Grønland: Grønlandsk pengegalop

Home / Jyllands-Posten / Grønland: Grønlandsk pengegalop

Grønland har aldrig været mere afhængig af Danmark end i dag. Men den evige strøm af tilskudskroner skader og giver en følelse af afmagt. Trods stigende erkendelse af problemet fortsætter den onde, økonomiske cirkel.

Nuuk fredag eftermiddag: Velklædte danskere og grønlændere strømmer mod Brugsen eller Pissifik-supermarkedet. Indkøbsvogne bliver fyldt til bristepunktet og læsset ind i store firehjulstrækkere med GPS-udstyr og mobiltelefoner. På vejen hjem går turen til Daddys, hvor beslutningstagere og kontorfolk mødes til en fredagsøl.

Nuuk fredag eftermiddag: Uden for Brugsen læner en stor gruppe dårligt klædte grønlændere sig op ad muren i deres øltåger. De harker lidt. De dingler lidt. De råber lidt. Det er lønningsdag, og med hyppige mellemrum henter de en pose Tuborg ved disken i Brugsen.
Men trods forskelle på udseende og social status i den grønlandske hovedstad er der ikke den store forskel på de velbjergede og de dinglende. Pengene, de har i hånden, kommer nemlig for størstedelens vedkommende fra Danmark.

Skåltaler
Siden Grønland fik sit hjemmestyre for 21 år siden, har det været et klart mål, at Grønland en dag skal klare sig selv. Af og til dukker en dansk statsminister op med en pose gode intentioner, tilsagn om lidt ekstra tilskud og en skåltale.
I den, som Poul Nyrup Rasmussen leverede under sit grønlandsbesøg sidste sommer, sagde han:
“I rigsfællesskabet skal vi alle være lige. Uanset om man bor i Esbjerg eller Upernavik.”
Grønlandske toppolitikere er ikke sene til at udnytte dét udspil:
“Jeg lægger stor vægt på Nyrups ord. Det er et løfte, som betyder, at Danmark må være med til at finansiere udviklingen i Grønland,” mener landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt. Han varsler mange år forude med bloktilskud.
“Hvorfor? Fordi vi ikke kan klare økonomien alene. Vi har kun fiskeriet,” forklarer han og fortsætter:
“Nyrups løfte om lighed kan han få lov til at indfri, når vi skal forhandle tilskud til efteråret.”

Galt slædespor
Nuuk lørdag formiddag: Det er dagen efter lønningsdag. Foran Brugsen i Nuuk dingler folk fortsat rundt, og de er ligeglade med, hvor pengene kommer fra.
“Bare vi har nok af dem,” siger Mikael, en grønlænder i tyverne med blodskudte øjne.
“Og der er nok penge i samfundet. De bliver bare brugt forkert. Til at dække her og nu behovene og øget forbrug,” siger direktøren for Grønlandsbanken, Svend-Erik Danielsen, som har udsigt til flokken foran Brugsen.
“Tag et blik i vores regnskab. Det bekræfter, at vi næsten ikke sparer op i Grønland,” siger bankdirektøren med bekymret mine.
Det er blandt andet den situation, som har sendt en række politikere og universitetsfolk i Nuuk på kollisionskurs i forhold til den økonomiske vanetænkning i hjemmestyret.
“Økonomien er løbet løbsk med et alt for stort forbrug i næsten alle samfundslag. Tilskuddene fra Danmark gør, at der hele tiden er penge nok i systemet. Men de gør også, at den enkelte grønlænder ikke har en tilskyndelse til at skabe og selv stå til ansvar for sine egne økonomiske dispositioner,” siger Mogens Kleist fra det lille parti, Kandidatforbundet.
Anders Nilsson fra partiet Atassut er medlem af landstingets finansudvalg. Han tror ikke på muligheden af at fjerne de danske tilskud, uden at det vil gå drastisk ud over grønlændernes levefod. Til gengæld mener han, at danskerne skal stille krav til de penge, der sendes af sted hvert år per automatik.
“Pengene bliver ikke forvaltet særligt kvalificeret af landsstyret. Selv om det vil fornærme spidserne heroppe, så tror jeg, at der skal stilles nogle kvalitetskrav til de penge, den danske stat overfører til Grønland,” siger Anders Nilsson, som efterlyser en målrettet økonomisk opbygningspolitik af Grønland frem for bare at sende pengene ud i samfundet i form af utallige tilskudsordninger.

København t/r
Siden hjemmestyret blev indført i 1979, har det været det grønlandske landsstyres ret at bestemme, hvordan de danske tilskudspenge skal bruges. Et politisk flertal kan suverænt afgøre, om det er til overførselsindkomster eller støtte til erhvervslivet.
Men når den grønlandske kasse er ved at være tom, rejser landsstyrets formand til Danmark og beder om flere tilskud. Og fra dansk side bliver der ikke kigget meget på, hvad de første kroner er gået til.
“Jonathan Motzfeldts ture til Danmark bærer præg af, at han bevidst spiller på danskernes ansvar og medfølelse,” siger Anders Nilsson med harme.
“Det er den helt forkerte vej og meget langt fra de tilsagn vi gav, da vi fik hjemmestyre. Tilsagn om at klare os selv for de penge vi får for at administrere dele af vores eget samfund,” siger Anders Nilsson og peger på to nutidige eksempler på ekstra tilskud fra Danmark.
Tilskud til boligrenovering i Nuuk til 200 mio. kr. og et ukendt millionbeløb til IT-udvikling og uddannelse, som Jonathan Motzfeldt vil rejse krav om over for Nyrup ved først givne lejlighed.
Jonathan Motzfeldt tager kritikken helt roligt:
“De ekstra tilskud er helt nødvendige. Danmark må også være med til at finansiere en bedre uddannelse i Grønland,” fastslår landsstyreformanden.
Men det kan også fastslås, at Grønland i forvejen modtager penge til uddannelse fra Danmark via bloktilskuddet.

En rejerepublik
Den dybe afhængighed af danske tilskud og traditionen for at spæde kassen op, når det kniber, bunder i det grønlandske dilemma: Den ensidige erhvervsstruktur som i Grønland hedder fiskeri.
Som ordet bananrepublik passer på de latinamerikanske stater, så er ordet rejerepublik rammende for Grønland, som næsten udelukkende eksporterer fisk. Rejerne udgør 80 pct. af disse eksportindtægter.
Grønland er dermed et økonomisk meget følsomt samfund, som gennem de danske tilskud får spændt et sikkerhedsnet ud, hvis rejerne skulle forsvinde, som da torsken forsvandt fra de grønlandske farvande i 80’erne og samfundet i nord gik i sort.
Det stiller store krav til nytænkning, hvis ikke Grønland i al evighed skal fortætte som en vaklende rejeøkonomi på støttekroner, mener flere økonomer og eksperter.
Jens Kaalhauge Nielsen er lektor i politisk videnskab ved universitetet i Nuuk.
“Grønlands økonomi er alt for følsom overfor rejefiskeriet. Der er kun én udvej, og det er at skabe flere typer af erhverv. Men så længe den danske grønlandspolitik foregår ubevidst ved blot at sende tilskud herop, så bliver de til en sovepude, som ikke udvikler til selvbårenhed,” siger Jens Kaalhauge Nielsen, som kalder den danske tilskudspolitik for tossegodhed.
Hans holdninger deles af økonomiprofessor Martin Paldam fra Aarhus Universitet, som i flere år har studeret tendenserne i grønlandsk økonomi. Han er dybt bekymret.
“Fortsætter denne udvikling med en gigantisk årlig kapitalindsprøjtning i Grønland og en kunstig høj levestandard, så ender det med, at grønlænderne ikke engang gider fiske længere,” vurderer Martin Paldam.
Hans navn er kendt i det meste af Grønland, fordi han tillader sig at stille kritiske spørgsmål ved grønlændernes håndtering af økonomien.

Følsomme overfor kritik
Blandt landsstyrets og landstingets medlemmer er man ikke begejstrede for kritik udefra. Hjemmestyreordningen holdes op, når teoretikere, erhvervsfolk og presse tillader sig at rejse spørgsmål ved den måde, forretningen Grønland drives på.
“Der skal ikke så meget kritik til, før vi bliver lidt sensible.
OECD-rapporten fra sidste år er et godt eksempel,” medgiver Anders Nilsson, som er Atassuts medlem af landstingets finansudvalg.
Netop OECD-rapporten, der var bestilt af Grønland selv, peger på, at de danske tilskud udgør en risiko for, at samfundet falder i søvn, hvis det ikke formår at gennemføre omfattende reformer. Reformer som indførelse af markedsøkonomi, udvikling af erhvervsstrukturen og fjernelse af den offentlige og politiske dominans.
Og rapporten er en bekræftelse af, hvad Martin Paldam, Jens Kaalhauge Nielsen og en lille håndfuld kritiske grønlandske politikere har sagt længe. Med OECD-ord hedder det:
Bloktilskuddene gør det muligt at have et højere lønniveau end produktiviteten Nuuk søndag formiddag Byen er som blæst for folk og fæ. Kun en enkelt hårdfør deltager fra den kollektive lønningsdags-fest viser sig i gadebilledet. Han bruger hele gågadens bredde i forsøget på at komme hjem.
Men i hjemmestyrets rødmalede bygning, som huser embedsmænd og politikere er der sporadisk aktivitet. Her sidder Mogens Kleist fra det lille oprørsparti, Kandidatforbundet. Han varsler også nye tider.
“Der er et markant generationsskifte på vej i grønlandsk politik. Mange unge blev valgt ind ved sidste valg, og uanset partifarve går deres budskab ud på, at det skal gå hurtigt med at udvikle os fra at være modtagere til at blive ydere,” siger Mogens Kleist.
Men på linie med mange andre i det politiske miljø kan han ikke overskue, hvornår tilskuddene kan nedtrappes.
“Sådan en omvæltning tager tid,” konstaterer han og opremser, hvad han anser for rimelige krav til den danske regering, når bloktilskuddet skal genforhandles til efteråret. Krav som kan få både en statsminister og en finansminister til at rejse børster.

Fremtid i undergrunden
Den snigende erkendelse af, at Grønland ikke kan blive ved med at leve på danske almisser, har givet grobund for flere kreative tanker.
En af disse er en genforhandling af den aftale Grønland har med Danmark om fordelingen af indtægter ved eventuelle fund af olie, gas og mineraler.
Aftalen af i dag lyder: Fifty-fifty deling af de første 500 mio. kr. med efterfølgende forhandling om fordelingen af beløb derover.
Den aftale vil landsstyreformanden have genforhandlet, så Grønland kan opnå større andel – også af den første halve milliard.
“Vi bliver nødt til at genforhandle den råstofaftale, før pengene kommer på bordet. Grønland skal have en større umiddelbar gevinst,” fastslår Jonathan Motzfeldt.
Og netop i den grønlandske forsommer kan man høre ordet olie – igen og igen. På næsten alle samfundets trin er håbet, at norske Statoil vil finde olie eller gas kun 150 km. vest for Nuuk. De indledende øvelser til 40 dages prøveboringer i sommeren er startet. Og håbet om rigdom og frigørelse fra sure danske tilskudskroner er stort.
Men Jonathan Motzfeldt maner til besindighed:
“Hvis vi finder olie ude på Fyllas Banke, vil det vare mange år, før vi ser pengene i samfundet,” advarer han og understreger igen, at den danske kapitalindsprøjtning må fortsætte.
Alligevel vil han have råstofaftalen til forhandling nu.

Kræver indsigt
Et andet ømtåleligt emne, der skal forhandles med den danske regering til efteråret, er kravet om gennemgang af, hvilke økonomiske fordele Danmark har haft i Grønland i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitikken overfor USA og NATO.
Både Jonathan og Josef Motzfeldt er enige om, at Grønland skal have andel af den gevinst, de mener, Danmark må have haft siden forsvarsaftalen mellem Danmark og USA blev indgået i 1951. En aftale som omhandler Grønlands forsvars- og sikkerhedspolitiske status.
“Vi bliver nødt til at diskutere, hvilken værdi Grønland har for Danmark i forholdet til NATO og USA. Viser det sig, at Danmark tjener, eller har tjent, godt på dette forhold, skal vi have en andel,” siger Jonathan Motzfeldt.
Men landsstyreformanden vil ikke fortælle, hvilke beløb, han aner ude i horisonten. Men lytter man i gangene i hjemmestyrets bygning, så er det store beløb.
“Jeg har hørt flere tal, men jeg tror på, at Danmark har tjent godt 50 mia. kr. siden 1951,” siger Mogens Kleist, som er Kandidatforbundets medlem af landstingets udenrigsudvalg.

Nuuk mandag morgen: Travlhed og utallige byggearbejder præger bybilledet. Et gigantisk opbud af entreprenørmateriel og bygningsarbejdere fra både Danmark og Grønland kæmper febrilsk mod en boligmangel, som mange betragter som achilleshælen i Grønlands udvikling.
Andre betragter den lave andel af veluddannede grønlændere som det største nutidige problem.
Jess G. Berthelsen er formand for godt 9.000 medlemmer af SIK, der er det grønlandske svar på det danske SID. Han er ved at være utålmodig og kræver økonomiske ændringer her og nu.
“Vi skal køre dette land for vores egne midler. Også selv om det betyder, at vi må sænke levestandarden betydeligt. Vi kan ikke blive ved med at leve på almisser fra Danmark,” siger han og indrømmer, at det kan være en stor mundfuld at sluge for hans medlemmer.
“Hvis vi endelig skal have penge fra Danmark, kunne det passende være til uddannelse, så vi kan klare os med egen arbejdskraft,” siger Jess G. Berthelsen, som også er medlem af Siumut. Han tror ikke længere på, at de langsigtede planer og gentagne forhandlinger med Danmark om penge fører Grønland mod udvikling.

Lærde strides om Grønland
Gennem de seneste ti år er Grønland kommet i fokus blandt teoretikere, som grundlæggende er enige om, at Grønland skal udvikles indefra. Til gengæld er de langt fra enige om midlerne.
Et af de store stridspunkter er netop de danske tilskudskroners indflydelse på samfundet.
Lise Lyck, lektor på Handelshøjskolen i København med speciale i Grønlands økonomi, mener:
“Det er ikke korrekt, at bloktilskud og andre tilskud til Grønland er problemet. Den danske samhandel med Grønland betyder, at grønlænderne producerer næsten for det samme, som de modtager. Det er en god forretning for både Danmark og Grønland,” fastslår hun.
Økonomiprofessor Martin Paldam, Aarhus Universitet:
“Debatten kører på, at det måske er en god forretning for Danmark at have Grønland. Enten fordi pengene kommer tilbage igen eller fordi, der måske engang findes råstoffer i Grønland, som Danmark kan tjene på. Der er dog tale om rene danske udgifter, og den eneste måde Danmark kan få noget ud af Grønland, er ved at nedsætte bloktilskuddet.” Martin Paldam mener, at hvis der bliver fundet store mængder olie eller andre forekomster, så vil Grønland kræve løsrivelse.
Lektor i politisk videnskab, Jens Kaalhauge Nielsen, Universitetet i Nuuk:
“Jeg kender ingen andre underudviklede samfund, hvor man har løst problemerne hurtigt. Men jeg kender heller ikke andre samfund, hvor man i så høj grad har en forsørger, som hindrer fortsat udvikling.”

Slaraffenlandet i nord

  • Skat og Moms i Grønland: Grønland er momsfrit område Skatten i Grønland er på 40 pct. – uanset hvor høj indkomsten er.
  • Den gennemsnitlige husstandsindkomst i Nuuk er på næsten 325.000 kr.
  • Den grønlandske produktivitet er kun en tredjedel af den danske.
  • Lejere i hjemmestyrets boliger betaler kun 10-20 pct. af boligens reelle værdi. Resten er udbetales som boligstøtte af kommunerne.
  • En liter benzin koster 2,80 kr. i Nuuk.
  • En liter diesel koster 1,98 kr. Det frygtes, at stigning i dollarkurs og råoliepriser vil tvinge prisen på en liter benzin op over 4 kroner.
  • I Nuuk med kun 14.000 indbyggere finder man to B&O-butikker.
  • I en af Nuuks butikker finder man et TV/stereo-anlæg til 130.000 kr. og der er kunder til varen.
  • I Nuuk findes over 70 taxaer. Alle steder i Nuuk kan nås på mindre end 40 min. til fods, og der kører bybusser.
  • Trods meget høje priser og afgifter på øl, vin spiritus og tobak konsumerer grønlænderne en liter spiritus mere om året end danskerne.
  • Og de ryger mere.