EU-USA; Handelskrig kan erstatte finanskrise


USA rasler med sablerne overfor EU. Clintons stab er i fuld gang med at udpege områder, hvor der kan lægges straftold på importvarer fra EU. Det kan betyde en handelskrig mellem USA og EU, fordi EU-landene har favoriseret tidligere kolonier i tildeling af importkvoter på bananer.
EU-Kommissionens talsmand Nigel Gardner siger: “USAs sanktionstrusler vil have en ødelæggende virkning ikke kun på WTO, men også på den transatlantiske diskussion i det hele taget.” Amerikanerne reagerer på den nye bananaftale, som EU-Kommissionen fik gennemført i slutningen af oktober. Aftalen var nødvendig, fordi WTO sidste år besluttede, at EUs importregler var urimelige overfor en række latinamerikanske lande, som amerikanske virksomheder, hovedsagligt DOLE og Chiquita, eksporterer bananer fra.
Den nye aftale skulle altså leve op til WTOs krav, men USA mener stadig, at EU-reglerne strider mod WTO og diskriminerer mod amerikanske virksomheder. EUs nye kvotesystem giver mulighed for, at andre bananeksporterende lande end de gamle kolonier nu må fylde 8 pct. af det europæiske marked mod 3,5 pct. før aftalen.
USAs kommende sanktioner vil efter planen blive vedtaget 15. december og træde i kraft 1. februar 1999. Amerikanske embedsmænd leder i øjeblikket efter sanktionsmuligheder, der kan ramme specielt engelske og franske virksomheder. Det er nemlig Storbritannien og Frankrig, der har gennemtrumfet en særstatus til bananproducenterne i deres gamle kolonier i Afrika, Stillehavet og Caribien.
Der har i længere tid ulmet en handelskonflikt mellem Washington og Bruxelles.
USA kan ikke få lov til at eksportere kød fra dyr, der er behandlet med hormoner, og godkendelserne af nye g+enmodificerede varer tager over dobbelt så lang tid i EU som i nogen andre lande. Det mener USA er tekniske handelshindringer, og tonen er i de seneste dage blevet langt skarpere end tidligere.
En af Bill Clintons embedsmænd understregede i fredags ved et møde for 120 internationale virksomheder og en række af EUs topembedsmænd, at dette års globale finanskrise sagtens kunne blive afløst af næste års globale handelskrise.