IT: Bredbånd – en offentlig blindgyde

Home / Ukatagoriseret / IT: Bredbånd – en offentlig blindgyde

Ideen om bredbåndsnettet er drevet af et a-hold, der er overbevist om dets egen teknologiske overlegenhed, og derfor i misforstået solidaritet ønsker at udbrede ideen.

Det er fuldstændig rigtigt, som Tor Nørretranders udtaler til Information, at etablering af et bredbåndsnet i Danmark, økonomisk og samfundsmæssigt kan sammenlignes med bygning af broer og anden infrastruktur. Disse opgaver er en klar offentlig investering, idet ingen private virksomheder vil have styrken og den nødvendige risikovillige kapital til at gennemføre projekterne. Gælder det samme så ikke for et bredbåndsnet?
Nej, Internettet er opbygget af tusinder menneskers og virksomheders trials and errors gennem de seneste 30 år. Det har været rent anarki og er det stadig. Problemet er, at der er nogen, som føler sig så kloge, at de kan redegøre for, hvad det er befolkningen har brug for af teknologiske muligheder.
Dét er en meget svær opgave, og man skal følge mere end almindeligt godt med i den teknologiske udvikling for at kunne sige noget som helst om, hvordan verden ser ud i morgen.
Et eksempel på hvad der sker, når det offentlige vil overtage kontrollen med udbygningen af den elektroniske kommunikation, har vi i Frankrig. Her blev det i 1980’erne fra statsligt hold vedtaget, at der skulle bygges et kommunikationssystem til virksomheder og private ved navn Minitel.
Det består af en lille konsol, som man kobler på sin telefonledning, og her kan man browse igennem mange tusinde sider i en brugerflade, der grafisk minder meget om tekst-tv. Dette system var præ-Internet og havde en masse indbyggede begrænsninger.

Teknologisk blindgyde
Desværre blev det så udbredt, at mange flere i Frankrig den dag i dag benytter Minitel fremfor Internettet. Det statslige France Telecom nægtede ligefrem at tilbyde opkobling til Internettet indtil for få år siden, fordi man jo havde monopol på det fuldstændigt outdatede Minitel.
I øjeblikket er der flere brugere af Minitel end af Internettet i Frankrig, som er langt bagud med udbredelsen af Internettet i forhold til nabolandene. Dette kaldes en teknologisk blindgyde.
Jeg siger ikke, at det samme vil ske for et offentligt bredbåndsselskab i Danmark, men det uoverkommelige problem bliver, at man vil være pisket til at lægge sig fast på nogle standarder, priser og systemer, som i sagens natur vil være begrænsede til den horisont, vi kan se lige nu.
Projektet, som Nørretranders opridser, vil tage mange måneder, måske år, at gennemføre, og verden vil se meget anderledes ud til den tid.
Tænk blot den tanke, at et offentligt udvalg i 1992 fik til opgave at skulle planlægge et elektronisk netværk for alle danskere. Uanset hvor dygtige og hvor megen teknisk, social og politisk indsigt de end måtte have, så ville deres resultat her i 2001 få os til at klaske os på lårene af grin over deres middelalderlige tilgang til nettet. Hvorfor tror vi så, at vi kan gøre det nu?

Teknologiske a-hold
Jeg bruger Internettet til allehånde multimedia, og kunne måske have gavn af et offentligt bredbåndsnet, men hvad med de, som ikke gør det? Skal det teknologiske b-hold så betale for det teknologiske a-hold?
Ideen om et teknologisk a og b-hold stammer fra USA, hvor en kongresrapport The digital divide fra 1995, gjorde klart, at der i USA eksisterede store forskelle på befolkningsgruppernes brug af de nye teknologier. Eksempelvis sås, at andelen af afroamerikanere på Internettet var meget lille i forhold til andelen af hvide amerikanere.
Man diskuterede, om der skulle tages politiske skridt til at lukke gabet, men intet skete fra politisk hold. Det var nok også meget godt, for det viste sig senere, at lavtlønsgrupperne kom med på vognen af sig selv.
Spørgsmålet er derfor, om bredbånd og hardware er egnet til at løse en social opgave. Og er pengene givet godt ud, hvis det er målet?
Politikerne har et budget, der skal bruges, og det nemmeste er at købe en hardware-park. Produkterne er standard, man kender omkostningerne, og installering kan klares indenfor en overskuelig periode. Politikerne bliver glade, fordi opgaven er løst, og brugerne bliver naturligvis glade for det tekniske udstyr.
Men den pædagogiske opgave bliver ikke løst. Ingen steder, hverken i debatten eller i de praktiske implementeringer findes e-learningsløsninger eller opfølgende kurser.
Der hersker ingen tvivl om, at offentlig betalt computerudstyr og opkoblinger vil føre til et øget kendskab til IT og de mest kendte applikationer, men det er ikke i sig selv generelt efterspurgte kvalifikationer på arbejdsmarkedet.

Ingen åndrige tanker
Løsningen er ikke teknologi. Gå ind på en hvilken som helst netcafe og se, at det ikke er her blandt de hurtige computere og stærke opkoblinger, at man finder de åndrige tanker om vidensdeling, netværkssamfund og brainstorm om nye forretningsideer. Det handler om skydespil, underholdning og tidsfordriv.
Kombinationen af Internet og personlige computere har et enormt potentiale indenfor højkvalitets-undervisning, og her vil det offentlige have en opgave. Problemet er, at den ikke er nem, men værre er, at der ikke er gjort noget som helst endnu.
Man kunne forestille sig, at uddannelsessystemet udarbejdede online-pensum og prøveaflæggelse for folkeskolens afgangseksamen, HF og andet. Det ville være en ny og brugbar udnyttelse af teknikken, som betyder, at alle efter evner og tid kan tilrettelægge sit eget uddannelseforløb.
Problemet er, at det ikke findes, og derfor skal udvikles, og her spøger flere gamle offentlige skandaler indenfor etablering af store IT-systemer.