Handelskonflikten mellem EU og USA skærpes

Home / Jyllands-Posten / Handelskonflikten mellem EU og USA skærpes

Handelskonflikten mellem EU og USA blev yderligere forværret i går da EUs handelskommissær, sir Leon Brittan, i hårde vendinger langede ud efter USA og truede med at slæbe USA for en domstol. Det skete umiddelbart efter, at USA havde meddelt, at en liste over EU-varer, der skal sanktioneres overfor, var på vej.
“USA sætter sig over international lov efter princippet: Magt har ret. Det er ikke kun samhandelen, der er truet. Hele det politiske klima er i fare, og vi har intet andet valg end at lægge sag an ved WTO,” sagde han.
Krisen er opstået i kølvandet på EUs nye banankvoter, som blev til for fjorten dage siden, efter at WTO havde fundet, at de stred mod internationale retningslinier.
“Det er dybt ironisk, at det netop er USA, der bryder WTO-reglerne ved at indføre handelssanktioner. Vi har gennem flere år arbejdet nært sammen for at blive enige om rammerne for verdenshandelen, og vi vil hellere end gerne diskutere videre, men ikke under en illegal trussel som denne. USA har ikke ret til at dømme i denne sag, det er op til WTO,” siger sir Leon Brittan.