Kontakt mail mig! freelancejournalist English

Freelancejournalist Hans Henrik Lichtenberg

Freelancejournalistik, tekster, pressemeddelelser og kommunikation

Lobbyister scorer EU-kassen

Flere og flere amter og kommuner går nu direkte ind i kampen om at sikre EU-støtte til deres lokale virksomheder. Ved hjælp af offentligt ansatte lobbyister stikker de med stigende held snablen i EUs bugnende kasser.
EUs mange støtteprogrammer til udvikling af regionale og lokale forhold er ikke kun rettet mod fredning af truede fuglearter i de fjerneste afkroge af Unionen. Det er heller ikke kun olivendyrkerne på Kreta, som kan hente EU-midler til udvikling af internet-forbindelser og satellit-overvågning af afgrøderne. Alle kan.
Også vi danskere. Men det er en åbenlys fordel, hvis ansøgeren dufter lidt af offentlig institution, og det kan mange danske virksomheder benytte sig af gennem deres amter og kommuner. Hvis de ellers hører til en region, der er repræsenteret i Bruxelles.
Det vigtigste redskab i konkurrencen om pengene er lobbyisme. Et ord, som ofte forbindes med studehandler, langstilkede vinglas og middage i fantasiklassen, mens den nye Audi A8 venter på sin herre, der med EU-tilsagn i mappen har lavet dagens handel.

Dansk dråbe i havet
“Sådan var det for 10 år siden. I dag er det hårdt arbejde, konkrete planer og målrettethed uden for restaurationsmiljøet, der tæller,” siger en lobbyist fra Københavns Kommune, der mere ser sig som forvaltningens mand end personificeringen af myten.
Lobbyisterne selv kender alle fordomme og vandrehistorier, og de bryder sig ikke om dem. De foretrækker at blive kaldt noget andet.
“Konsulenter” eller “interessevaretagere” for deres lokalområder.
Danske regioners lobbyister fylder ikke meget blandt de anslåede 10.000 lobbyister i den europæiske hovedstad, hvor private lobby-folk er mere end dominerende i EUs korridorer.
De er offentligt ansatte i kommuner og amter i Danmark, men bliver ofte forvekslet med de private konsulenter og lobbyister. De arbejder på at hente stadig flere euro op af EUs omkring 300 pengekasser, men ikke alene til offentlige formål. Pengene går i lige så høj grad til virksomheder i lokalområder, der mener at have behov for en økonomisk saltvandsindsprøjtning til udvikling eller blot falder ind under et af de mange støtteprogrammers rammer.
Støttekronerne går til alt fra udvikling af skruelåg til plasticflasker og til bæredygtig turisme i Vadehavet i Vestjylland. De 24 ansatte i Danmarks 11 regionale lobbykontorer hiver årligt godt 100 mio. kroner hjem til søgende virksomheder. Beløbet er småpenge i forhold til, hvor mange penge der ellers cirkulerer mellem medlemslande, men branchen er i rivende udvikling, og danske amter og kommuner sender flere og flere lobbyister til Bruxelles.

“En grille”
Nogle amter har ikke opdaget muligheden endnu, og andre har overvejet muligheden, men holder sig væk. De mener ikke, at det kan svare sig at løbe efter de mange støttekroner. Risikoen er, siger de, at projekter bliver stablet på benene udelukkende på grund af pengene, og ikke for at dække et reelt behov i regionen. De projekter, der kan søges penge til, bliver nemlig forpligtet til at leve op til en række krav, der betyder, at det kan få absurde konsekvenser at kaste sig hovedløst ind i dansen om guldkalven.
Vejle Amt er en af de regioner, der har valgt ikke at have en repræsentation i Bruxelles.
Udviklingsdirektør Per Overgaard har ofte følt sig fristet, og ideen havner tit på hans bord. Han har ligefrem oplevet det som et pres fra både amtet og de lokale virksomheder at få åbnet et Vejlekontor i Bruxelles.
“Men det er blevet en grille. Pludselig skal alle amter og kommuner have en mand til EU, og ofte har det mere handlet om intern prestige end fornuftig internationalisering. Dertil kommer, at der er en stor risiko for, at man tvinger projekter i gang for pengenes skyld og ikke fordi, det er udviklende eller interessant for lokalområdet. Der er mange, der opfatter støtteordningerne som en række lastbiler fyldt med euro, der dagligt kører ud fra Bruxelles, og det lyder nemt bare at lave en vejspærring. I virkeligheden er det ikke så simpelt,” lyder Per Overgaards forklaring.
Vejle Amts “nej-tak” bygger på konkrete erfaringer: Deltagelse i forhandlinger med en nordgræsk kommune om et større projekt. Emnet var udveksling af erfaringer med handicappede turister.
“På et tidspunkt gik det op for os, at de nordgræske erfaringer faktisk var ubrugelige for os. Vi spurgte os selv, om projektet nogensinde ville have været overvejet, hvis der ikke havde været EU-støtte indblandet, og svaret var nej. Vi trak os ud, fordi vi mener, at udviklingen i Vejle Amt ikke skal foregå på den måde. Pengene skal ikke styre vores aktiviteter,” fastslår udviklingsdirektør Per Overgaard.

Samarbejde – derfor
Andre amter har valgt at overvåge og søge i EU-kasserne hjemmefra med det argument, at der købes mange flybilleter til Bruxelles for den pris, det koster at have et fast kontor i byen. Men den fremgangsmåde er næsten umulig, siger de fastboende lobbyister i Bruxelles. Den personlige kontakt med EU-Kommissionen er noget af det vigtigste overhovedet, mener de.
En af lobbyisternes modparter i EU-Kommissionen, som Jyllands-Posten har været i kontakt med siger, at de nære forbindelser ikke handler om fedteri eller småbestikkelse.
“Det er et spørgsmål om at få tingene til at matche hinanden.
Lobbyisterne løser en opgave for EU-Kommissionen ved at præsentere projekter for os, og vi løser en opgave for dem ved at hjælpe med at finde en international partner til projektet. Det er et krav til næsten alle projekter,” siger han.
Samarbejdet internt mellem de danske regionalkontorer er også vigtigt.
Når en ny støtteordning træder i kraft er der en kvoteordning bundet i halen, der betyder, at Danmark ikke kan hente alle pengene fra det pågældene EU-program hjem. De 11 danske regionalkontorer bor på tre adresser og flere af dem deler kontorer.
Vestsjællands Amt deler eksempelvis adresse med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen på Avenue de la Renaissance 1. få hundrede meter fra EU-Kommissionen.
“Det er essentielt at systematisere arbejdet mellem regionerne,” siger Katarina Borgh-Rahm fra Vestsjællands Amt i Bruxelles.
Fra det sønderjydske kontor siger Henrik Essmann, at landefordelingen gør, at hvis der kommer for mange danske ansøgninger til en speciel pose penge, så vil EU-Kommissionen automatisk begynde at kigge i bunken med ansøgninger fra andre dele af Europa.
Når ansøgningerne til et projekt er samlet, så mødes op mod 200 EU-embedsmænd på et hotel og gennemgår alle ansøgningerne. I løbet af en dag skal hver embedsmand nå at læse fire ansøgninger der kan fylde flere hundrede sider. Ansøgningerne får tildelt en karakter på mellem et og fem. Vinderne af første runde går videre til en komità med medlemmer fra flere lande. I samarbejde finder de ansøgninger, der skal have tildelt støtte.

Fra promovering til politik
De danske regioners indtog i Bruxelles begyndte i midten af 80erne.
Det var de mest tilbagestående områder i Danmark, der først begyndte at ane en guldgrube, fordi de faldt ind under EU-Kommissionens støtteordninger for randområder. Nordjylland og Lolland får den dag i dag et godt stykke over en halv mia. kroner til udvikling på den konto.
Men det har været nødvendigt for dem at koordinere pengestrømmen, og det, mener man, er nemmest fra Bruxelles.
Andre regioner er siden fulgt med for at få del i kagen. Og jo flere amter, der er repræsenteret i Bruxelles, desto mere stiger presset på resten, som sidder tilbage med EU-håndbogen i Danmark, for at komme afsted.
Der er betydelig forskel på, hvordan de danske regioner i Bruxelles arbejder. Københavns Kommune har eksempelvis intet arbejde med private virksomheder. Det handler om rådhusets forbindelser med EU-Kommissionen og støtte til projekter, der i forvejen ligger under kommunens budgetter.
Ringkøbing Amt har taget skridtet fuldt ud og dannet aktieselskabet EURA i samarbejde med de lokale virksomheder, banker og kommuner. Her skal ikke drives politik, men promovering af Ringkøbing og internationalisering af de lokale virksomheder, som sidder med en stor del af aktiekapitalen. Den seneste succes har været oprettelsen af et internationalt big band med hovedkvarter i Ringkøbing. Orkesteret får 2,5 mio. kr. årligt de næste tre år. En anden succes har været millionstøtte til udvikling af IT i den lokale tekstilbranche i samarbejde med en østrigsk virksomhed.
“Det var helt klart en fordel, at vi var sammen med østrigerne. De er nye i EU, og derfor bliver projekter, vi laver med dem, tilgodeset,” siger Charlotte H. Nielsen.

Erhvervsministeriet mangler
Det koster mellem 450 og 650 kr. i timen at få hjælp af EURA. Andre regioner har valgt at arbejde gratis for de lokale virksomheder.
Henrik Esman, der er lobbyist i Syddanmarks EU-kontor siger: “Vi kan ikke som en offentlig instans tage penge for vores arbejde.
Der vil uundgåeligt være virksomheder, der føler sig snydt, hvis vi kun varetager interesser for betalende firmaer.” Han mener, at det er beskæmmende, at de danske regioner er nødsaget til at påtage sig en opgave, som egentlig er Erhvervsministeriets og Erhvervsfremmmestyrelsens.
“Der er områder, som de slet ikke tager sig af, og på den måde er regionerne tvunget til at sidde her i Bruxelles.” Som eksempel nævner Henrik Esman, at EU-Kommissionen støtter venturekapitalmarkedet i Europa med store summer gennem den europæiske investeringsfond. Dermed går mindre danske virksomheder glip af millioner af kroner.
Det er en ordning, som ministeriet hverken bruger eller kender til, oplyser Sønderjyllands lobbyist.

»

Your comment

You must be logged in to post a comment.