Dansk-udviklet mobilt CRM

Home / Ukatagoriseret / Dansk-udviklet mobilt CRM

IntelliGlobe er førende inden for udvikling af CRM-systemer, og virksomheden har derudover specialiseret sig i at bringe CRM-systemet IntelliGlobe CRM ud på de mobile platforme. Det giver helt nye muligheder for erhvervslivet.

IntelliGlobe CRM er et danskudviklet CRM-system, der med sin smidighed og åbenhed har vundet indpas i en række større, danske virksomheder og blandt internationale partnere som IBM og Blackberry. Systemet bygger på IBM Lotus-platformen og kobler dermed både mail, kalender og klassiske CRM-funktioner sammen med de mobile platforme, Microsoft Mobile Edition og Blackberry, i én overskuelig brugerflade.
”For den medarbejder, som er på farten, betyder det, at navigation, telefon og laptop bliver integreret i én effektiv enhed, som løser flere opgaver end de tre tilsammen,” siger direktør i IntelliGlobe, Alon Ekelund.

Fuldt overblik med IntelliGlobe CRM
Når en medarbejder skal på kundebesøg, kan han starte med at lade systemet navigere ham derhen. Med sig har han bl.a. fuldt overblik over kundens historik, den komplette mail-korrespondance og mulighed for i real time at melde tilbage til virksomheden med nye oplysninger. Han kan således udnytte sin tid effektivt, fordi han har samtlige relevante data til rådighed. Dét er muligt, fordi IntelliGlobe CRM lægger sig tæt op ad IBM Lotus og dermed kan trække på et væld af oplysninger og services.
”Der er faktisk ingen funktioner i IBM Lotus og IntelliGlobe CRM, som ikke kan afvikles fra enten Blackberry eller Windows Mobile – og det er unikt,” fortæller Alon Ekelund.

Gennemprøvet CRM-system
IntelliGlobe CRM er det eneste CRM-system i Danmark, som er godkendt af IBM som ”Ready for IBM Lotus Domino Software”. Systemet er nu 10 år gammelt og er dermed gennemtestet hos kunder og løbende udviklet til at dække erhvervslivets behov. Bl.a. er det meget hurtigt at implementere og samtidig fleksibelt, så det til enhver tid kan justeres. Som udgangspunkt er IntelliGlobe CRM en standardløsning, men systemet leveres ofte tilpasset kundernes specifikke behov.
”Vi har et kernesystem, som er særdeles stabilt, og som giver vores kunder en simpel brugerflade til et væld af informationer. Mange kunder har nok i kernesystemet, men når der er specielle behov, så trækker vi på kompetencerne i det internationale udviklernetværk Lotus Net,” lyder det fra IntelliGlobe.

CRM på åben platform
IntelliGlobe CRM er ud over at være det system, som er længst fremme mht. mobil integration, også det eneste CRM, som tilbyder integration med både OpenOffice og Microsoft Office. Det betyder i praksis, at man frit kan vælge mellem kontorapplikationer, køre flere samtidigt i organisationen og skifte efter behov, uden at det kræver systemændringer i IntelliGlobe CRM.
”Herudover kan IBM Lotus jo også køre på Linux. Det betyder, at man kan spare en hel del ved at bruge Linux og OpenOffice,” siger Alon Ekelund.

Risk Management
IntelliGlobe er desuden dansk distributør af Risk Management-systemet Crystal Ball, der benyttes i en lang række brancher til konsekvensanalyser. Crystal Ball simulerer på baggrund af faktiske og forventede data konsekvenserne af eksempelvis en marketingsatsning. Dermed sætter Crystal Ball en pris på de risici, som enhver investering indebærer, og sætter beslutningstagere i stand til på et velfunderet grundlag at træffe de rette beslutninger. Crystal Ball benyttes i Danmark af Post Danmark og af flere aktører i energisektoren.

Om IntelliGlobe
IntelliGlobe er et konsulenthus, der hjælper virksomheder med at realisere optimale kunderelationer gennem et egenudviklet CRM-system og mobile løsninger. IntelliGlobe CRM henvender sig til virksomheder på farten, som har behov for, at alle medarbejdere har adgang til samme datasæt om kunder, medarbejdere, mails etc. Systemet er udviklet over de seneste ti år, og succesen har betydet, at IntelliGlobe nu som den eneste virksomhed i Danmark er både IBM Business Partner og certificeret Blackberry-udvikler. Fra april 2007 bliver IntelliGlobe omdannet til aktieselskab.

Se mere på www.IntelliGlobe.dk