Forbrugere låner penge til hinanden på FairRates.dk


Et helt nyt koncept gør det muligt for forbrugere at låne penge til hinanden hurtigt og sikkert over Internettet. På den måde bliver det nemt at få en god rente af selv mindre beløb, og omvendt kan man som låner spare mange penge i forhold til et dyrt forbrugslån. Bag konceptet står danske FairRates.dk, som lancerer tjenesten fredag d. 23. marts.

Nu er der et demokratisk alternativ til de dyre forbrugslån. På FairRates.dk kan alle oprette en låneforespørgsel eller et udlånstilbud og hurtigt komme i kontakt med andre, der enten vil udlåne eller selv har brug for et lån. Det unikke er, at man som udlåner selv bestemmer både renten og tilbagebetalingsperioden. Som låner kan man ”browse” gennem aktuelle lånetilbud fra private og søge efter lige den løsning, der passer én bedst. (En udlåner, kan browse i låneforespørgsler).
”Konceptet er grundigt afprøvet i både England og USA, men vi har ønsket at gøre det både bedre og mere målrettet til de danske brugere,” fortæller stifter og direktør Robert Bialek, der sammen med sin medstifter har brugt det seneste år på at etablere virksomheden. De forestiller sig, at servicen primært vil blive benyttet til forbrugslån.

Sikkerhed i højsædet
Det væsentligste element i formidling af lån mellem private er sikkerheden, og her har FairRates.dk truffet en række foranstaltninger, som skal gøre det trygt at udlåne til andre private over Internettet.
”Først og fremmest har vi en verificeringsproces, som sikrer, at vi ved, hvem, der er aktive på FairRates.dk og at vi har de korrekte bankoplysninger på brugeren. Desuden kan lånere frivilligt vælge at dokumentere oplysninger om eksempelvis indkomst og formueforhold over for os. Disse oplysninger bliver tilgængelige for udlånerne, som dermed får en verifikation af bank og et godt grundlag at beslutte sig på,” fortæller Robert Bialek.
Dernæst vil alle medlemmer som led i tilmeldingsproceduren modtage en pinkode pr. post. Det skal sikre, at adresser er korrekte, og som en yderligere sikkerhed bliver der for medlemmerne holdt statistik over ”dårlige betalere”. Endelig kan man som udlåner sikre sig ved at opdele sin kapital i mindre portioner. Vil man eksempelvis investere 30.000 kr. på det private lånemarked, kan man via FairRates.dk nemt opdele summen i 30 udlån af 1.000 kr. Som en ekstra service vil oplysninger fra brugere, samt statistik over tilbagebetalingerne, vise oplysningerne om dårlige betalere på sitet

Lån på en personlig måde
En af de helt store fordele ved FairRates.dk er, at medlemmerne kan kommunikere meget direkte om, hvad de ønsker at låne og udlåne til. En udlåner, kan eksempelvis forbeholde sig retten til kun at ville låne ud til studerendes indkøb af ny computer eller til miljømæssige forbedringer af lånerens hus. På den måde bliver lån også et personligt møde mellem to mennesker, der har interesser ud over de økonomiske.

FairRates.dk fungerer alene som mødested mellem lånere og udlånere og er dermed ikke en bank. FairRates.dk tager et gebyr på 1 pct. af det samlede lånebeløb, som låntageren betaler. Det er således gratis for udlånere at benytte tjenesten. I første omgang vil FairRates.dk formidle lån fra 1 til 36 måneder.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Direktør Robert Bialek
FairRates K/S
Rådhuspladsen 16,
1550 København V, Danmark
email: rb@fairrates.dk
telefon: +45 8896 8820
direkte: +45 8896 8822
mobil: +45 2326 4768
www.fairrates.dk