Papkassen der ikke eksisterede

Home / PC-Planet / Papkassen der ikke eksisterede

Hvorfor vil vi så gerne snydes til at tro, vi henter en fysisk genstand, når vi køber eller downloader software? Jeg ved det ikke, men vær sikker på, at markedsføringsfolkene på Internettet ved det!

En ny trend har de seneste måneder hærget kommercielle sites på nettet. Den går i al sin enkelhed ud på at reklamere for et online-produkt med et billede af en fysisk pakke, der indeholder produktet. Men produktet kan slet ikke købes i kassen. Papkassen findes simpelthen ikke, men er kun et billede af, hvordan den kunne have set ud. Selve produkterne kan downloades, eller også drejer det sig om diverse services, som alligevel ikke kan komme ned i en papkasse.
Det virker åbenbart, for det findes alle mulige steder.

Adfærdsændring
Den danske portal www.find.dk sælger en vifte af services, som gør hjemmesider mere synlige i deres indeks og hver enkelt løsning har et billede af en pap-kasse, som aldrig er blevet trykt. Det er naturligvis markedsføring, det handler om. De handelsskoleuddannede, som har udtænkt salgstricket, må have en teori, der lyder nogenlunde sådan her:
”Folk er villige til at betale tusindvis af kroner for at købe software i en computerbutik, bare det kommer i en stor flot pap-kasse med 8-farvers tryk. Men de vil ikke købe eller gratis hente helt tilsvarende programmer på Internettet. Hvad gør vi? Vi giver dem sgu´ et billede af kassen og håber, de vil ændre adfærd.!”

Vi vil have gaver!
Online-folket vil gerne narres. Vi har en tendens til ikke at tage software alvorligt og en modsat tendens til at glædes over noget, der kan pakkes op, som om vi havde fået en julegave. Det ses også i markedsføringen af dameblade, der ofte er pakket ind i cellofan. –Det er ikke for at beskytte, som udgiverne garanteret vil påstå, det er for at ramme dem, som ubevidst elsker at pakke gaver op! (PC-Planet er naturligvis kun pakket ind for at holde på den medfølgende cd-rom)
Tricket ses i øvrigt også i computerbutikker, som af software-virksomhederne får nogle enorme kasser til udstillingsbrug i vinduerne mod gaden. BANG! Dette her er altså et serøst produkt, se selv hvor stort det er og hvor meget DU kan få med hjem! -Selvom alle jo godt ved, at det kun fylder en mili-tomme på en moderne harddisk. Det samme gør sig gældende, når man køber spil i en butik. Kasserne er enorme. Der er alle mulige vejledninger med, som alligevel findes som pdf.-filer på cd-rommen, der gemmer sig et eller andet sted inde i flamingoen og bølgepappet. Og mon ikke kunderne til kasserne har en computer, så de kan se pdf.-filerne?

Falder for størrelsen
Flere spilfirmaer producerer desuden spil, som fylder hele to cd-rommer, mens indholdet sagtens kunne ligge på en. –Igen et eksempel på, at vi falder for størrelsen og ikke gørelsen, -og det bliver udnyttet kommercielt.
Måske er det også derfor, Microsofts programmer hele tiden bliver større og større. Man kunne vel lige så godt argumentere for, at de skulle blive mindre og mindre i takt med, at der bliver renset ud i de funktioner, som ingen bruger, og programmørerne bliver bedre til at formulere deres koder i kort og kontant sprog.
–Men det sker ikke, for så vil den menige bruger straks tænke: Hvis det er mindre end det jeg allerede har, så må det være dårligere eller mindre effektivt, selvom det modsatte kan være tilfældet.
Det handler om, at langt de fleste forbrugere stadig har et meget uklart forhold til, hvad software egentlig er for en størrelse. Derfor skal det fylde og gerne have fysisk tyngde. Omvendt har de fleste en klar idé om, hvordan eksempelvis en telefon virker, fordi fysiktimerne og et besøg på Teknisk Museum har givet dem en idé om det. Derfor må telefonerne og andet hardware, i modsætning til software, godt blive mindre og mindre.