Den europæiske landbrugsreform faldt på gulvet

Home / Jyllands-Posten / Den europæiske landbrugsreform faldt på gulvet

Puslespillet om den europæiske landbrugsreform, Agenda2000, faldt på gulvet tidligt i går morges. Fire dages intense forhandlinger om støtte til mælk, korn, vin, kød, og hvor pengene skal komme fra, viste langt større uenigheder, end det tyske EU-formandskab havde regnet med.

Skær i støtten
Opgaven lød på at skære i støtten på, så der kan blive råd til at optage nye medlemslande og tune EUs landbrug ind på handel med omverdenen. Det eneste landene kunne blive enige om var dog at bruge 30 mia. kr. mere og forhøje mælkekvoterne i middelhavslandene.

Gradvis nedtrapning
Forhandlingerne strandede på spørgsmålet om, hvordan reformen skal finansieres. To forslag har været på bordet: En gradvis nedtrapning af markedsstøtten frem til 2006, et forslag som Danmark støtter, og en ordning hvor hver gruppe landbrugsprodukter mister en procentdel i støtte en gang for alle. Dette forslag er EU-Kommissioenens eget.

Danmark hårdt ramt
I løbet af ugen fik Østrig dog vind i sejlene med et nyt forslag, som betyder, at kun de store landbrug får skåret i støtten. Det betyder, at Danmark vil blive ramt særlig hårdt, fordi her er mange store gårde sammenlignet med resten af EU. Østrig, og middelhavslandene vil nyde godt af forslaget, som stort ikke vil koste dem penge, fordi deres landbrug er sammensat af små enheder.
Den franske landbrugsminister, Jean Glavany, sagde fredag morgen, at han var både opløftet og tilfreds med resultatet: “Det er ikke nogen stor sejr,” sagde han, “men der er opnået store fremskridt.” Det eneste Henrik Dam Kristensen mente var positivt efter forhandlingerne er at der stadig er tale om en fuld reform:

Mælkekvoterne
“Men mælkekvoterne til middelhavslandene, det østrigske finansieringsforslag og ekstraudgiften på 30 mia. er utilfredsstillende,” siger han.
Forhandlingerne tages op igen på tirsdag, og den tyske landbrugsminister Karl-Heinz Funke, der leder forhandlingerne er optimistisk: “De endelige forslag, der ligger på bordet, har vidtrækkende konsekvenser for medlemslandene. De har brug for at tænke det igennem, men der vil bestemt være mening i at mødes igen på tirsdag.”