Hver anden brud pjækker

Home / Pressemeddelelser / Hver anden brud pjækker

Mere end hver anden brud pjækker en eller flere dage fra arbejdet som led i forberedelserne til den store dag. Det viser en rundspørge, som bryllup.dk har foretaget blandt 7.500 brude.

Danske brude går i perioden frem mod deres bryllup højere op i dét end i deres arbejde. Mere end halvdelen af alle vordende brude har meldt sig syge for at bruge tiden til at planlægge drømmebrylluppet. Det er resultatet af en undersøgelse, som bryllup.dk har udført igennem et halvt år blandt hver femte brud i Danmark.

Bordplaner og brudekjoler tager tid

Via et online-spørgeskema har bryllupsportalen spurgt til pjækkeriet, og svarene er overraskende for Kenneth Lund, der er direktør for bryllup.dk. Han siger:
”Vi vidste godt, at folk bruger mere og mere tid på deres bryllup, men det her viser, at brudene prioriterer deres bryllup så højt, at de føler sig nødsaget til at inddrage lidt af arbejdstiden i forberedelserne. Når man tænker på, at der bliver viet 38.000 brudepar om året i Danmark, så er det rigtig mange årsværk, der går med, at medarbejderne laver bordplaner og prøver brudekjoler. – Men det viser også, at bryllupper igen er blevet en væsentlig del af samfundslivet, som man prioriterer højt.”
Tendensen ser Kenneth Lund også via besøgstal på websitet bryllup.dk. Hovedparten af de op mod 10.000 daglige brugere søger bryllupsoplysninger i arbejdstiden – og surferiet foregår fra en lang række store virksomheder.

Omgivelserne indrettes efter brylluppet
”Vi kan se, at der bliver brugt mange timer fra store virksomheders computere på at søge efter oplysninger om det perfekte bryllup. Det peger på, at brudeparrene i langt højere grad end tidligere indretter deres omgivelser efter deres bryllup. For blot 10-15 år siden lagde man brylluppet i en weekend, når der var tid. Nu skal det være efter sommerferien, vejret skal være godt, og planlægningen er så omfattende, at det er helt i orden, at det går lidt ud over arbejdet.”
Et eksempel på de tidskrævende aktiviteter er prøvning af brudekjoler. Først og fremmest er der lang ventetid på at få lov til at prøve kjoler, og når man endelig får en tid, tager prøvningen typisk 3-4 timer. Læg dertil, at hver dansk brud i gennemsnit prøver hele 12 kjoler. Det er mindst en arbejdsuge, der går med blot den del af bryllupsforberedelserne.

Flere data om bryllupper på vej

Undersøgelsen viser desuden af 13 procent af alle brude i Danmark ligefrem hader deres svigermor. Bryllup.dk er netop nu i færd med en undersøgelse af brudepars forventninger til bryllupsnatten – og Kenneth Lund lægger ikke skjul på, at de første, indledende resultater er forbavsende.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Kenneth Lund
Bryllup.dk
Danmarks #1 Bryllupsportal
Borgvold 12B
7100 Vejle
Danmark
Telefon: 79 432 438
Fax: 79 432 430

Om bryllup.dk
Bryllp.dk er Danmarks største bryllupsportal med op mod 10.000 daglige besøgende. Sitet har ud over nyheder og et meget aktivt forum også en række online-redskaber til planlægning af bryllupper. Bryllup.dk foretager jævnligt undersøgelser blandt de mange brugere. Sitet er ejet af Kenneth Lund og Anette Balle.