Portaler skal være minimale

Home / PC-Planet / Portaler skal være minimale

Interview med Lycos´ internationale designchef

Peter Leif Hansen er netop blevet hyret til et drømmejob. Han kan nu kalde sig europæisk designchef for samtlige Lycos-portaler i Europa. Hver gang han ændrer på en farve, feature eller tilføjer et nyt element på en af de mange portaler, kan det ses af de flere end 25 mio. brugere, der ugentligt besøger Lycos´ 12 europæiske sites. Peter Leif Hansen kalder det verdens bedste job…

Lycos Europe, der ejer danske Jubii A/S og 12 andre enorme portaler, vil gøre noget ved de rodede og ofte kedelige web-designs. De har netop head-huntet den 28-årige Peter Leif hansen til at tage sig af opgaven, og han betegner stillingen som et ”drømmejob”. Han har allerede i syv år beskæftiget sig med at designe Jubii.dk og har med sit arbejde lagt standarden for, hvordan man bygger portaler i Danmark på mange områder.

Peter Leif Hansen var den første ansatte i Jubii A/S tilbage i 1995. Han havde i et stykke tid søgt job som designer hos forskellige reklamebureauer og været til en del jobsamtaler, men da han første gang mødte de tre oprindelige iværksættere, var han solgt. Peter Leif Hansen ville arbejde med webdesign, og på det tidspunkt var det eneste sted i Danmark, hvor det for alvor kunne lade sig gøre, hos Jubii A/S, der dengang hed Cybernet. Den eneste ulempe var, at der ikke var penge til at ansætte folk, men det stoppede ham ikke.

Arbejdede gratis
“Jeg kom hen til Jubii med min computer med Photoshop 3 og Netscape version 0.9. Vi havde snakket i telefonen kun en halv time forinden. Da de ikke ville ansætte mig, og jeg bare ville arbejde med design på Internettet, så satte jeg mig til at arbejde gratis.
”Jeg var desperat efter at få en fod inden for døren – derfor en første gratis måned. Faktisk fik jeg en KÆMPE middag for 2 af firmaet som løn efter den første månede, en slags tak for hjælpen og klap på skulderen,” husker Peter Leif Hansen.
”Så blev jeg ansat, som den første på Jubii A/S,” siger Peter Leif hansen med et smil. Han faldt for den ligefremme og anarkistiske stemning i virksomheden. På det tidspunkt, 1995, var Jubii bare et lille online-indeks med få hundrede danske hjemmesider. Det var faktisk kun lavet for at servicere kunder til virksomhedens hovedaktivitet, der var internetopkoblingerne.
”Der fandtes ikke nogen fortegnelse over danske internetsider, så det var meningen, at vi ville bruge indekset til gøre det nemmere for nye opkoblingskunder at bruge den danske del af Internettet,” husker han. – Men det blev hurtigt indekset, som løb med succesen, og snart var det hovedaktiviteten.
Siden har han arbejdet med udvikling af Jubiis design på mange fronter. Både valg af farver, navigation, reklamer og mange andre ting. Peter Leif Hansen er blandt andet ophavsmanden til den bannerstørrelse på 250 x 60, som er blevet standard på danske websites. Det var ham, der sammen med andre fra Jubii fandt på at lave det banner, som dukker op og dækker hele katalogdelen af Jubiis forside, lige når man åbner Jubii.dk.

Start-up bliver international koncern
Da jubii i 2000 blev opkøbt af svenske Spray, som var ved at blive opkøbt af gigantiske Lycos, blev Peter Leif Hansen pludselig en del af en stor international koncern. –Og da cheferne i Tyskland for få uger siden spurgte ham, om han ville stå for alle portalernes overordnede design, sagde han ja med det samme. I første omgang ville de have ham til at flytte til Tyskland, men Peter krævede, at han måtte blive siddende i Jubiis kontorer i den gamle Carlsberg-silo på Vesterbro.
”Jeg vil aldrig bytte stemningen i Jubii ud med noget,” fortæller han.
Det gik de med til, og hele Lycos Europes designafdeling bliver derfor flyttet til København. Hovedparten af de 15 ansatte i afdelingen vil dog fortsat sidde i forskellige hovedstæder rundt om i Europa, men med Peter i København som chef.
Peter Leif hansen har nu nogle meget store opgaver i den kommende tid som international designchef. Først og fremmest skal han lede arbejdet med at udstikke retningslinier for fremtidens portaldesign.

Oprydning!
De fleste portaler har et noget rodet udseende, fordi så mange mennesker har været med til at opbygge dem. Både grafikere, chefer, nørder og annoncører har haft en finger med i spillet.
”Mange beslutninger er taget af folk, som ikke har haft forstand på design. Alle har en mening om design, men det er min opgave at argumentere for det gode og enkle design, så det står klart, at der er fordele ved at have en strategi på området,” siger Peter Leif Hansen til PC-Planet. Alle 12 europæiske sites, der dækker markedet fra det østligste Rusland til Gran Canaria i Atlanterhavet, skal til det store eftersyn hos den nye designchef. I løbet af de kommende måneder skal han på tourné til de forskellige afdelinger og møde grafikerne i de enkelte lande, som nu hører under hans afdeling.
”Så må vi se på, hvordan og hvor hurtigt re-designet kan lade sig gøre i de forskellige lande. Nogle vil måske foretrække overgangsløsninger, men det afhænger meget af de lokale grafikere. Det vil ikke foregå sådan, at jeg fortæller dem, hvordan det skal gøres – det bliver mere noget med en dialog, hvor jeg udarbejder nogle helt overordnede forslag baseret på vores egen og andres forskning,” siger han.

Teknik i baggrunden – design i front
“I mange år har det været normalt, at hver gang der kom en ny teknisk mulighed, så skulle den lægges op på portalen. Resultatet er, at der er utroligt mange muligheder på portalerne, og for hovedparten af brugerne er de komplet ligegyldige. Dertil kommer, at det ender med et rodet design, som kan være svært at finde rundt i. Eksempelvis er der ikke mange, som har brug for at sende en mail med vedhæftede krypterede filer fra Jubii.dk. Alle de tekniske ting skal gemmes af vejen, så de kommer til at ligge et niveau under brugerfladen. Den flade, som netsurferen umiddelbart ser, skal være helt ren og i lækkert design. Hvis man vil sende en email, skal der bare være tre felter og en send knap. Ønsker man avancerede muligheder, skal man klikke sig ned i et lag under,” siger han. Portalerne skal ikke være 100 pct. ens i de forskellige lande. Der kan være ting i enkelte lande, som gør, at det er mest praktisk at have forskelligt design på nogle områder. –Men man kan forestille sig, at nogle farver kommer til at gå igen over hele linien, mener han.

Designet indrettes efter målgruppen
En af de ting, som kommer til at bestemme designet på portalerne, bliver undersøgelser af den målgruppe, som portalerne henvender sig til. Lycos har defineret en gruppe af kernebrugere som folk i slutningen af 20´erne med penge og uddannelse.
“Der er ikke meget ved at optimere en portal til 13-årige, der bare vil benytte gratisservices og hente ringetoner til sin mobiltelefon. Det skal hænge sammen økonomisk, ellers ville Lycos jo ikke eksistere. Det betyder ikke, at vi vil skubbe nogle grupper ud, men vi vil fokusere indsatsen over for de grupper, som er interessante set fra en økonomisk synsvinkel,” siger han. For at skabe portalernes fremtidige design har Peter Leif Hansen derfor undersøgt kernegruppens foretrukne varemærker og designs. For hele tiden at have målgruppen for øje, har Lycos opfundet den kunstige superbruger ”Nicole29”. Hun er essensen af de brugere, som Lycos henvender sig til.
”Det er hende, vi laver portaler til. Hun tjener godt, er ung, og hun har sandsynligvis en Nokia-telefon,” kan Peter afsløre.

Minimalistisk design er vejen frem
Lycos er kommet frem til, at de varemærker, som ”Nicole29” spejler sig i, er noget i stil med Virgin, Apple, Audi og altså også Nokia. Hun og målgruppen kræver, at alt skal være overskueligt, og alt skal ose af kvalitet. Teknologien under brugerfladen er de ikke interesserede i, sålænge det bare fungerer til deres behov. Designmæssigt vil det måske komme til at betyde et fuldstændigt brud med traditionerne, fortæller Peter.
“Jeg kan da godt forestille mig, at en portal som Lycos måske kun skal vise et søgefelt og et par enkle teksterfelter på forsiden. Hvis det hænger sammen økonomisk og er brugervenligt, så er det den vej, vi skal,” siger han.
I første omgang er han ved at udvikle et portaldesign, som brugerne helt selv kan designe. Ideen er gammel, og mange steder kan man ”customize” websites, men Lycos vil gøre det efter drag-and-drop-princippet. Man vælger simpelthen de elementer, man vil have, og bygger sin egen portal ved at hive forskellige blokke frem på siden. Næste gang man kommer ind på portalen, husker den ens indstillinger. Disse nye initiativer er ved at blive lagt ud på portalerne i Europa. Tyskland, England og Frankrig har allerede fået nyt design. Se mere på:

www.lycos.co.uk
www.lycos.de
www.jubii.dk

Fakta:
– Lycos har flere end 109 mio. unikke brugere om måneden.
– Der er flere end 480 mio. sidevisninger om dagen.
– Flere end 4 mio. brugere har tegnet en form for abonnement på portalerne.
– Lycos har afdelinger i 43 lande, og portalerne findes på 20 forskellige sprog.
– Lycos er den største portaludbyder i verden og har et af de mest kendte varemærker i verden.
– Lycos har flere end 3000 annoncører fra hele verden.
– Målet for Lycos er at blive det mest besøgte portal-netværk på Internettet.