Spam og vira elimineret med filtre

Home / Artikler / Spam og vira elimineret med filtre

Spam og sikkerhedstrusler fra Internet og netværk er ikke noget, der spekuleres meget over hos engrosfirmaet Carl Ras A/S. I perioden 2002-2003 fik virksomheden installeret mailfiltre og virusovervågning fra Comendo, og det fungerer så godt, at virksomheden nu fuldt kan koncentrere sig om det væsentlige frem for at skulle lappe sikkerhedshuller.

En stor del af de cirka 250 medarbejdere hos engrosvirksomheden Carl Ras A/S har deres daglige arbejde ved computeren. Lagerstyring, økonomi og kundehåndtering er digitaliseret, og det betyder, at IT-sikkerheden har højeste prioritet. Et nedbrud vil være katastrofalt, men takket være et sikkerhedssystem leveret af Respond IT er alle risici minimeret.
”Vi havde tidligere benyttet et andet system, som desværre ikke var i stand til at beskytte os godt nok. Vi havde på et tidspunkt et virusangreb og valgte derfor at optrappe sikkerheden,” fortæller edb-ansvarlig hos Carl Ras A/S, Erik Hansen. Det blev indledningen til et længere samarbejde med Respond IT.

Sikkerhed uden brug af interne ressourcer
”Nu har vi et sikkerhedssystem, som vi stort set ikke rører ved. Ved hjælp af SpamFence og MailFence holdes systemet fri for vira og spammails, og passer faktisk helt sig selv, uden at vi skal bruge ressourcer på det. – Og det er også den melding, vi får fra brugerne,” siger Erik Hansen.
Hans primære funktion er at sikre, at virksomhedens systemer, herunder Axapta, fungerer optimalt. Den største sårbarhed, virksomhedens IT-systemet står over for, er korrespondancen ind og ud af huset, og hvis Axapta bliver ramt, så vil der være tale om en krise for Carl Ras A/S.
Samtidig er det væsentligt for Erik Hansen at fortsætte udviklingen og udbygningen af organisationens IT-systemer, så de kan følge med og understøtte virksomhedens vækst. I den forbindelse er friheden til at kunne designe fremtidens systemer med henblik på funktionalitet frem for sikkerhed meget vigtig for Carl Carl Ras A/S. Erik Hansen forklarer:

Sparer mandskab
”Når der er taget hånd om sikkerheden giver det os mulighed for at koncentrere os om det væsentlige i stedet for at skulle lappe sikkerhedshuller. Det er en stor fordel i en virksomhed som vores, der oplever vækst, og at ledelsen bakker op om nyinvesteringer og videreudvikling på IT-området.”
Han mener, at alternativet til løsningen fra Respond IT ville være at have mindst en mand mere ansat og samtidig være nødt til at leve med en overhængende fare for sikkerhedsbrister.
”Man kan næsten ikke gøre det op i penge. Det vigtigste for os er at have stabilitet i IT-systemerne, så de understøtter vores forretningsmæssige mål. I den forbindelse er udgifterne til abonnementsordningen på SpamFence og MailFence blot en detalje,” siger Erik Hansen.

Spam fjernes effektivt
Spamsystemet er opbygget af en række filtre, som for de enkelte brugere i dagligdagen er helt usynlige. Alle mails bliver scannet, og de mails, som helt sikkert er spammails, bliver fjernet, inden nogen ser dem. Dernæst er der et andet level af ”måske-spam”. Disse mails er ret sikkert spam, men der kan være undtagelser, og denne mappe skal af og til gennemgås. Det er efterhånden blevet ret sjældent, at det er nødvendigt, faktisk kan Erik Hansen kun komme på et par eksempler fra de seneste år, hvor en ikke-spam e-mail er havnet i ”måske-mappen”. Tidligere modtog visse medarbejdere op til 400 spammails om dagen, og virksomheden som helhed skulle manuelt håndtere over 10.000 uønskede e-mails.

Godt samarbejde med Respond IT
Samarbejdet med folkene fra Respond IT har stået på i flere år nu, og det omfatter udover sikkerhed også en række andre opgaver. I løbet af det kommende år skal Respond IT hjælpe Carl Ras A/S med omfattende projekter som opdatering af Axapta, introduktion af Sharepoint samt opgradering af Microsoft Office i hele organisationen.
”Respond IT har været her så længe, at de næsten er interne. Konsulenterne er meget vellidte her i huset, og vi er meget glade for samarbejdet. De har et højt fagligt niveau, og det er meget vigtigt for os at få modspil. Vi har selv gode kompetencer i vores IT-afdeling, og derfor siger vi ikke ja til de første og bedste forslag, men tager grundige diskussioner om alle detaljer. I den proces er Respond IT i stand til at sætte sig ind i vores behov og spille med på et højt niveau,” fortæller Erik Hansen.

Om Carl Ras A/S
Carl Ras A/S har omkring 250 ansatte. Virksomheden havde for nyligt 75 års jubilæum, og er nu ejet af tredje generation. Det primære forretningsområde er engrossalg af udstyr til byggebranchen, og med mere end 27.000 faste varenumre på lager satser Carl Ras A/S på at være totalleverandør. Dette mål bakkes op af omfattende rådgivning og 24 timers levering. Se mere på: www.carl-ras.dk