Skånejobs giver fleksibilitet for alle parter

BAUHAUS i Vejle har succes med skånejobs til medarbejdere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Nu foreslår BAUHAUS i Vejle at udbrede ordningen til resten af BAUHAUS-kæden landet over – og ledelsen giver gode råd til andre virksomheder om, hvordan man får de svage grupper ind på arbejdsmarkedet.

BAUHAUS i Vejle har i over et år indsamlet viden og praktisk erfaring om, hvordan man åbner byggevarehuset for svage medarbejdere. Det har været en stor succes, og erfaringerne skal nu bruges i den landsdækkende organisation.
Souschef i BAUAHUS i Vejle, Brian Fonnesbæk, der har stået for projektet er stolt af resultaterne, og han opfordrer nu andre virksomheder til at tage imod personer, som har nedsat funktionsevne. Erfaringerne i Vejle har nemlig været meget positive, og det har hjulpet BAUHAUS til bedre at afspejle det omgivende samfund i medarbejderstaben.

Svage medarbejdere bliver stærke
”Vi oplever, at vores medarbejdere i skånejobs er med til at holde serviceniveauet højt – særligt i spidsbelastninger, hvor alle andre har travlt. I de situationer er vores skånejobmedarbejdere meget stabile og fortsætter ufortrødent med deres arbejder. Den stabilitet sætter vi stor pris på,” lyder det fra Brian Fonnesbæk, Souschef i BAUHAUS Vejle. Han noterer sig, at de svage medarbejdere ofte motiveres meget af rutinemæssige opgaver, som andre vil kede sig over efter kort tid. Samtidig har han oplevet, at de nye medarbejdere i BAUHAUS har haft en umiddelbar og smittende glæde, som alle i byggevarehuset har sat stor pris på.

En win-win-situation
”Der er i høj grad tale om en win-win-situation. Vi får en stabil arbejdskraft, der ganske vist har sine begrænsninger, men i allerhøjeste grad også store fordele. De svage grupper på arbejdsmarkedet får en chance, og det offentlige kan spare udgifter,” siger Brian Fonnesbæk. Han råder andre virksomheder til at gøre det samme, men understreger, at det kræver en indsats. Han har nemlig selv haft en dårlig oplevelse, hvor en ny, svag medarbejder ikke fik den nødvendige hjælp i starten. Det resulterede i ærgrelse og en trist ny medarbejder, som ikke kunne håndtere den nye situation.

Fleksibel arbejdsplads
Det har BAUHAUS lært af, og derfor får alle nye svage medarbejdere en grundig oplæring og fast tilknyttet mentor. I hvert tilfælde bliver individuelle hensyn taget. Nogle kan arbejde to dage om ugen, andre måske kun en dag. Nogle arbejder bedst med rutineopgaver mens andre kan et bredere ansvar. Det handler om at have en fleksibel arbejdsplads, der kan håndtere forskellige typer medarbejdere, mener Brian Fonnesbæk.
BAUHAUS i Vejle har i processen samarbejdet med jobcenteret i Vejle om at finde de rette medarbejdere og skabe rammerne for deres ansættelse.

For yderligere information kontakt venligst:
Direktionsassistent Grethe Juhl
BAUHAUS Danmark
Anelystparken 16
8381 Tilst
gju@bauhaus.dk
Mobil.: 22 10 33 74
Dir.: 87 45 05 06

Fakta om BAUHAUS
• Schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988
• Åbnede første byggevarehus i 1960 i Mannheim, Tyskland
• Repræsenteret i 15 lande og driver mere end 220 byggevarehuse
• Ca. 1.600 medarbejdere i Danmark
• 15 byggevarehuse i Kolding, Odense, Ålborg, Glostrup, Tilst, Esbjerg, Høje Tåstrup, Næstved, Holbæk, Vejle, Viby J, Herning, Randers, Hjørring, Hillerød. Yderligere et varehus er under opførelse i Ishøj.