Montana A/S – et fynsk erhvervseventyr


Montana Møbler har markeret sig som en fynsk designvirksomhed med internationalt format. Montanas reoler er ikke bare reoler, men design med utallige muligheder for kombinationer – faktisk kan Montanas reoler sættes sammen på milliarder af måder.

Da direktør Peter Lassen etablerede Montana Møbler A/S i 1982, var målet at skabe en reol-kasse, som kunne give fuld frihed til, at den enkelte kunde kunne skabe sine egne løsninger. Dét er i den grad lykkedes. Montana Møbler A/S er nu en internationalt anerkendt virksomhed med forhandlere primært i Europa, men også Japan og USA. Virksomheden har 160 ansatte samt en omsætning på den gode side af 100 mio. kr. om året. Overskuddet blev i seneste regnskabsår fordoblet til næsten 20 mio. kr. Hovedkvarteret ligger i Haarby, og her bliver det liggende trods globalisering og outsourcing-trends, fortæller direktør og stifter af Montana Møbler A/S, Peter Lassen.
”Vi har været på Fyn, før der var noget, som hed globalisering. Vi har da fulgt med og også grundigt overvejet mulighederne for at flytte produktion til eksempelvis Irland, men analyser har vist os, at vi ikke vil kunne vinde noget ved at flytte til udlandet. De rationaliseringer, vi kan foretage os i Danmark, er ofte bedre, end hvad vi kunne spare ved at flytte,” siger Peter Lassen, som mener, at mange virksomheder begår netop den fejltagelse kun at se på muligheder ved udflytning og ikke også på potentialerne ved at blive.

Gode arbejdsforhold hos Montana
Montana Møbler står desuden i den heldige situation, at virksomheden er kendt for et værdisæt, der gør det attraktivt at være medarbejder. Derfor oplever Peter Lassen ikke den mangel på kvalificeret arbejdskraft, som præger arbejdsmarkedet i øjeblikket.
Montana Møbler A/S sætter en ære i at være en god arbejdsplads. Virksomheden blev i 2001 kåret som en af de bedste, danske virksomheder at være ansat i, og det skyldes en bevidst strategi om at have fokus på “det gode arbejdsliv”. Det betyder bl.a., at der tages aktiv del i medarbejdernes sundhed gennem politikker for rygning, alkohol, kost, sundhed og motion.
Montana tager i tilrettelæggelsen af arbejdet hensyn til den enkelte medarbejder og dennes særlige behov. Derfor er der formuleret særskilte politikker for unge, gravide, seniorer og medarbejdere med eksempelvis nedsat arbejdsevne.

Montana Reoler er en dansk eksportsucces


Miljø og sponsorater

Kunder og medarbejdere er ifølge Peter Lassen de to væsentligste omdrejningspunkter for Montana Møbler A/S, men også det omgivende samfund og ikke mindst miljøet får gavn af møbelvirksomhedens succes.
Der er gennemført flere pilotprojekter på miljøområdet – miljøgennemgang med fokus på renere teknologi, udvikling af miljøvenlige produkter i træ- og møbelindustrien samt udvikling af energibesparende udsugningsanlæg. Montana var i 1998 med i gruppen af fynske industrivirksomheder, som dannede Industriens Miljøklub Fyn.
Industriens Miljøklub Fyn har til formål at udvikle samarbejdet mellem fynske virksomheder og myndigheder samt behandle relevante miljøforhold. Montana Møbler A/S er virksomhedskunde hos Naturgas Fyn og har været det i ca. 10 år. Om Montana er en god kunde, er et spørgsmål. Peter Lassen siger nemlig, at hans virksomhed gør sit yderste for at spare på gassen. I stedet bruges energien på sponsorater. På det seneste har Montana sponsoreret en litteraturpris på 30.000 kr i samarbejde med Dagbladet Information og Testrup Højskole. Desuden har Montana for nyligt sponsoreret den nye Montana-sal på det Kgl. Bibliotek i København.

Fokus og branding
Den store udfordring for Montana netop nu er at udvikle salgskanalerne. Montana-reolen er et eksklusivt møbel, som ikke alle og enhver kan få lov til at sælge. For at blive forhandler skal man være comittet til at levere den service og rådgivning, som Montana står for. Samtidig mener Peter Lassen ikke, at det kan fungere at satse på en global branding. – Det skal gøres land for land. Og dén strategi kræver en grundig kommunikation mellem Montanas konsulenter og forhandlerne i de enkelte lande. Samtidig skal produktet udvikles under hensyntagen til det enkle og unikke udgangspunkt:
”Vi skal være vågne over for nye funktionelle og emotionelle behov hos vores kunder. Derfor har vi et netværk af internationale forbindelser, som løbende holder os opdaterede med, hvad der sker på de områder,” fortæller Peter Lassen. Det betyder dog ikke, at Montana Møbler løber efter luftige trends. Montanas møbler skal sælges på tidløse værdier som frihed og individualitet til en målgruppe, som respekterer både den æstetik og etik, som Montana bygger på.