Euro-tegn på tastaturet


Dollaren og pundet får snart en hård konkurrent. Euroen er på vej ind i vores hverdag og nu også på vores computer-tastaturer. Pund-tegnet og dollar-tegnet vil blive brugt i langt mindre omfang end euroen, når den nye valuta kommer på plads, lyder vurderingen fra EU-Kommissionen.

Euro tegn euro character



Derfor er tegnet blevet standardiseret, så der ikke er nogen tvivl om, hvordan det skal se ud på tryk. Det eneste problem har været at lægge en euro-tast ind ved siden af snabel-a, pund og dollar. Det problem er nu løst efter lange diskussioner mellem computerindustrien, forbrugerorganisationer og EU.

ALTGr+e
Microsoft vil fremover placere euro-tegnet under AltGr+e og for dem, som ikke har det splinternyeste system, kan tegnet downloades fra EU’s hjemmeside. Tegnet bliver automatisk underlagt alle skrifttyper og kan udprintes.
EU har under forhandlingerne krævet, at tegnet fik en “prominent” placering på tastaturet, og netop tasten “e” gør det nemt at huske, at her gemmer euro-tegnet sig. Derudover ligger det ergonomisk, idet kun to taster skal trykkes ned.

Eurotegn synligt på e-tasten
Omkring 80 pct. af alle computere vil umiddelbart kunne adoptere det nye tegn, og på de nye tastaturer vil tegnet desuden være synligt på selve e-tasten.
Den eneste ulempe tilbage er, at kombinationen “AltGr+e” bruges i Storbritanien og Irland i specielt gamle tekster. Og de har ikke i sinde at ændre på deres traditionelle grammatik. Den diskussion frygtes at blive rørt op til politisk stormvejr.
EU’s argument er, at der aldrig har været noget dybere princip i, hvordan vores tastatur er sammensat, men pund- og dollartegnet har været der lige siden de første skrivemaskiner og på “prominente” pladser.
Euro-tegnet kan downloades fra hjemmesiden: http://www.eu.microsoft.com/windows/euro.asp