Naturgas: Nye muligheder på ww.ngf.dk

Home / Naturgas Fyn / Naturgas: Nye muligheder på ww.ngf.dk

Naturgas Fyns hjemmeside er under stadig udvikling. Det betyder, at du som kunde i løbet af 2007 vil få en række nye muligheder og værktøjer til at overvåge dit energiforbrug.

Et af de nye tiltag på www.ngf.dk er, at man som kunde får mulighed for at logge ind med sit kundenummer og få adgang til en personlig side. Her vil man kunne se oplysninger om eksempelvis faktureringsadresse, installationsadresse, og hvilken kedeltype man har installeret. Desuden kan man se de seneste års forbrug af gas, om man er tilmeldt betalingsservice og melde flytning. Tidligere skulle man indsende et flyttekort med posten.
”Som noget nyt vil vi nu også tilbyde, at man kan se sit forbrug korrigeret for graddage. (Graddage er et udtryk for, hvor koldt det har været). Det betyder, at man eksempelvis kan se, om ens stigende gasforbrug skyldes, at det har været koldere, eller måske at man simpelthen har være mindre energibevidst,” siger Susanne Leth, der er underdirektør i Naturgas Fyn.

Elektronisk målerbog
Mange kunder benytter i øjeblikket en målerbog, hvor de en gang om måneden eller ugen noterer deres gasforbrug. Denne funktion er nu flyttet på Internettet i form af en elektronisk målerbog. Det har mange fordele. Først og fremmest er det nemt, og man får som kunde et grafisk overblik over sit forbrug, så man hele tiden kan følge med. På den måde har man et godt grundlag for løbende at overvåge sit energiforbrug – det er især værdifuldt, hvis man går i gang med energibesparelser. Samtidig bliver de indtastede data sammenholdt med, hvad Naturgas Fyn forventer, at man forbruger, så man ikke risikerer at få en ubehagelig overraskelse, når årsafregningen bliver sendt.

Måleraflæsning på nettet hitter
Siden det første gang blev muligt at indberette sin måleraflæsning direkte på www.ngf.dk, er det gået stærkt. Susanne Leth siger:
”Vi har oplevet, at kunderne har taget måleraflæsninger til sig på Internettet og det automatiske telefonsystem. Sidste år fik vi under en fjerdedel af vores aflæsninger ”på gammeldags vis” med udfyldning af et aflæsningskort, som skal sendes med PostDanmark. Resten var ca. fifty-fifty Internet og telefonaflæsning.”

Nemmere at skifte gasleverandør

Det frie gasmarked betyder, at Naturgas Fyns datterselskab, Statoil Gazelle, nu kan tilbyde gas til kunder i hele landet. –Og det er blevet nemt at tilmelde sig, uanset hvor i landet man befinder sig. Under menupunktet ”Privat” på www.ngf.dk kan man vælge ”Bliv kunde”. Her udfylder man sine personlige oplysninger, og Statoil Gazelle håndterer resten, herunder også at sørge for afmelding fra det gamle selskab.
”Der er rent faktisk kunder fra hele landet, som nu vælger at blive kunder hos Statoil Gazelle, og som bruger Internettet til at tilmelde sig,” siger Susanne Leth. ”Det gør det også nemt for os, for når kunden tilmelder sig på vores hjemmeside, så sker resten næsten helt automatisk – og det er en stor hjælp for vores kundeservicemedarbejdere”.
Tjek ind på www.ngf.dk og se, hvordan du kan bruge de nye muligheder.