Mobile arbejdskort sparer tid og penge

Home / Artikler / Mobile arbejdskort sparer tid og penge

Trap VVS i Middelfart er gået over til LMe-mobil fra Lemvigh-Müller, som erstatning for de traditionelle arbejdskort. Medarbejderne kan nu i høj grad styre deres egen hverdag og udføre en lang rutineopgaver via en PDA med indbygget stregkodelæser. Eksempelvis scannes alle varer, der tages fra bilen, og der kan bestilles varer direkte via LMe-mobil ude på arbejdspladsen. Det giver kontrol med materialer og effektivitet i hverdagen – og ikke mindst, så er der mange penge at spare.

Når en medarbejder hos Trap VVS i Middelfart kører ud til en opgave, har han altid sin PDA med. Den indeholder de oplysninger, som tidligere stod på de trykte arbejdskort, og bruges til både at bestille varer samt at indberette forbrug og timer med. Det kan lade sig gøre med Lemvigh-Müllers system LMe-mobil, som sparer virksomheder tid og penge og giver en række andre muligheder for effektiviseringer i hverdagen.
Oplysningerne sendes via Internettet og LMe-mobil frem og tilbage mellem den mobile medarbejder og arbejdsgiveren direktør Flemming Jørgensen. En af de nye muligheder, han har fået, er at han kan opdatere arbejdskort i løbet af dagen og sende dem direkte til medarbejderens PDA via LMe-mobil. På den måde spares kørsel og tid. Samtidig har systemet en kalenderfunktion, som sørger for at alle i virksomheden altid har de samme data om ferie, timeforbrug og opgaver. Disse oplysninger benytter Flemming Jørgensen til administrative opgaver som fakturering, lønudbetaling og dokumentation over for det offentlige.

Stregkodelæser gør fakturering enkel
Flemming Jørgensen nævner, at der kan spares over 3.000 kroner pr. medarbejder med LMe-mobil om måneden. Besparelserne hentes i mindsket svind, mere effektive arbejdsgange og sparet tid.
”En af vores største besparelser har været, at vi nu er sikre på at få registreret alle de varer, vi tager fra bilerne. Med stregkodelæseren scanner vi koden for hvert enkelt varenummer med det samme, når de tages fra vognen. Dette sparer også mig for tid, når der skal faktureres. Hvor jeg før brugte mange timer i weekenderne på at fakturere, tager en faktura mig nu kun fem minutter. Det har virkelig lettet mit arbejde,” siger Flemming Jørgensen.

I gang i løbet af få dage
Trap VVS kom hurtigt i gang med LMe-mobil. Nogle få timers undervisning hos Lemvig-Müller og nogle dages praktisk brug var nok til at blive fortrolig med systemet, fortæller Flemming Jørgensen.
”Folk har været gode til at tage systemet til sig. Nogle er bedre til at håndtere den nye teknologi end andre, og de har så hjulpet de andre. Det stiller krav til medarbejdernes evne til egenledelse, men det fungerer, og vi er meget tilfredse.
Flemming Jørgensen lægger desuden vægt på, at LMe-mobil er et åbent system, der ikke låser hans virksomhed til en bestemt leverandør.
”Det er selvfølgelig en stor fordel, at vi kan bestille meget hurtigt hos Lemvigh-Müller ude fra byggepladsen og have varen næste morgen. – Men systemet begrænser os ikke udelukkende til at anvende Lemvigh-Müller som leverandør, og det kan være praktisk i mange situationer,” siger han.

Udviklet til at være hurtigt og nemt
LMe-mobil har været tænkt som en mobil udbygning af Lemvigh-Müllers e-handelssystem LMe-partner og det primære fokus i udviklingen har været at skabe et enkelt og hurtigt system, lyder det fra Bent Werner Laursen, chef for Lemvigh-Müllers webuddannelses team.
”Det er meget nemt at bruge, og dataoverførslen tager kun få minutter. Det betyder blandt andet, at mesteren kan opdatere medarbejderne i løbet af dagen med nye opgaver.”

Læs mere om LMe-mobil på: www.lme-support.dk

Boks:
Hvad koster LMe-mobil?
LMe-mobil er en gratis serviceydelse for kunder hos Lemvig-Müller. Når man har anskaffet de mobile terminaler, som ens medarbejdere benytter i marken, skal der kun betales for Internet datatrafik. De mobile terminaler kan være en mobiltelefon, en PDA eller en bærbar computer med stregkodelæser, som mange virksomheder i forvejen benytter. For Trap VVS er de månedlige telefonudgifter til datatrafik omkring 50 kroner for hver af de fire medarbejdere.

Boks:
LMe-mobil sikrer dokumentation og automatisk bestilling af varer
LMe-mobil giver udover over de mobile arbejdssedler også mulighed for registrering af serviceydelser. Det kan eksempelvis være udlejning af diverse maskiner eller andre specielle ydelser som ikke er arbejdstimer eller materialer. Dertil kommer, at LMe-mobil løbende kan udvides og opdateres til at i mødekomme nye dokumentationskrav. De lovpligtige Sikkerheds- og Kvalitetssikringsskemaer (SKS) er eksempelvis allerede indbygget i systemet. LMe-mobil kan desuden kombineres med Lemvigh-Müllers LMe-partner lagermodul, som sikrer, at man aldrig løber tør for de varer, man jævnligt bruger – uanset om de ligger i servicebilen, på byggepladsen eller i virksomheden. Man skal blot beslutte, hvilke varer man ønsker på sine lagre, hvor ofte man ønsker genopfyldning, samt hvor meget man maksimalt vil bestille ad gangen. Herefter skal man registrere sit løbende forbrug, og når det ønskede tidspunkt for genopfyldning er inde, gør programmet opmærksom på hvilke varer, der er behov for – og spørger om man ønsker at sende ordren. Bekræfter man, leveres lagerlagte varer næste morgen. På grund af den løbende forbrugsregistrering beregner programmet selv størrelsen af genopfyldningen, og varerne leveres på den ønskede ugedag. Man kan oprette alle de lagre man ønsker, opsætte forskellige betingelser for dem alle samt ændre opsætningen i programmet på få øjeblikke, hvis der er behov for det.

Boks:
Om Trap VVS
Trap VVS er en alsidig VVS-forretning i Middelfart med i alt fem kørende VVS-folk. Trap VVS ligger under samme tag som Trap El. De to virksomheder er ejermæssigt adskilte men løser ofte opgaver sammen og deltager i de samme udbud. Trap VVS har eksisteret siden 2006 og udfører alle traditionelle VVS-opgaver herunder en del jordvarme