Slagteri indfører nødplan

Home / Jyllands-Posten / Slagteri indfører nødplan

Fundet af den farlige salmonellabakterie DT 104 hos slagter Ole Mortensen ved Jyderup på Sjælland får slagteriet til at indføre en nødplan.
Slagterier skal normalt vente otte dage på at få svar på, om der er salmonella i deres kød. Når svaret kommer, er kødet allerede solgt og i mange tilfælde spist. Skal en funden salmonella typebestemmes, så varer det yderligere otte dage, og det betyder, at der kan nå at være blevet slagtet tre hold fra den pågældende svineleverandør, inden eksempelvis DT 104 er konstateret.
Ole Mortensens slagteri vælger derfor en ny procedure for salmonellakontrol: “Vi kan få kontrolleret et udsnit af de svin fra hver besætning, vi skal slagte. I løbet af 48 timer har vi svaret, og hvis der ikke er salmonella, så kan vi gå videre og hente alle de slagteklare svin fra besætningen. Hvis der er salmonella, så må vi lade svinene vente, til vi har fået salmonellabakterien typebestemt, og viser det sig, at det er en farlig type, så undlader vi at slagte fra den gård. Det er ikke en 100 pct. sikker metode, men et skridt på vejen,” siger Ole Mortensen, der slagter omkring 2000 svin om ugen.
Fra Zoonosecentret bekræftes det, at salmonellaprøver kan laves inden for 48 timer og ofte helt ned til 24 timer. Dyrlæge Tina Hald mener dog ikke, at Ole Mortensens plan er oplagt til kopiering hos de store slagterier.
“En enkelt salmonellaprøve koster omkring 100 kr., og man kan stadig ikke være helt sikker på, at der ikke er salmonella, hvis man ikke undersøger alle dyr,” siger hun.