Far og søn – samme arbejdsplads

Projektleder Finn Gudmundson og fjerdeårs-lærling Michael er far og søn, og de arbejder begge i YIT, Fredericia. Det er en lidt speciel situation, men de er enige om, at det er sjovt og fungerer uden problemer.

Finn Gudmundson er 48 år og uddannet maskinmester. Han arbejder nu på 12 år i YIT med tilbudsgivning og projektering af konkrete opgaver. Hans søn, Michael Gudmundson, er 21 år og arbejder også i YIT i Fredericia. Han er elektriker-lærling og er i gang med sidste år af uddannelsen.
Michael tøvede egentlig ikke med at gå i lære samme på sin fars arbejdsplads:
”Jeg ville gerne specialisere mig inden for kommunikation og sikring, og der findes ikke mange relevante lærepladser inden for det område, så valget var oplagt og krævede ikke mange overvejelser,” fortæller Michael, som allerede for 6 år siden fik et sommerferiejob hos YIT og ad den vej blev introduceret til arbejdspladsen gennem sin far.

Ingen særbehandling, men mange fordele
Finn og Michael arbejder ikke direkte sammen i hverdagen. Kommunikationen omkring arbejdet foregår gennem formænd, og sådan vil både Finn og Michael også helst have det. Michael gav fra starten formanden besked om, at han ikke ville behandles specielt eller forfordeles på nogen måde, fordi Finn også arbejdede der. Og begge er i dag godt tilfredse med den situationen.
”Der er slet ingen problemer i det – faktisk kun fordele. Det er rart at følge med i hinandens arbejde og kunne snakke om tingene derhjemme – på den måde kan vi dele vores faglige interesser meget direkte,” siger Michael.

Fritidsinteresser med på arbejdet
Det er ikke kun de faglige interesser, Finn og Michael deler. De interesserer sig også begge for løb og cykling. Hver weekend cykler de sammen; om vinteren på mountainbike og om sommeren på racercykel. De dyrker også triatlon på højt niveau, Michael tidligere på landsholdsniveau. De sportslige interesser deler de ikke bare med hinanden, men også med andre medarbejdere fra YIT. Blandt andet har de deltaget i Adventure Race, hvor hold fra forskellige virksomheder konkurrerer inden for mange forskellige aktiviteter. Og i august sidste år deltog Finn og Michael sammen med en tredje YIT-medarbejder i Hannerup-løbet, også en konkurrence virksomheder imellem.
”Vi sætter stor pris på, at YIT bakker op omkring det sportslige. Hvis man tager nogle initiativer, får man også støtte i form af eksempelvis tilskud til løbene. Det giver nogle gode, sociale relationer på tværs af virksomheden,” fortæller Finn og Michael, som ikke lægger skjul på, at det måske nok er dem selv, der sætter det høje tempo for YITs hold.

Fremtiden
Om Michael efter endt uddannelse skal tilbage til YIT, er endnu uvist:
”Jeg skal først ind til militæret ved årsskiftet, og så må vi se. Der er mangel på elektrikere, så jeg får mange gode tilbud”, siger Michael, der har været meget tilfreds med sin læretid hos YIT – blandt andet på grund af de gode udfordringer og det store ansvar, han er blevet givet. Og at Finn arbejder der, er i hvert fald ingen hindring, konstaterer Michael:
”Det kan sagtens lade sig gøre at arbejde sammen, far og søn, i YIT.”

Udgivet i YIT