Elektronisk handel bliver en del af produktionen


Scantechnic ApS bygger og designer komponenttavler til skibe. Det er en niche, som kræver mange special-produkter og god planlægning i produktionen. Virksomheden benytter sig i høj grad af de muligheder for onlinehandel- og bestilling, Lemvigh-Müller tilbyder. Det elektroniske samspil løser mange problemer for Scantechnic, der har integreret Lemvigh-Müllers ehandel i det daglige arbejde.

LMe-partner, der er Lemvigh-Müllers elektroniske handelsportal, benyttes flere gange dagligt hos Scantechnic. I princippet kan alle ledende medarbejdere logge sig på, men det er mest den ene af de to direktører og ejere, der varetager indkøb via sitet. Flemming Hansen siger:
”Det er en stor fordel for os. Jeg logger mig på sitet op til flere gange dagligt for at se, om varerne er tilgængelige og for at planlægge indkøb på længere sigt.”
Scantechnic har benyttet sig af Lemvigh-Müllers muligheder for onlinebestilling siden 2000, og det er efterhånden blevet en fast del af virksomhedens hverdag. Op mod 80 procent af alle varer til opbygning af eltavlerne bliver nemlig leveret af Lemvigh-Müller – samarbejdet mellem leverandør og producent er derfor en væsentlig faktor for virksomheden.

Planlægning i god tid med LMe-partner
I øjeblikket har Scantechnic ordrer på eltavler, som først skal leveres om et halvt år. Værfterne har lange produktionstider, men det er samtidig vigtigt, at der leveres til tiden. Det betyder, at Scantechnic planlægger produktionen lang tid i forvejen. Ofte er der flere ens bestillinger, der skal produceres på forskellige tidspunkter – og når der kommer en ordre på et skab, som Scantechnic allerede har fremstillet én gang, er det nemt at bestille de enkelte dele hjem:
”Det tager tid, første gang vi skal bestille komponenter til en ny opgave, men har vi gjort det én gang via LMe-partner, så er det blot at kopiere den gamle ordre,” siger Flemming Hansen. Han benytter også LMe-partner i forbindelse med tilbudsgivning. Når han har kalkuleret hvilke enheder, der skal bruges, indtastes de i systemet, og Flemming Hansen får med det samme en fast, samlet pris, som han kan benytte som grundlag for sit tilbud. Ved accept fra sin kunde har Flemming Hansen meget nemt ved at kopiere Lemvigh-Müllers tilbud over i ordremodulet. Dermed undgås dobbeltindtastninger.

Opsplitning af ordrer sikrer flow i produktionen
En anden fordel er, at en kopiordre kan splittes op i forskellige leverancer, der kommer, efterhånden som de skal bruges. Derved undgår man, at dyre komponenter ligger på lager i månedsvis. Leveringen afstemmes altså med Scantechnics produktion og ikke omvendt. Det sikrer, at omkostningerne til lageret minimeres, og at varerne er der, når der er brug for dem.
Flere af de produkter, som Scantechnic benytter, har lang leveringstid. Det skyldes, at marinetavler skal leve op til helt specielle vilkår som eksplosionssikkerhed og andre ekstreme forhold – og det kræver specialkomponenter, som nogle gange har en leveringstid på op til 12 uger. Ved hjælp af LMe-partner kan disse komponenter leveres sammen med andre komponenter, som passer tidsmæssigt ind i produktionsgangen.

Dag til dag-levering
Den langsigtede planlægning af bestillinger suppleres af dag til dag-leveringer. Det kan være aktuelt ved mindre specialiserede dele – klemmer, ledninger, skruer og andre ting til den daglige drift. Her kan Scantechnic bestille på LMe-partner frem til klokken 18:00 om aftenen og have varerne næste morgen. Scantechnic bor lige i nærheden af Lemvigh-Müllers centrallager i Odense, men dag til dag-leveringen gælder alle virksomheder landet over.

Kommende samarbejde om WMI2Box
Lemvigh-Müller og Scantechnic har haft de første samtaler om fordelene ved at indføre WMI2Box. Systemet vil gøre det muligt for Scantechnic at outsource en del af lagerstyringen på de varer, som altid skal være på lager. Fra Lemvigh-Müllers WMI2Box-website kan virksomheden definere sine behov og fastsætte hvilke mængder varer, som hele tiden skal være tilgængelige. Med en stregkodescanner aflæses en kode, hver gang en kasse tømmes. Systemet sikrer, at når en kasse er tom og aflæst, bliver en ny leveret.
”Det vil give os mulighed for at se, hvad vi egentlig har liggende. Vi vil kunne spare nogen tid på administration og aldrig komme i den situation, at vi står og mangler varer til produktionen,” siger Flemming Hansen.

Om Scantechnic ApS
Scantechnic ApS er en dansk virksomhed, der projekterer og producerer eltavler til ethvert formål. De specialdesignede styre- og fordelingstavler leveres til både maritime og industrielle anlæg, og Scantechnic kan håndtere styringsopgaver af næsten enhver art og størrelse. Virksomheden har således kapacitet til at producere alle former for tavler – fra små motorstartere, maskintelegrafer, lanternepaneler og alarmpaneler til større hovedtavler med generatorstyring, synkronisering og lastfordeling. Alle Scantechnics anlæg kan endvidere fås i eksplosionssikker udførelse. På markedet for mindre og mellemstore skibe (kuttere, slæbebåde, færger, coasters) er virksomheden en veletableret underleverandør af eltavler af høj kvalitet. Scantechnic fremstiller desuden styresystemer til mindre og mellemstore dieselmotorer, såvel marine- som landbaserede. Scantechnic ApS blev grundlagt i 1993.

Faktaboks:
Alle Scantechnics anlæg fremstilles efter nationale og/eller internationale krav, herunder standarder fra blandt andre:
• Søfartsstyrelsen
• Bureau Veritas
• Lloyds Register
• Norske Veritas
• Germanischer Lloyds