Siumut sætter navn på landsstyremedlemmer

Home / Jyllands-Posten / Siumut sætter navn på landsstyremedlemmer

Lederen af det grønlandske socialdemokrati Siumut, landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, kunne i går præsentere partiets medlemmer af den nye grønlandske regering, landsstyret.
Det skete efter et dramatisk døgn med intern uro i Siumut, hvor landstingsmedlem Per Berthelsen klart luftede sin utilfredshed med Jonathan Motzfeldts lukkethed omkring regeringsdannelsen og indholdet af regeringsaftalen med det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA).
Kun to tidligere landsstyremedlemmer har overlevet landstingsvalget og regeringsdannelsen. Det er landsstyreformand Jonathan Motzfeldt selv og Siumuts Mikael Petersen, som forsat skal have ansvaret for sociale anliggender, sikringsydelser og arbejdsmarked.
Et nyt ansigt i landsstyret fra Siumut bliver landstingsmedlem og borgmester i Sisimiut, Simon Olsen. Han får ansvaret for erhverv – herunder det for Grønland vigtige fiskeri.
To overraskelser Jonathan Motzfeldts to overraskelser ligger i udnævnelserne af to landsstyremedlemmer, som ikke er valgt til landstinget. Skoleinspektør i Nuuk, Lise Skifte Lennert, hentes ind udefra og skal have ansvaret for kultur, uddannelse og forskning. Anlægschef Steffen Ulrich-Lynge fra Lufthavnsvæsenet får områderne trafik og infrastruktur.
Siumuts koalitionspartner, IA, offentliggjorde allerede få dage efter landstingsvalget deres to medlemmer af landsstyret. Det er partileder Josef Motzfeldt, som får ansvaret for økonomi og handel, og Alfred Jakobsen, der ikke er medlem af landstinget – men hentes ind for at få ansvaret for sundhed og miljø.
Tidligere landsstyremedlem Daniel Skifte fra det borgerligt liberale Atassut siger til Jyllands-Posten, at han respekterer valget af landsstyremedlemmer, men at det for Atassut er en gåde, hvordan man kan sammensætte et nyt landsstyre, så længe der mellem koalitionsparterne hersker dyb uenighed om den fremtidige skattepolitik.
“IA har fortsat ikke givet sig i kravet om indførelse af “rigmandsskatten”, og jeg mener ikke, det er sundt for indledningen af et koalitionssamarbejde, at en af parterne på forhånd ved, at der skal sluges en hvalros,” siger Daniel Skifte, der vil gøre sit til at få bremset ethvert forsøg på en skattereform, der ensidigt går efter høje indkomster.

Et stilskifte
Historiker og ekspert i politiske forhold på Grønland, Daniel Thorleifsen fra universitetet i Nuuk, mener, at landsstyre-sammensætning og valg af specialister uden for landstinget tyder på, at det nye landsstyre mener det alvorligt, når det proklamerer, at især sociale forhold og uddannelserne skal styrkes.
“Jeg opfatter det helt klart som et stilskifte for landsstyret. Udnævnelserne af flere specialister tyder på, at der nu skal arbejdes med handlinger og ikke med ord,” siger Daniel Thorleifsen.