Mange stumper små…Den fraktale robot

Home / Jyllands-Posten / Mange stumper små…Den fraktale robot

Den 36-årige Joe Michael er efterhånden vant til det. Flyrejser til eksotiske steder, hvor en samling velklædte forskere inviterer ham til middag, overrækker ham en pris og klapper ad ham.
Denne aften adskiller sig ikke fra andre prisoverrækkelser. Det er fyrstendømmet Monaco, der i denne weekend belønner den engelske forsker Joe Michael med indiske rødder for hans helt enestående opfindelse: Den fraktale eller formskiftende robot.
“Det ser ud til at Joe Michaels vil kunne vinde en hvilken som helst opfinderkonkurrence, uanset om det handler om rumfart, medicin eller transport, med sin opfindelse. Han har udviklet et nyt koncept, et nyt princip for bevægelse i en verden, hvor 99 pct. af alle opfindelser er forbedringer af allerede udviklede teknologier,” siger Mike Bordell, redaktør af bladet Inventors World og medlem af juryen ved prisoverrækkelsen. Her er opfindere, repræsentanter fra LEGO, fyrstedømmet i Monaco og patendirektorater i hele Europa.

Der er stille igen
Men bagefter er der stille igen. Ingen skyder penge i projektet. Det er for dyrt, det er for usikkert, og perspektiverne er en tand for svimlende og science-fictionagtige. Dertil kommer, at opfinderen er noget af en original, som de store virksomheder har svært ved at arbejde sammen med.
“Den fraktale robot efterligner atomernes egenskaber,” siger Joe Michael, der efter lang tids fundering over atomernes egneskaber, begyndte at forske i teknologi, der kan manipulere enkelte atomer. For at gøre det hele synligt og mere forståeligt brugte han store klodser til at forklare, hvordan atomer kan påvirkes og ligefrem fjernstyres.
Efterhånden blev modellerne og ikke atomerne til det centrale i projektet.
“Atomer kan enten tiltrække eller frastøde hinanden, og det simple princip kan holde planeterne i deres baner og skabe mennesker og dyr.
Hvis princippet kan eftergøres og kontrolleres i større stil, så vil vi pludselig have en robot, der vil være i stand til hvad som helst.”

Fem kuber
På et bord ved prisoverrækkelsen i Monaco står fem aluminiumskuber på hver 30x30x30 cm. De udgør prototypen på den fraktale computer. Ved hjælp af indbyggede magneter og kunstig intelligens kan klodserne glide over hinandens overflader og skabe alle de former, som er mulige med fem klodser. Indeni kuberne er der under hver af de seks flader et magnetisk transportbånd, der kan drejes i alle fire retninger.
Kuberne drejer rundt, samler hinanden op og danner et tårn uden hjælp ude fra.
Det ser ikke ud af meget, men hvis der var et par tusinde af dem, og de ikke fyldte mere end en kubikcentimeter, så ville de kunne danne stort set alle former og være i stand til at manipulere de fleste værktøjer.
Hver kube har sin egen computer indbygget, og det sætter dem i stand til at kommunikere indbyrdes. Hver kube kender sin plads i systemet og kan bidrage til komplicerede udregninger med det samlede system af kuber.
Hvis en kube går i stykker, så vil den blive udskiftet af en anden, og det kan foregå uden hjælp fra mennesker. Den fraktale robot virker altså også som en supercomputer. Dertil kommer, at hver kube har sit eget batteri, der kun bruges når kuben er aktiv. Kuberne er i stand til at lede og dele af deres energiforsyning. Det betyder at kubesystemet ikke går i stå på grund af energimangel, hvis kun få kuber arbejder hårdt.

Bygger vej under bilerne
“Den enkelte kasse er ikke interessant, den kan faktisk ikke bruges til noget. Heller ikke to, men jo flere der kommer på jo mere kan maskinen bruges til. Med bare tre kuber vil systemet være i stand til at transportere sig selv,” siger Joe Michaels.
En af de første opgaver som systemet vil blive sat til udføre er reperation af veje uden at afbryde trafiken, mener Joe Michael. Kuberne danner et lag på ti centimeters højde over vejen som bilerne kører på.
Nedenunder arbejder kuberne med at opvarme asfalt og transportere sten til hullerne i vejen. Når arbejdet er udført samles kuberne i rabaten eller finder selv hjem.
Men endnu vildere ideer er på tegnebrættet. Joe Michael er ikke bange for at slå ud med armene og tale om kolonialisering af andre planeter og manipulation af DNA ved hjælp af hans fraktale teknologi.

Byggede i mursten
Ideen slog Joe Michael en eftermiddag, da han som 17-årig vandrede i bakkerne ved sin hjemby Finchley nord for London. Han begyndte hjemme i kælderen med en bunke mursten, som han forestillede sig var atomer. Lange nætter med byggeklodserne fik ham til at udvikle sit system, og et par år efter havde han de første kopier af atomer eller den fraktale robot klar til præsentation for offentligheden.
“Den kan udrangere alle andre robotter, idet en enkelt klump af mine kunstige atomer vil kunne udføre alle de opgaver, som højt specialiserede robotter laver i dag. Det teoretiske grundlag for science-fiction fantasier i film som “Star Trek” og “Terminator” er nu på plads, det er blot et spørgsmål om tid og penge inden “Hollow Decks” og den udødelige, selvopretholdende robot er en realitet,” mener han.

Ændres og genskabes
“Hollow Decks” kommer fra filmen og TV-serien “Star Trek”. På rumskibet “Enterprise” er det rum man skal ind i altid bag den nærmeste dør og det kontrolpanel man skal bruge er altid lige foran en. Det lyder lidt flippet, men den fraktale computer vil i princippet kunne være en evigt aktiv arkitekt som ændrer på bygningers former efter brugerens behov. Det kræver dog, at bygningen laves af fraktale kuber.
Den udødelige robot kendes fra filmen “Terminator”. En ondsindet robot fra fremtiden dukker op og intet kan standse den. Den ændrer form efter, hvad der passer bedst til situationen. Bliver den skudt eller kørt over, så samles stumperne igen til en ny og ligeså perfekt robot.
Også dette princip har Joe Michaels fat i. Et system af intelligente kuber vil kunne udskifte og reparere skadede enheder, og ikke nok med det: Hvis systemet er omfattende nok så vil det være i stand til at skabe nye enheder af forhåndenværende materialer.
“Som når celler deler sig,” fortæller Joe Michael.

Rummet skifter form
Også indenfor virtual reality eller kunstig virkelighed spåes den fraktale computer en stor fremtid. Et system af klodser vil kunne danne et konstant formskiftende rum. Brugerne vil kunne have oplevelsen af at gå op ad trapper, for derefter at løbe over ujævn overflade eller læne sig tilbage i en behageligt affjedret stol – uden at bevæge sig mere en end et par meter i hver retning.
I dag er Joe direktør for virksomheden Robodyne Cybernetics Ltd. på en dyr adresse på Portland Rise i London. Adressen skyldes ikke så meget robotterne som hans deltidsarbejde som programmør. Ved det tjener han 80.000 om måneden. Robotterne derimod er udelukkende udgifter.
“For tiden sparer jeg op til et anlæg, så jeg kan begynde at serieproducere kuberne,” siger han.

Forhandlinger i vasken
Joe Michael har været i seriøse forhandlinger med både NASA og den britiske forsvarsindustri, men det er gået i vasken. Hver gang har svaret lydt: Ideen er fantastisk. Teknologien hører hjemme langt ude i fremtiden, lad os komme i gang.
Men den ene gang blev Joes far syg, og da det britiske forsvar var klar til samarbejde ville Joe ikke udlevere de præcise tegninger over kubernes indretning.
Ken Fairclough, der arbejder i det britiske forsvarsministeriums afdeling for research og udvikling var både tændt på ideen og skuffet over samarbejdet: “Joes ide var 10-15 år længere fremme end alt andet vi havde på tegnebrættet, men da det kom til de tekniske diskussioner bakkede han ud. Vi havde en masse ideer og planer, som vi var parat til at give ham, men han var ikke interesseret i at ændre noget som helst på sin opfindelse.” “Jeg vil aldrig sælge min ide eller overlade den til andre, som måske bare lader den ligge. Jeg vil selv føre eventyret, og jeg ved, at min robot har potentialet,” siger Joe Michael.

Ende som en original
En af arrangørerne ved prisoverrækkelsen i Monaco, J. Urisary, sagde til Jyllands-Posten efter prisoverrækkelsen, at det var lidt trist med Joe Micheals opfindelse: “Der er faktisk ikke blevet udviklet på den i de seneste tre år. Han er altid på sejrsskammelen, når der overrækkes priser, men han skal snart komme med noget nyt, hvis han ikke skal ende som original, der bliver grinet af i krogene.” En journalist fra Financial Times, som også overværer prisoverrækkelsen mener, at Joes Michaels opfinderevner langt overstiger han evner til at samarbejde.
“Han er en rebel af en Ole Opfinder, og hans mange mislykkede samarbejdsforsøg med interesserede virksomheder betyder måske, at hans opfindelse aldrig ser dagens lys.”

Udbudt i anparter
Det frygter Joe Micheal ikke. Endnu en gang slår han ud med armene og siger: “I slutningen af dette år kan jeg være millionær.” Joe Micheal fæstner sin lid til en aftale med amerikanske forskere, som har indvilget i at udvikle en funktionsdygtig prototype på en brobygningsrobot. Projektet er udbudt i anparter. Det eneste der mangler er forhandlingerne med pengestærke investorer.