Fødevarehjælp til russerne

Rusland bad fredag EU-Komissionen om fødevarehjælp. Det er hærget økonomi, mislykket høst og frygten for en kold vinter, der har drevet den russiske vicestatsminister, Gennady Kulik, til at bede om hjælp. Landbrugskommissær Franz Fischler underskrev kort efter en forsikring til Moskva om, at hjælpen er på vej.
En fødevarepakke til en værdi af 3200 mio. kr. er ved at blive forberedt, men det vil tage mere end to måneder, inden de mange tusinde vognlæs er fremme hos sultne russere.
Beslutningen skal nemlig først godkendes af EU-Parlamentet, og det skal sikres, at fødevarerne ikke havner i forkerte hænder.
Dernæst er det et krav fra EU, at hjælpen ikke skader den eksisterende kommercielle fødevareeksport til Rusland.
Pakken består af 1 mio. tons hvede, 100.000 tons svinekød, 500.000 tons rug, 150.000 tons oksekød, 50.000 tons ris og en tilsvarende mængde mælkepulver.
Derudover spurgte russerne om 30.000 tons makaroni, men det ønske har EU ikke i sinde at efterkomme.
Kommissionen har længe været klar over, at der kunne komme en bøn om hjælp fra Rusland, men politikken har været at vente med forberedelseren, til russerne offielt bad om det. Derfor kan hjælpen først være fremme engang i januar, beklagede EU-Kommissionens talsmand, Gerry Kiely, i går: “Jo tidligere, de beder om støtte, jo hurtigere kan vi få maskineriet i gang,” sagde han.