Erfarne sikkerhedsfolk etablerer eksklusivt sikkerhedsfirma

Home / Pressemeddelelser / Erfarne sikkerhedsfolk etablerer eksklusivt sikkerhedsfirma

Terror og stigende velstand fører til øget efterspørgsel efter personlig sikkerhed. Derfor er målgruppen internationale koncerner og velhavende privatpersoner, når sikkerhedsfirmaet Exclusive Security 23. oktober etableres ved en celeber reception på restaurant Nokken i København. Virksomhedens stiftere har en lang karriere bag sig inden for personlig sikkerhed, men det nye sikkerhedsfirma satser på mere end blot sikkerhed.

Exclusive Security er et nyt, dansk sikkerhedsfirma, der vil fokusere på service og personlig sikkerhed for velhavende danskere og større virksomheder – både i Danmark og internationalt. Firmaet består af 12 medarbejdere – heraf to kvinder – som alle har en omfattende uddannelse og erfaring i sikkerhedsbranchen.
”Vi har landets bedste kompetencer inden for livvagt service, men markedet er de seneste år vokset kraftigt, og det har ledt til efterspørgsel på mere omfattende services. I Exclusive Security henvender vi os til den voksende gruppe af danskere med mange penge og internationale interesser samt til virksomheder, der får besøg fra udlandet. Det betyder, at vi skal kunne tilbyde at optræde som virksomhedens repræsentanter, administrere Klienternes mødekalender, tage telefoner og i det hele taget fungere som værter ud over at tage os af sikkerheden,” siger Lars B. Mortensen, direktør i Exclusive Security.
Han forestiller sig, at typiske opgaver vil være ledsagelse i ind- og udland, modtagelse af erhvervsfolk i lufthavnen og transport til domicilet samt koordinering af større opgaver på tværs af landegrænser.
”Transport af VIPs i Danmark bliver et af vores fokusområder, og vi kan se, at det her ikke længere er nok blot at være sikkerhedsfolk. Når sikkerhedschaufføren tager imod udenlandske gæster, er han virksomhedens ansigt udadtil og skal give et professionelt indtryk, så gæsten oplever ham som en værdig ambassadør for virksomheden,” siger Lars B. Mortensen.
Det betyder blandt andet, at den enkelte livvagt skal kende til den branche, som kunden opererer i, så han kan falde i med omgivelserne. I andre tilfælde kan der være brug for mere personlige kompetencer – eksempelvis kan de kvindelige medarbejdere dække behovet for bodyguards til muslimske kvinder og mindre børn. Exclusive Security har med sit brede erfaringsgrundlag kompetencerne til at dække næsten ethvert behov, vurderer Lars B. Mortensen.
Han oplever et stigende marked for professionelle sikkerhedsservices. Det sker i takt med globalisering, terrortrusler og frygt for kriminalitet blandt de meget velhavende, som der bliver flere og flere af.
”Det bliver ikke et problem at finde kunder fremover. Vi har gode indikationer fra markedet om en stigende efterspørgsel,” fortæller Lars B. Mortensen, som har været i branchen i 11 år.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Lars Mortensen
22 12 40 72
E-mail: lbm@exclusivesecurity.dk