EU siger god for Microsoft

Home / Jyllands-Posten / EU siger god for Microsoft

Microsoft stormer ind på det europæiske marked, efter at EU-Kommissionen i går sagde god for softwarevirksomhedens nye aftalesæt med internetudbydere i EU.
I et brev fra EUs konkurrencekommissær, Karel Van Miert, til Microsoft, gør EU det klart, at der intet er til hinder i EU-traktaten for, at Microsoft indgår aftaler med europæiske internetudbydere om distribution af deres browser, Explorer, et stykke software, der gør det muligt at søge på
internettet.

Nej til klausuler
Men Microsoft må finde sig i, at internetudbyderne i Europa har en EU-beskyttet ret til at reklamere og udbyde browsere af andet fabrikat. En internetudbyder kan for fremtiden heller ikke få annulleret sin kontrakt med Microsoft, hvis dets markedsandele pludselig daler. Begge klausuler forsøgte Microsoft at undgå, da virksomheden i februar 1998 prøvede at få godkendt et aftalesæt hos EU-Kommissionen. Det er nu ændret til begge parters tilfredstillelse og EU-markedet ligger åbent for Microsoft.
Kommissionen gør det dog klart, at godkendelsen kun omhandler Microsofts browser og altså ikke tager stilling til problemerne omkring Microsofts styresystem Windows, der har en dominerende rolle på markedet.

Listeforslag
Aftalen betyder, at Microsoft nu får tilladelse til at indrette deres kommende internetsoftware efter de europæiske internetudbydere.
Softwaren vil blive en del af styresystemet Windows, som sælges installeret i nye computere. Når brugeren ønsker at blive koblet til internettet, vil computeren foreslå en liste over lokale internetudbydere, som Microsoft har kontrakt med.
Microsoft hjælper således udbyderne med at skaffe kunder. Til gengæld skal udbyderne hoste op med et fast beløb for hver kunde, der vælger at abonnere på en internetforbindelse gennem Microsofts nye medspillere.
Den metode har eksisteret i flere år, men uden at hverken internetudbydere eller softwarefabrikanter har vidst, om det var lovligt.