Noter i “Energiguiden”

Home / Ukatagoriseret / Noter i “Energiguiden”

Strømforbruget skal ned i Danmark, men det starter i Californien
Californien er trendsætter, ingen tvivl om det. Og hidtil har de ligget i front i ræset med øgning af energiforbruget på snart sagt alle punkter. Nu skal det imidlertid være slut med det store strømforbrug for TV-apparater for i hvert fald at starte et sted. Californien forbruger til stadighed 98 % af den til rådighed værende el-energi, så der er ikke plads til spidsbelastninger. En ny, international standard skal sætte grænser og opstille målemetoder.

Svanemærket til Hilton- og Scandic-hoteller
Miljøminister Connie Hedegaard slog et slag for miljømærkning, da hun forleden overrakte Svanemærket til hotellerne Hilton Copenhagen Airport og Scandic Eremitage i Lyngby. “Med miljømærker kommer komplicerede problemer ned på jorden,” sagde hun i sin tale, hvor hun også opfordrede til at følge op med blomstmærkning af de europæiske hoteller.

Lad ikke spildolien gå til spilde
Der er rigeligt med olie i den danske undergrund. Men Dansk Olie Genbrug A/S holder miljøfanen højt og lever af at indsamle og bearbejde spildolie, så den kan genbruges. Certificeret miljøledelse hjælper virksomheden til at håndtere de miljøudfordringer, det giver at være i både affalds- og oliebranchen. ”Markedet kræver, at vi er certificeret, og indadtil medfører det større systematik og konsekvens,” siger Merete Steffensen, miljøchef i Dansk Olie Genbrug og nyuddannet intern miljøauditor.

Miljø kan skabe 35.000 job
Der kan skabes mindst 35.000 job om året, hvis vi i Danmark bliver bedre til at sammentænke forbedringer af miljøet og øget beskæftigelse. Det viser en ny rapport, som Danmarks største fagforening, 3F, og Det Økologiske Råd har fået lavet.
Rapporten har beregnet, hvor meget bestemte miljøforbedringer vil koste, og hvor mange jobs de vil skabe. I alt foreslår rapporten investeringer på 19,4 milliarder kroner, hvilket både vil forbedre miljøet og samtidig øge beskæftigelsen med mindst 35.000 job om året.

Nej til havvindmøller og halm
Selv om regeringen ønsker at indpasse mere vedvarende energi i dansk energiforsyning, vil energiminister Flemming Hansen (K) hverken åbne for flere havvindmøller eller bruge mere halm i varmeproduktionen.
Ministeren indleder kort efter Folketingets åbning forhandlinger med partierne om en langsigtet energistrategi. Her vil et af kravene fra oppositionen være konkrete mål for mere energi fra vedvarende energikilder.