Husby

Fiskeri, færgefart og fæstninger har præget Middelfarts historie. Byen blev købstad i middelalderen og havde en storhedsperiode som Lillebælts toldsted, indtil Fredericia overtog denne opgave i slutningen af 1600-tallet. Byen vedblev dog med at have en vis betydning, og i dag fremstår den som en moderne handelsby med nogle bevaringsværdige, gamle bygninger. Middelfart-Fredericia-områdets militære betydning ses af, at der siden Middelalderen er anlagt omkring 70 fæstninger langs Lillebælt ved de to byer. Sydvest for byen og ud til Fænøsund ligger Øksenrade Skov, et kønt naturområde med en spændende flora.

Gamborg Fjord
Indtil for ca. 100 år siden havde Gamborg Fjord stor betydning som centrum for marsvinejagt. Marsvinene blev gennet ind i fjorden, hvor det var let at indfange dem. Der blev fanget op til 4000 marsvin om året. Dyrenes tran gav marsvinejægerne et økonomisk fundament, indtil petroleum blev almindelig udbredt. I Hindsgavl Laden kan man se en udstilling om blandt andet marsvinefangsten i Lillebælt og Gamborg Fjord.
Svinø har navn efter marsvinefangsterne. Øen er forbundet med Fyn ved en dæmning, og her ligger en lille, idyllisk bådehavn. På Fynssiden er et større område med rørsumpe og mose udlagt som vildtreservat. Der er information på stedet.

Fønsskov

I bunden af Gamborg Fjord ved Ronæs ligger det gamle Handelshus. Man kan forestille sig, hvorledes handelsskibe har stået ind i fjorden og har kunnet ankre op ved handelshuset med varer fra eksotiske steder på kloden.
Halvøen Fønsskov rager langt ud i Lillebælt. Som navnet antyder, har stedet været skovklædt helt op i 1600-tallet. Vælger man en tur ud på Fønsskov, vil man møde et kystlandskab med mange strandsøer og et rigt fugleliv – eksempelvis kommer mange fiskehejrer på besøg fra Fænø, der rummer Danmarks største koloni af fiskehejrer.

Wedellsborg
Når Grevindeskoven er passeret, skifter landskabet karakter og får herregårdspræg. Herregården Wedellsborg har Fyns største jordtilliggende. Den trefløjede hovedbygning har gennem tiderne været ombygget flere gange, men endnu er der rester fra det oprindelige 1300-tals bygningsværk. Der er flere kilometer vandrestier omkring Wedellsborg, og det kan anbefales at gå en tur ud gennem skoven til stranden.
Ved den velbevarede middelalderlandsby Sdr. Åby har Brænde Å sit udløb. Hvis man cykler lidt østpå, vil man få et stærkere indtryk af Vestfyns længste og mest naturlige vandløb.

Videre fra Assens

Fra Assens er der mange muligheder for komme videre. Med cyklen er der flere interessante ruter ind over land til Midtfyn og Odense, eller man kan køre mod Fåborg og Svendborg langs kysten. Se mere på www.cykelfyn.dk, hvor en lang række cykelruter er beskrevet.

Overnatning
På hele ruten er der mulighed for overnatning. Uanset om du er til slot eller camping, er der flere tilbud:

Hindsgavl Slot: www.hindsgavl.dk
Hotel Sixtus: www.sixtus.dk
Sandager Næs Camping: www.sandagernaes.dk
Camping Willemoes: www.camping-willemoes.dk
Danhostel Assens Vandrerhjem: www.danhostelsyd.dk
Marcussens Hotel: www.marcussens.dk
Baunæsgaard: www.bingbang.dk

»

Your comment

You must be logged in to post a comment.