Mange bække små…

Home / PC-Planet / Mange bække små…

Mikrobetaling anses af mange for at være ”The next big thing”. Som altid er det den bedste IT-løsning, som løber med gevinsten, og der er mange kandidater til posten som nettets betalingsstandard. Vi har kigget på nogle af mulighederne for at overføre små beløb over emails.

En b-film fra firserne beskriver, hvordan en flok unge nørder finder ud af at stjæle alle de afrundede beløb fra en nationalbank. Teorien var vist at på fjerde decimal blev der rundet enten op eller ned og summen af de nedrundede beløb forsvandt bare i ingenting. –Indtil de her gutter kom og fik dem overført til deres egen konto. Det drejede sig om noget i retningen af den totale eletroniske omsætning i USA, og det var vist en hel del…
Det er lidt samme idé med mikrobetaling på nettet, men i lovlig form.

Mikrobetaling holder liv i nettet
Ideen er besnærende. Ingen taber noget af betydning, fordi priserne for en service på nettet er meget lave. Til gengæld er der nogen, som faktisk kan leve af at være indholdsleverandører til Internettet. Den tankegang har præget hele opbygningen af e-business systemer over hele jorden. ”Every man is the costumer” lød mantraet i slutningen af 1990´erne.- Og hvis bare hvert individ på jorden ville lægge 0,0004 øre i pengekassen hver uge, så ville man inden månedens udgang være rigere end paven i Rom. Problemet var at finde en måde at overføre små beløb over Internettet.

Besværligt med onlinebanking
Regnestykkerne, der lå til grund for de mange dot.com-virksomheder, var sådan set rigtige nok. Problemet var, at det ikke var nemt at overførere 0,0-ingenting over Internettet. Man kan prøve med sit dankort gennem en netbank. Det koster en krone i flere banker at overføre penge, og det betyder at en mikrobetaling hurtigt bliver til en makrobetaling blot pga. af de omkostninger, der er til at få systemerne til at fungere. Desuden er det besværligt, og de fleste danskere har det lidt svært med at åbne for deres bankbog på Internettet. –Tænk nu hvis nogen kigger med…Ofte vil det være nemmere og mere sikkert at smutte ned i kiosken, hvor man også kan få sin halve liter sødmælk.

Nye muligheder for private
Der er nu en del betalingsløsninger på markedet, som alle løser disse problemer. De virker som med PBS, Pengeinstitutternes Betalingsservice. Man giver simpelthen en organisation eller onlinevirksomhed visse rettigheder til enten sin bankkonto eller man opretter en særlig konto hos betalingsydbyderen, så denne ikke kan hæve flere penge, end der rent faktisk står på kontoen.
De betyder at de små overførsler kommer ud af bankernes lidt støvede og tunge apparater. Ind kommer lynhurtig overførsel af penge pr. email. Man kan vedhæfte en halvtredser på samme måde, som man vedhæfter et foto eller et word-dokument. Dette perspektiv er meget interessant, -både for virksomheder og privatpersoner. Istedet for at man skriver kontonumre ned til sin udlejer, kæreste eller lånehaj, så få man bare vedkommendes email.
Sikkerheden er i top, brugervenligheden kan næsten ikke bliver bedre med de muligheder, der er beskrevet herunder. Udviklingen de kommende måneder vil vise om også forbrugerne med de nye muligheder er parate til at gøre deres privatøkonomi digital.

Valus
Valus markedsfører sig som det første ægte internetbaserede betalingssystem. Det kan benyttes til at overføre penge til og fra brugere af systemet, men også til banker. Platformen er både Internet og mobiltelefon. Det er gratis at oprette sig, og man kan mange steder benytte det til handel på Internettet som alternativ til Dankort og andre kredit-kortløsninger. Det rigtigt smarte er, at Valus ikke koster noget at bruge. Hverken ved modtagelse eller afsendelse af penge er der gebyrer, og der er heller ikke abonnementsafgift. Derimod tjener Valus på, at folk via deres mobiltelefoner tjekker, hvor meget de har på kontoen, det koster 2 kr. Rykkergebyr er på 100 kr. og vil man have en faktura på skrift, så koster det 50 kr. Derudover koster det 25 kr. at overføre penge fra en Valuskonto til sin bankkonto. Initiativet til Valus er taget af en række online-aktører i samarbejde med danske medier, som i årevis har være frustrerede over gratisforholdene på Internettet. Se mere på www.valus.dk

Paypal
Dette er den absolut mest udbredte globale løsning. Der er flere end 16 mio. brugere i 39 lande og 3 mio. virksomheder bruger PayPal. Det er helt sikkert, at folkene bag danske Valus har kigget meget grundigt på PayPal, inden de lagde sig fast på deres koncept. Paypal er gratis at oprette og det er også gratis at sende og modtage penge for privatpersoner. PayPal tjener på, at tilbyde særlige konti til folk der vil have ekstra services. Det er meget billigt, men mon ikke man kan tjene ret godt på at have 16 mio. kunder.
Systemet er utroligt enkelt. Man sender og modtager penge gennem emails. Man kan sende penge til en hvilken som helst email-adresse. I mailen er der et link til PayPal og her står pengene på en konto parat til en. Herfra kan de så overføres til en rigtig bankkonto. Vil man sende, så opretter man bare en konto og sender penge pr. mails. Hvis en afsendt mail ikke bliver åbnet, så bliver pengene stående på kontoen, ligesom med gammeldags checks.
Systemet svarer lidt til, at man kun én gang skal gennem bøvlet med kreditkortet, herefter kan man boltre sig, som man vil.
Mange har forsøgt at efterligne PayPals koncept, og flere af dem har fået succes. En af dem er WebPay, som kan helt det samme og på de samme vilkår. Desuden tilbyder kopi-produktet en mulighed for at planlægge forskellige betalinger lang tid i forvejen. Læs mere om WebPay, på www.webpay.com og PayPal på www.paypal.com. Det udbredte system Valid tilhører også denne katagori af betalingssystemer, send penge til din moster her: www.thevalidnetwork.dk