Strømlinet samhandel letter administrationen

Home / Artikler / Strømlinet samhandel letter administrationen

Samarbejdet mellem den vestjyske maskinfabrik Seelen og Lemvigh-Müller giver luft i budgetterne. Det koster nemlig 500 kroner at behandle en enkelt ordre, så hver gang indkøb kan samles hos en leverandør og bestilles elektronisk, er der besparelser at hente.

Af: Freelancejournalist Hans Henrik Lichtenberg, www.ytr.dk
Seelen udvikler og producerer pakke- og transportløsninger til industrien. Fokus er på nicheområder som pakning af isoleringsmateriale og håndtering af materiale i bioenergianlæg. Anlæggene, som Seelen producerer, er altid skræddersyede og komplette løsninger, med avanceret teknik og styring. De største anlæg fylder som toetagers huse, fyldt med transportbånd, pakkeri, stempler og lange rækker af skabe med PLC’ere og andre el-komponenter, der sikrer fuld kontrol og sikkerhed over maskineriet. Maskinerne er alle konstrueret helt fra bunden af Seelens teknikere i nært samarbejde med kunderne.

Fokus på nichemarkeder
Den skarpe fokusering på nicheområderne har givet resultat for Seelen. I øjeblikket er Seelen eksempelvis med i de fem største bioenergianlæg, der er under opførelse i Europa. Inden for pakning og håndtering af isoleringsmateriale er Seelen uden konkurrence i Danmark og har godt fat i verdensmarkedet.
De komplekse maskiner er spækket med finelektronik, følere og bevægelige dele, og det hele holdes sammen af massive stålkonstruktioner, der er bygget til hårdhændet behandling. Stålet er siden oktober 2008 leveret fra Lemvigh-Müller og der bruges omkring 1.000 tons om året.
”Vores løsninger bliver aldrig standard. Der er altid særlige hensyn at tage og derfor er en stor del af vores forretning at udvikle,” siger Morten Johnsen, der er indkøber hos Seelen.
Det afspejles i kontorerne, hvor teknikere og ingeniører udvikler nye og mere effektive løsninger for kunderne. I produktionshallerne bliver der de store maskiner kodet via computere, få meter fra svejseanlæggenes gnister.

Bedre service og overlegen e-handel
Med specialiseringen og processen fra at være en lokal smedevirksomhed i Esbjerg til at være en international spiller følger samtidig behovet for at optimere interne processer i virksomheden. Morten Johnsen, der er indkøber hos Seelen, siger:
”Der har været en række årsager til, at vi valgte at samarbejde Lemvigh-Müller. Vi oplever, at få en bedre service, mulighederne for webhandel er bedre, end det vi havde før, og vi har fået nogle rigtig gode vilkår. Herunder naturligvis gode priser på stål og andre produkter.”
Det er blot få måneder siden Lemvigh-Müller og Seelen begyndte at arbejde sammen. Derfor er effektiviseringerne først begyndt at slå igennem nu – og der er stadig en række muligheder for yderligere optimering, blandt andet ved at lægge varegrupper som el-komponenter og værktøj ind i samhandlen.
”Det koster 500 kroner at håndtere en ordre. Det betyder, at jo mere man køber hos den samme leverandør, jo mere sparer man i administrative omkostninger. Dertil kommer, at man ved at samle indkøb kan forhandle bedre priser. Jo mere vi køber fra den samme leverandør, jo mere sparer vi,” siger Morten Johnsen.

Stål leveres dag-til-dag fra Lemvigh-Müllers lager i Skjern få kilometer fra Esbjerg. Større mængder leveres fra Lemvigh-Müllers central lager i Randers.

Mere integration fremover
Fremover vil samarbejdet mellem Seelen og Lemvigh-Müller blive endnu mere integreret. Der benyttes allerede elektronisk fakturering. Senere på året vil alle produkttyper kunne bestilles i ét system og faktureres på blot én faktura. En anden mulighed er en dybere integration mellem Lemvigh-Müllers lager- og bestillingssystem med Seelens økonomisystem. Dette system bygger på Electronic Data Interchange (EDI).
”Vi prioriterer kunder som Seelen meget højt. Vi kan se, at der er store effektiviseringsgevinster at hente for Seelen, fordi de hidtil har haft større udgifter og administrativt arbejde, end de behøver at have. Her har vi en lang række løsninger, som kan være med til at strømline deres virksomhed både økonomisk og på et praktisk niveau. Det samarbejde vil vi gerne udbygge blandt ved at samle virksomhedens indkøb af elektronik og værktøj i én effektiv og fleksibel løsning,” siger regionschef Steen Henning Jensen, der er Seelens kontaktperson hos Lemvigh-Müller.

Bokse:
Om Seelen A/S
Seelen A/S er en moderne ingeniør- og produktionsvirksomhed, der består af et team af højt uddannede medarbejdere, der er i stand til at omsætte og implementere resultaterne af den nyeste internationale forskning og udvikling i avancerede, bredt anvendelige computerstyrede transportsystemer. Seelen har både mekanik- og el-afdeling i samme hus. Dette sikrer tæt tværfagligt samarbejde mellem firmaets mange specialister indenfor salg, teknik, produktion og service. Seelen A/S har 99 ansatte, heraf de fleste i Esbjerg men virksomheden har også produktion i Polen. Se mere på www.seelen.com

Om EDI – Electronic Data Interchange
Electronic Data Interchange handler om overførsel af struktureret information – eksempelvis lagerlister, kataloginformationer, priser og lignende. Handel via EDI kræver, at de parter som benytter EDI har systemer, der i stand til at udveksle data problemfrit, og at data er opdaterede med faktiske forhold fra lager, økonomisystemer og så videre. EDI er en industristandard, som løbende overvåges og udvikles. Det betyder blandt andet, at standarden benyttes af mange virksomheder, forhandlere og ikke mindst er kompatibel med de mest benyttede økonomi-systemer på markedet.

Om LMe-Partner
Alle kunder hos Lemvigh-Müller er blevet tilbudt at blive oprettet som brugere af den elektroniske handelsløsning LMe-Partner. Systemet er nemt at benytte via en normal computer-browser og man kan stort set være i gang med det samme. Hvis du er kunde hos Lemvigh-Müller, og ønsker at blive oprettet som bruger – eller blot ønsker mere information om LMe-Partner – bedes du kontakte din lokale afdeling. Det er også muligt at oprette sig online på: lme-partner.dk