Konfirmations-kamp

Syvende klasse fra Østbirk Skole vil skabe opmærksomhed om med problemet med konfirmationer.
14 konfirmander fra Østbirk har et problem. De skal konfirmeres midt i den mest omfattende strejke, landet endnu har set. De frygter, at deres gæster ikke kan komme frem, og at festmiddagen skal mangle vigtige ingredienser på den skelsættende konfirmationsdag dag den 10. maj.
“Vi kan ikke bare udsætte vores konfirmation. Det vil aldrig blive det samme, og invitationerne er allerede sendt ud,” siger Simon Schmidt, der går i syvende klasse på Østbirk skole.
“Denne ene dag kommer aldrig igen, og det vil være så ærgerligt at få den ødelagt. Vi tænker ikke kun på os selv, men også på alle de andre konfirmander i landet, der bliver ramt af strejken,” forklarer han.
Han har med sin klasse taget kontakt til en række andre skoleklasser i hele landet og opfordret dem til at skabe opmærksomhed om problemet gennem medierne.

Besøg fra Sverige
En af konfirmanderne er svensker, og han venter besøg fra familien Sverige den 10. maj, men hvis transportruterne er blokeret, vil der opstå problemer her. Konfirmanderne fra Østbirk skal holde fest for mellem 15 og 105 mennesker.
“Men når der ikke længere er benzin, så er det ikke sikkert, at alle vores gæster kan komme frem,” siger de samstemmende.
Hvis konflikten fortsætter, vil den også gå ud over konfirmandernes blå mandag. Dagen fejres ifølge traditionen i Tivoli Friheden i Århus, men her er alle de kørende forlystelser ramt af arbejdsnedlæggelser, og måske er busserne oven i købet blokeret. Den blå mandag kan havne i, at der kun er spillehallerne og McDonalds tilbage, og det er ikke særligt spændende, mener de 14 konfirmander.

Fest på kroen
Flere af konfirmanderne har med deres familie planlagt at fejre dagen på en nærliggende kro. Anker Ankersen er kromand og kok på Gammelry Kro. Han forsikrer, at festerne vil blive afholdt, men der bliver problemer med vask af dugene, og mange grøntsager vil snart ikke kunne fås friske: “Så må vi bruge dem fra dåse eller glas. Kransekagerne kommer det nok også til at knibe med, og vores valnøddeboller kan vi heller ikke længere lave, fordi vi ikke har mere gær, men konfirmationerne bliver afholdt,” lover Anker Ankersen, “om det så skal blive med papirsduge.
Men fortsætter strejken i længere tid end til den 10. maj, så begynder vi at få problemer for alvor,” vurderer han Anker Ankersen kan allerede mærke strejken på pengepungen. Der er kommet de første ti aflysninger på værelser, og det koster ham op til 10.000 kr. dagligt.