Onlineannoncering i kombination med Politikens Lysavis

Home / adServing International / Onlineannoncering i kombination med Politikens Lysavis

Med Lysavisen på Politikens Hus udvider adServing sin platform for kulturannoncer. Virksomheder og organisationer kan eksponere sig på det tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, som bedst understøtter deres budskab til de 125.000 københavnere, der dagligt ser lysavisen.

adServing tilbyder nu annoncering på Københavns centrale reklameplads, Politikens Lysavis. Hermed øger virksomheden sin spændvidde inden for elektronisk annoncering.
”Hidtil har vi koncentreret os om onlineannoncering, men nu tester vi det digitale outdoor-marked. Det nye tiltag er primært rettet mod kunder i kultur-branchen, som vi gerne vil give en bredere platform at annoncere på. Her kan Lysavisen blandt andet være relevant for organisationer og virksomheder, som ønsker at eksponere sig i forhold til aktuelle begivenheder,” siger markedschef Morten Marcussen.

Tidspunkt og indhold afstemmes
En af Lysavisens forcer som digitalt medie er nemlig, at den kan segmentere tidsmæssigt. Kræftens Bekæmpelse fremviste eksempelvis sit budskab: ”Skru ned for solen mellem 12 og 15” – i netop det pågældende tidsrum. Hermed fik foreningen mulighed for at påvirke de forbipasserende til at reagere direkte på opfordringen. Et tilsvarende ”call-to-action” kan københavnske bagere foretage ved at reklamere for morgenbrød, mens det er frisk. De omkringliggende biografer kan oplyse om film, umiddelbart før de starter, og i det hele taget er mediet velegnet til virksomheder, der ønsker at eksponere sig i forhold til aktuelle begivenheder. Således kan annonceringen også times efter bestemte ugedage eller nogle dage i træk op til et udsalg eller en kulturel event.

Flere medier i fremtiden
Gallup/Index Danmark har målt, at lysavisen bliver set af 125.000 københavnere hver dag, og efterspørgslen på det populære medie er stor.
”Vi er kommet godt fra start og har allerede afviklet de første annoncer. Efterspørgslen i markedet har været stor, og hvis det fortsætter sådan, vil vi intensivere vores arbejde med at inkludere yderligere medier og integrere dem med vores annoncesystem. Eksempelvis kunne in-store-tv være interessant,” siger Morten Marcussen.
adServings annoncesystem håndterer elektroniske annoncekampagner på tværs af forskellige platforme. Lige nu er adServing i fuld gang med at forberede annoncesystemet til også at kunne afvikle annoncer på digital-tv – og klæde medarbejderne på til at kunne sælge annoncering på dette medie. Digital-tv, som for alvor bliver interessant fra 2009 og frem, giver mulighed for helt individuelt tilpassede annoncer.

Prisen for at annoncere via Lysavisen afhænger af den samlede løsning, men en standardpakke med 96 visninger pr. dag koster 10.500 kroner ugentligt.