HAKI-overdækning på AROS

Home / Artikler / HAKI-overdækning på AROS

Taget på AROS, Århus Kunstmuseum, er under færdiggørelse for 30 millioner kroner. Det er den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der med sit spektakulære kunstværk og udstillingshal, Your Rainbow Panorama, sætter punktum på den imponerende bygning midt i Århus. Det store ombygningsprojekt har krævet kreative løsninger, og HAKI har været med som leverandør af stilladser og har også leveret beregninger til de usædvanlige stilladsopsætninger.

Til en krævende opgave på kunstmuseet AROS har HAKI leveret stillads og tilhørende specialberegninger. Der er tale om en af de mest specielle overdækninger i Danmark, og den er placeret i 30 meters højde hævet over byens tage midt i Århus.
Museet AROS har en stor åben hal, der går hele vejen gennem bygningens længde og op gennem etagerne. Foroven er der et stort glastag, som forsyner alle bygningens etager med lys. Det er henover disse glasflader og det resterende tag, at CS-City Stilladser ApS har fået til opgave at levere overdækning. Opgaven er temmelig speciel og har krævet specialdragere samt beregninger, som kun HAKI har været i stand til at levere.


Photo credit: kevinrosseel from morguefile.com

Sikret mod nedfaldne byggematerialer
Overdækningen skal nemlig ikke blot være rammen om ombygningen, den skal også kunne beskytte museet mod nedfaldne byggematerialer fra den tårnkran, der er opsat ved siden af museet. Selv en lille genstand vil kunne gøre stor skade, hvis den bliver tabt gennem glastaget og dermed ned i selve museet, som holder åbent for publikum under hele udbygningen. For at undgå den katestrofe, at byggematerialer dratter ned gennem bygningen, er der opsat en kranbro, som kan svinges ind over glastaget, når tårnkranen er i brug. Denne bro skal kunne holde til et punkttryk på 2.500 kg.
Det er således store kræfter, der er i spil, og når man samtidig skal tage højde for sne og vind på toppen af museet, så er der tale om en helt speciel stilladsopgave. Desuden har det været vigtigt for museet, at udvidelsen kan gennemføres, uden museet behøver at holde lukket og til minimal gene for de besøgende.

Speciel 750 ståldrager muliggør kranbro

Det er Jorton A/S, der har hovedentreprisen på opgaven, mens CS-City Stilladser ApS vandt udbuddet på overdækningen og kranbroen. Udbuddet foregik i nært samarbejde med ingeniørvirksomheden NIRAS og HAKI, der leverede beregninger til udbudsmaterialet.
CS-City Stilladser vandt på pris og kvalitet, lyder det fra direktør i CS-City Stilladser ApS, Mark Hansen:
“HAKI var nok det eneste stillads, der i virkeligheden kunne klare opgaven. Det er helt unikt i styrken og kan klare det store spænd, takket være de kraftige 750´ spær. Kranbroen er 14 gange 8 meter – og det ville ikke have kunnet lade sig gøre uden HAKIs special 750 ståldrager.”

Svejset fast i bygningen
Selve opsætningen tog fire uger, og for at stabilisere stilladset har CS-City Stilladser ApS forankret det i bygningens bærende konstruktion. Man har simpelthen åbnet taget og svejset stilladset fast i museets stålbjælker.
“Det har været en stor fordel for os, at HAKI har været med til at levere beregninger. De har støttet os i udbudsrunden og har som samarbejdspartner været med til at vinde opgaven,” siger Mark Hansen fra CS-City Stilladser ApS. Han har både benyttet sig af eget HAKI-stillads og lejede komponenter fra HAKI.
Byggeprojektet forventes færdigt i løbet af 2010, og stilladsoverdækningen skal være på taget i i alt otte måneder.