Fremtidens datacenter

Home / Ukatagoriseret / Fremtidens datacenter

Interxion er en af de største udbydere af Colocation faciliteter i Europa. Med 20 datacentre fordelt over Europa og en enorm kapacitet har Interxion placeret sig som det oplagte valg for eksempelvis systemintegratorer, hostingudbydere, udbydere af IP-telefoni, og corporate kunder ved placering af udstyr.

Outsourcing samt ønsket om både sikkerhed og fleksibilitet betyder øget efterspørgsel efter sikre datacentre. Interxion er en af de absolut største spillere på dette marked i Europa. En af fordelene ved at have sin serverpark placeret hos Interxion er, at der kan vælges mellem en vifte af internetudbyderes services. Alle de store operatører på det danske marked har en redundant backbone direkte til Interxions center i Ballerup. I alt har Interxion flere end 1.000 lyslederkabler ind i det 2.500 m2 store topmoderne center. Hvert kabel har en kapacitet på flere gigabit, og hele 17 teleudbydere servicerer Interxions kunder, som uden at skulle flytte deres servere nemt kan skifte udbyder eller benytte flere samtidig.

Høj sikkerhed
En anden fordel er den høje sikkerhed. Peder Bank, der er General Manager Nordic for Interxion, siger:
”Vi rører ikke ved data. Vores opgave er at sikre de fysiske rammer for vores kunder. Alle vores systemer er redundante, hvilket betyder, at nedbrud faktisk ikke forekommer.”
Interxion har en beregnet oppetid på op til 99,999 %.
For at opretholde den høje sikkerhed er et omfattende system til køl og strømbackup nødvendigt. Hardware og køling trækker så meget strøm, at det lokale elselskab NESA har placeret flere transformatorstationer hos Interxion. Skulle der opstå strømafbrydelse, vil et batteri setup tage over -og to 12-cylindrede dieselgeneratorer sætter i gang. Det hele foregår uden manuel indblanding, og uden at strømmen til centeret bliver afbrudt.

En branche i vækst
Ifølge Peder Bank er markedet for Colocation i hastig vækst. Udviklingen vil komme til at gå stærkt, og de små udbydere må enten lukke eller bliver større i takt med, at teknologierne bliver mere avancerede, og kvalitetskravene øget. For ganske få år siden var det normalt selv at have sine servere stående, men virksomhederne bliver stadigt mere mobile og fokuserede på deres kerneforretning. ”Derfor er der i øjeblikket en tendens til at vælge et eksternt datacenter, og vi regner derfor med høje vækstrater de kommende år,” fortæller Peder Bank.
Eksempelvis har Steria, der er blandt de 10 førende IT-service-leverandører i Europa, valgt Interxion blandt andet på grund af den redundante sikkerhed og paneuropæiske tilstedeværelse. Også HP har valgt Interxion som datacenter til sine outsourcing-kunder i stedet for at opbygge egne faciliteter. Af andre kundetyper kan nævnes corporates som KRAK og IP-telefoniudbydere som v2tel. I alt leverer Interxion ydelser til flere end 800 meget forskelligartede europæiske kunder.

Mange services
Hos Interxion kan man enten vælge at benytte sine egne rackskabe eller leje Interxions til placering af eget udstyr. Infrastrukturen understøtter alle typer og fabrikater af hardware, hvad enten der er tale om nyeste generation af high-density blade-servere, eller mere almindelige servere.
”Netop fleksibiliteten er vigtig for vores kunder. Vi har alle faciliteter, der skal til, for at vores kunder kan vokse. Vi tilbyder hosting af et enkelt rack og op til flere hundrede m2 privat server-rum. Derudover står vi til rådighed med en række tillægsydelser som installationssupport, overvågning, remote backup og flere andre løsninger,” siger Peder Bank.
Listen over services bliver hele tiden opdateret i takt med kundernes behov. Eksempelvis vil Interxion snart kunne tilbyde en specifik revisorerklæring på den leverede service, hvilket gør revision af den fysiske IT-sikkerhed nemt for kunden.

Se mere på www.interxion.com

Billedtekst:
General Manager Nordic hos Interxion, Peder Bank, mellem nogle af de mange rackskabe i det 2.500 m2 store datacenter i Ballerup. De enkelte områder er via et avanceret sikkerhedssystem i flere zoner åbent døgnet rundt for Interxions kunder. Interxion har 20 datacentre fordelt over Europa.