Danmark på vågeblus

Home / Jyllands-Posten / Danmark på vågeblus

450.000 lønmodtagere vil strejke fra weekenden, hvis det ikke lykkes forligsmanden at forlige arbejdsmarkedets parter. Skraldet vil ikke blive hentet, og der bliver længere mellem de friske varer på butikkernes hylder for hver dag. Benzin til bilen bliver en mangelvare, og lufthavnene sættes på vågeblus.
Det bliver situationen, hvis ikke arbejdsmarkedets parter når til forståelse, når de mødes til den afgørende forhandling hos forligsmand Asbjørn Jensen onsdag eftermiddag. Hvis forhandlingerne bryder sammen vil 450.000 gå i strejke fra weekenden og dermed tvinge endnu flere til at blive hjemme, når busserne ikke kører, og transporten af varer til forarbejdning går i stå.

Transport hårdest ramt
Transportsektoren vil blive ramt hårdest, og herfra vil lammelsen sprede sig til resten af samfundet. Flytrafikken vil blive lammet, når store dele af lufthavnspersonalet går i strejke. Brandfolkene bliver i Københavns Lufthavn, men kun i de første 24 timer. Derefter vil der kun være sikkerhedspersonale nok til at tage sig af mindre fly.
“Som det ser ud nu, vil SAS ikke kunne operere fra København, hvis strejken bryder ud, men vi arbejder på et nødprogram,” siger Lisbeth Reinwaldt, SAS’ informationsafdeling. Også Spies har en nødplan klar i samarbejde med flyselskabet Premiair, der vil bringe charterturisterne til rejsemålene trods konflikten: “Det kan betyde lidt længere ventetid, men der skulle ikke være problemer i at afvikle rejserne, selv om store dele af samfundet er konfliktramt,” siger direktør Henrik Neelmeyer.
Selv hvis SAS og lufthavnspersonalet gik på arbejde under strejken, vil der ikke gå mere end et par dage, før mangel på brændstof ville gøre al flyvning umulig.
Vagn Marquardt, underdirektør i Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening, advarer om den pludselige mangel på brændstof: “Efter en til to dage er tankstationerne tomme,” oplyser han. Der er endnu ikke set nogen hamstring af brændstof, men Vagn Marquardt forventer, at hvis strejken bliver en kendsgerning fra onsdag, så vil danskerne begynde at hamstre. Han gør opmærksom på, at lagring af benzin er ulovlig.

Tag maden med
Scandlines, det tidligere DSB-rederi, bliver sejladsmæssigt ikke berørt af konflikten og understreger, at det har tilstrækkeligt med olie til at fortsætte sejladsen. Situationen kan dog i tilfælde af sympatikonflikt blive ændret, så færgerne ikke sejler. Det tilrådes at medbringe termokaffe og madpakke, da cateringpersonalet bliver konfliktramt. Rederiet forventer dog at kunne opretholde serveringen i et mindre omfang.
Cat-Link, der ejes delvist af Scandlines, bliver ikke direkte berørt af konflikten, men også her kan sympatikonflikter hindre færgerne i at fortsætte sejladsen mellem Århus og Kalundborg. Mols-Linien er konfliktramt og bliver nødt til at indstille sejladsen. Faggrupperne Metal Søfart og Sømændenes Forbund har varslet konflikt mod rederiet.

Landbrug i klemme
Landmændene kommer tillige i klemme. De kan ikke få solgt deres dyr og vil i sidste instans være nødt til at slå svin ned. Slagteriarbejderne vil gerne på arbejde, men der er ingen dyr at slagte, fordi vognmændene ikke kører. Bjarne Mortensen, direktør for Slagteriernes Arbejdsgiverforening, har denne kommentar til situationen: “Det er på ingen måder vores konflikt, men alligevel bliver vi ramt. Det er en urimelig konflikt set med vores øjne.” Gartnerbranchen vil lide samme skæbne. Per Christian Jensen, adm.
direktør for GASA A/S, har allerede gjort regnestykket op: “En konflikt vil koste os hele eksporten, og det vil for resten af måneden betyde, at for 65 mio. kr. blomster skal destrueres,” siger han.
Alt dette kan der læses mere om under en kommende strejke, men kun i de få aviser, der udkommer. Børsen, Aktuelt, Kristeligt Dagblad, Information, Erhvervsbladet og Jyllands-Posten er de landsdækkende dagblade, der ikke vil blive berørt af arbejdsnedlæggelser.

Færre varer
Forbrugerne må se i øjnene, at supermarkeder og købmænd får et kraftigt reduceret vareudbud allerede fra konfliktens start. For ferskvarernes vedkommende vil der typisk være mangel på mælk, kød og grønsager allerede fra de første dage i en konflikt. De såkaldte tørvarer – som ris, dåsevarer og mel – løber forretningerne først ud for efter en ugestid.
“Jeg tror, at de fleste købmænd og forretningskæder har taget flere tørvarer hjem, men blandt andet kød, mælk og grønt vil vi mangle allerede fra konfliktens første dag. Og hvis konflikten varer mere end en uge, får vi rigtigt problemer,” siger formanden for De Samvirkende Købmandsforeninger, Paul F. Nönnecke, der repræsenterer 1500 butikker, eller 36 pct. af omsætningen af dagligvarer i landet.
I FDB er problemet med de ferske varer på linie med købmandsforeningernes, dog bliver der kun mangel på mælk i nogle af kædens butikker, idet MD Foods, daglig leverandør til FDB, er undtaget konflikten.