Næste generation robot-støvsugere på markedet

Home / Pressemeddelelser / Næste generation robot-støvsugere på markedet

Den nye generation af robotstøvsugere, der netop er kommet på markedet, er så billige og effektive, at de kan måle sig med de bedste, håndbetjente støvsugere. Sugeevnen er i top, robotten kommer helt ud i hjørnerne – og den er klog nok til at sætte farten ned, så den ikke ramler ind i møblerne eller vikler sig ind i ledninger.

Der er ikke længere nogen undskyldning for selv at støvsuge. Med verdensnyhederne, iRobot Roomba 530 og 560, er robotstøvsugning blevet et reelt alternativ til den almindelige støvsuger. Udviklerne har kræset for alle detaljer på baggrund af erfaringer med første generations robotstøvsuger og kan nu præsentere et helt unikt – og billigt produkt. Robotten klarer rengøringen mindst lige så godt, som du selv kunne have gjort – og imens kan du bruge tiden på noget andet. Du behøver ikke engang at være hjemme, når arbejdet udføres. Roomba 560 har et integreret ugeprogram, så du kan indstille den til at støvsuge på de dage og tidspunkter, der passer dig.

Bedre end dig selv
Sugeevnen er fordoblet, i forhold til hvad tidligere robotstøvsugere kunne præstere – og hvad angår dyrehår, er robotten blevet tre gange mere effektiv. De nye robotstøvsugere er således fuldt ud på højde med – eller bedre end – de bedste, almindelige støvsugere på markedet. Roomba 530 og 560 er desuden dygtige til at komme i dybden på tæpperne, og hvis der er særligt beskidt et sted, registreres det af en sensor. Den får robotten til at slå over i et program for ekstra grundig rengøring – og når den har fået has på skidtet, går den automatisk tilbage til almindelig rengøringsmodus. Eventuelle frynser og ledninger bliver også registreret, så robotten undgår at hænge fast i noget undervejs.

Større intelligens, mindre larm
Der er kommet flere sidebørster i Roomba 530 og 560, og evnen til at komme helt ud i hjørnerne er dermed blevet forbedret væsentligt. Samtidig er støvsugeren blevet klogere. Den opfatter i god tid, hvor der er vægge og møbler, og sænker farten, når den nærmer sig, så den ikke skrammer noget. Det betyder også, at støvsugningen ikke støjer så meget som tidligere – og i sig selv er robotten mere lydsvag end manuelle støvsugere. Du kan således fint være i rum med iRobot Roomba, mens den arbejder – hvis du da ikke vælger at programmere den til at gøre det, når du er ude af huset. Blandt de øvrige forbedringer er en større opsamlingsbeholder, så der går længere tid, før støvsugeren skal tømmes – derudover er de nye modeller stort set vedligeholdelsesfrie.

Lille og vågen
Den nye generation er konstrueret enklere og stærkere. Det betyder, at robotstøvsugeren har fået en længere levetid, og skulle en enkelt af dens 8 dele blive nedslidt, er den nem at udskifte. Med en højde på blot 9 cm kommer Roomba 530 og 560 ind de steder, hvor du selv har svært ved at nå – eller ikke orker at bøje dig efter – eksempelvis helt ind under den lave sofa. Den tilpasser sig løbende forskellige underlag og sørger selv for at køre hen og blive ladet op, når den har behov for det. Efter veludført arbejde vender den altid tilbage til sin faste plads og venter pænt på, at der igen bliver brug for den. iRobot Roomba fås fra 2.799 kroner.