Regler for ferskvarer overtrådt

Fire kasser med kødpålæg, 160 liter mælk, yoghurt, fromagedessert og ost pakket i tyndt bølgepap bliver klokken 4.05 stillet ind i et baglokale, hvor temperaturen er over 17 grader. Det viser tre termometre, som Jyllands-Posten har taget med på besøg i en tilfældig LokalBrugs.
Her får varerne lov til at stå i et lagerrum, indtil butikspersonalet møder klokken 7.30.
Først om tre og en halv time vil personalet møde på arbejde i LokalBrugsen i Trige ved Århus.
Og måske vil ferskvarerne være noget af det første, der bliver flyttet ind i butikkens kølemontre. Men kølekæden, der foreskriver, at mælkeprodukter og kødvarer skal opbevares under fem grader fra producent til køledisk, er brudt.

Skulle kasseres
Havde Levnedsmiddelkontrollen været der, var varerne blevet kasseret – omgående. I den halve time, det tager at stille varerne ind i lageret, falder temperaturen, fordi det kun er fem til seks grader udendørs.
Temperaturen på kødpålægget nåede lige at komme ned på omkring 13 grader, inden døren igen bliver lukket til det opvarmede lagerrum.
Bestyreren for LokalBrugsen i Trige, Finn Madsen, troede, da Jyllands-Posten konfronterede ham med oplysningerne, at varerne altid kom mellem klokken syv og halv otte om morgenen. Han var derfor overrasket over, at varerne havde stået så længe. Chaufføren derimod oplyser, at det er normal procedure. Desuden ligger FDB inde med oplysninger om udbringningstidspunkt og kølefaciliteter, som tydeligt peger på problemerne.
Informationschef Poul Dines, FDB, lover, at problemerne vil blive løst hurtigst muligt.
“Løsningen bliver, at vi først kører ud til butikkerne i åbningstiden, hvis de ikke har kølede natboksforhold. Der er mange andre end FDB, der har samme problem, men det er jo ikke nogen undskyldning. Det her skal være ordnet inden sommerferien,” siger Poul Dines, der først efter Jyllands-Postens henvendelse er blevet opmærksom på omfanget af problemerne.
FDB kunne ellers nemt have fuldstændigt overblik over situationen. På de rutelister, som chaufførerne får udleveret til at køre efter, står der nemlig både hvor og hvornår, varerne skal være fremme, og om der er et kølerum til rådighed.

Opgørelse
FDB har nu lavet den første samlede opgørelse over, hvor mange steder der ikke er kølerum. Den viser ikke, hvilke butikker der er ramt, men at de omkring 100 butikker hovedsagligt er de mindre og specielt jyske butikker. Sidste år havde FDB lignende vanskeligheder med at overholde kølekæden i FAKTA-butikkerne, men en omfattende omstrukturering af transporten med ferskvarer blev løsningen. Det er den samme model, der nu skal bruges i distributionen til mindre forretninger som DagligBrugser og LokalBrugser uden kølefaciliteter.