Private banking i fremgang

Home / Ukatagoriseret / Private banking i fremgang

Private banking og assets management bliver mere og mere populært – og ikke kun blandt de virkelig velbeslåede. Det skyldes til dels, at mange almindelige, danske lønmodtagere har erhvervet formuer gennem eksempelvis hushandler. Omvendt har bankerne med private banking fundet en niche, som er lukrativ i forhold til andre bankforretninger.

Alle de store, danske banker har særlige afdelinger for privatpersoner med formuer. Disse afdelinger kaldes under ét private banking, og begrebet dækker kort fortalt over et bank/kundeforhold, hvor den personlige rådgivning omkring investering og formuepleje bliver prioriteret meget højt. Bankerne tilbyder som led i private banking individuelle løsninger, en personlig investeringsrådgiver og rådgivning om alle forhold, der har med økonomi at gøre – lige fra pension til skat og generationsskifte og ejendomshandel. Ud over de danske banker er der desuden en række internationale banker, som tilbyder private banking for danske kunder, samt udenlandske banker på den danske marked, som udelukkende specialiserer sig i private banking.

I udlandet er tommelfingerregelen, at de services, der dækkes af begrebet private banking, er for folk med mere en 1 mio. USD i disponibel kapital, men de danske aktører stiller langt lavere krav.
Jyske Assets Management har 60 ansatte fordelt på afdelinger over hele Europa. Kunderne er udelukkende udlændinge eller danskere i udlandet. Jyske Assets Management har valgt også at geare private banking-rådgivningen til mindre formuer:
”Vi begynder ved 0,5 til 3,5 mio. kr. Normalt kan folk med denne størrelse formuer ikke umiddelbart få adgang til private banking med personlig service,” siger Jens Lauritzen, der er direktør i Jyske Banks Private Banking.

Ingen pakkeløsninger
Jens Lauritzen mener, at Jyske Banks internationale succes med Private banking skyldes en kombination af fokus på den personlige rådgivning og et bredt udvalg af investeringsmuligheder.
”Det vigtigste er naturligvis at tegne en personlig risikoprofil, inden vi gør andet. Vi har ingen pakkeløsninger, så al investering tilrettelægges helt efter kundens ønsker. Eksempelvis har vi en del ældre kunder på Solkysten med fast ejendom. De er meget interesserede i at gøre brug af vores hjælp til at optage billige lån i deres ejendomme. Hvis de samtidig er parate til at tage en risiko, så kan vi også investere nogle af de lånte midler. Dette kan så optimeres yderligere, ved at vi investerer i fremmed valuta, så kunden både tjener på kursændringer og på investeringerne. Men det hele afhænger af den løbende dialog, og hvilken personlig risiko vedkommende er villig til at tage.”

Kraftig vækst
Ifølge Jens Lauritzen er Private Banking i øjeblikket inde i en kraftig vækst, også i Danmark. Væksten er ikke kun drevet af de mange, nye, formuende danskere, men også af at bankerne har fået øje på private banking som et meget lukrativt marked. Bankerne er underlagt mange reguleringer, hvad angår placering af kapital, for at sikre en høj troværdighed og mindske risikoen for bankkrak. Det lægger en dæmper på bankernes egne investeringsmuligheder. Derimod har bankerne gode muligheder for at investere kundernes penge via privat banking og på den måde få en del af kagen fra de mere risikobetonede investeringer.

Fakta om private banking

• Nordea har nu omkring 54.000 Private Banking-kunder i Norden og forvalter en kapital på over 27,7 mia. euro.
• Det vurderes, at mellem 75.000 og 100.000 danskere har en investerbar formue på over én mio. kr.
• Schweiz er det internationale mekka for private banking.
• Den mest profitable private bank i verden er Merrill Lynch´ private banking sektion.
• Den største private bank er Union Bank of Switzerland.