Gammel messe – nye produkter

Home / Ukatagoriseret / Gammel messe – nye produkter

Internationale Süsswaren Messe i Köln har i mange år været centralt element i DANDYs kontakt til kunder verden over. Denne gang er det med en stribe nyheder og helt nye initiativer på udstillingssiden. Planlægningen af den hidtil største messesatsning har været et halvt år undervejs.

Graffitti, streetdance og hackey sack-spillere side om side med hvidkitlede dentister og V6-piger. Det visuelle udtryk får næste år et løft på DANDYs stand på verdens største slik-messe, Internationale Süsswaren Messe i Köln 26 -29. januar 2003.
Og der satses stort. Storskærme vil vise de seneste reklamefilm, mens kunstfærdigt udformede montre vil præsentere det nyeste indenfor dentalområdet: V6 Complete og Dirol Complete. Blandt de andre nyheder er Stimoprol Aeroeffect®, Cheewback®, D´Lux® og Fruitsplash®, men også Big Fresh® vil der blive fokuseret særligt på overfor kunderne fra hele verden. Dertil kommer en stribe nye produkter fra Cadburys slikfabrikker i Rusland, Frankrig og Storbritannien.

”-Men det er ikke blot Dandy, der på denne måde møder nye og gamle kunder, det er også hele den nye koncern, der samles på tværs af landegrænser og produkter,” siger assistent Charlotte Dupont, der har ansvaret for hele logistikken bag messen. Hun viser en pap-model af standen, som den vil komme til at se ud, når den færdig.

Til højre på den imponerende stand bliver der sat fokus på dental-tyggegummiet med kølig lyssætning, der skal understrege det kliniske islæt. Til venstre bliver der bygget en scene, hvor forskellige aktører viser deres færdigheder indenfor street-kultur. Det skal underbygge præsentationen af Stimorol-produkterne, som retter sig mod en yngre målgruppe.
I midten af standen vil en række mindre udstillinger vise produkter fra koncernes andre grene: Picnic® -chokoladen fra Rusland, Hollywood® -sortimentet fra Frankrig og Bassets® fra Storbritannien.

Bag kuliserne har standen køkken, tre mødelokaler og plads til de 25 deltagende medarbejder, de 4 servicefolk og endnu 4 samplere. I midten af det hele er der et stort område med café-borde, hvor man kan få en hygge-snak eller bare prøvesmage de mange produkter.

Det er dog ikke hygge-snak det hele. Arbejdsdagen i Köln er typisk fra klokken 8 morgen til 8 aften og dertil kommer et aftenarrangement for særlige kunder.

”Jeg har været i gang siden september, og selvom jeg har arbejdet næsten på fuld tid, så er vi stadig lidt bagud i forhold til tidsplanen,” siger hun, men humøret er højt. Som regel går det hele op i en højere enhed under selv messen, og der opstår et rigtig godt samarbejde med en masse sjov,” siger en travl Charlotte Dupont.
”Der er rigtig mange ting at holde styr på. Vi skal eksempelvis tage hensyn til vores kunder i Mellemøsten ved ikke at vise bare ben i reklamefilmene, og vi skal passe på ikke at visse for mange af vores hemmeligheder til konkurrenterne, som jo også er på messen,” fortæller Charlotte Dupont.

Derudover skal hun booke hoteller, finde ud af hvem der skal deltage, arrangere rejserne, sørge for uniformer og mad, opbygning af messen og tusind andre ting. Allerede nu er mødelokalerne på messen ved at blive booket, og det tyder på, at det bliver en meget aktiv messe – også på det forretningsmæssige plan.

”Som regel bliver der ikke underskrevet kontrakter på selve messen, men det er på messen man møder nye kunder og kan tage de første uforpligtende dialoger med dem. Denne gang har vi sørget for at have bedre faciliteter til mødeaktiviteterne, blandt andet har vi nu internetadgang i mødelokalerne,” siger Charlotte Dupont.