Styr på identitet og sikkerhed med adgangskontrol

Home / Microsoft - Momentum / Styr på identitet og sikkerhed med adgangskontrol

Dansk Supermarked A/S, der er en af Skandinaviens største detailhandelskæder, har 24.000 brugere på sit IT-system, fordelt på over 1.000 lokationer. Det udfordrer koncernens IT-afdeling, når rettigheder og adgangskontroller skal uddeles. Et nyt system, som er leveret af danske Omada, decentraliserer nu adgangskontrollen og øger sikkerheden på den kommende SAP/Microsoft-platform.

Dansk Supermarked A/S har får en betydeligt hurtigere reaktionsevne, og det bliver lettere at overdrage adgangskontrol fra den ene bruger til den anden. Tidligere er der opstået problemer, når medarbejdere har skiftet stilling, ved barsel og ved sygdom. I de situationer har det været nødvendigt at gå hele vejen gennem systemet for at få tildelt nye rettigheder til den person, som skulle overtage arbejdet.

”Tiden, hvor de fleste medarbejdere blev hos os i 20 år, er ovre. Mange er her nu blot i et par år, og med 24.000 brugere på IT-systemet bliver det til en stor opgave at oprette og tildele rettigheder. Typisk har der været tre-fire personer involveret i den proces, og det har tæret på vores ressourcer. Samtidig har vi haft en overvældende mængde standardrettighedskoder, omkring 1.500 baseret på stillingsbetegnelser, og det har været tungt at håndtere,” siger ERP-projektchef Kurt Roland Andreassen fra Dansk Supermarked A/S.

Med det nye system, som implementeres, samtidig med at en SAP-løsning erstatter ældre egenudviklede mainframe systemer, bliver adgangskontrollen rollebaseret – hvor rettighederne tidligere var mere formelt og absolut beskrevet. Det bliver således enkelt at tildele præcis de rettigheder, som er nødvendige, for at en given medarbejder kan udføre sit arbejde. Samtidig bliver adgangskontrollen uddelegeret til de enkelte kæder og butikker, og dermed undgås lange arbejdsgange. Sikkerheden får også et løft. Tidligere blev de lange godkendelsesprocedurer af og til omgået af utålmodige medarbejdere, ved at koder blev overdraget lokalt mellem brugerne – for at de hurtigt kunne komme i gang med arbejdet.

SAP er født med et modul til rettighedshåndtering, men Dansk Supermarked vurderede, at det stadig ville kræve alt for mange manuelle procedurer at håndtere det. Da Omada henvendte sig med en række flotte referencer i bagagen, var der ikke noget at betænke sig på.
”Vi kan med Omada-løsningen tilbyde en langt hurtigere servicering af IT-brugerne. Dermed kan vi give vores kunder en bedre service, fordi organisationen bliver hurtigere til at omstille sig,” siger Kurt Roland Andreassen.

Identity Manager-løsningen fra Omada er webbaseret og derfor brugervenlig for de enkelte administratorer. Løsningen integrerer uproblematisk med Microsoft Identity Integration Server(MIIS), hvorved Microsoft og Omada udvider funktionaliteten på platforme som SAP og Oracle. Direktør i Omada, Morten Boel Sigurdsson, siger:
”Vi har valgt en 100 procent rendyrket Microsoft strategi og bruger derfor NET som vor teknologiske platform, fordi vi anser det for at være den mest konkurrencedygtige. Det har mange potentialer rent teknologisk, og vi kan se, at vores kunder er meget tilfredse med de muligheder, der er, blandt andet for integration til Sharepoint.”
Han lægger desuden vægt på det kommercielle samarbejde med Microsoft, som har betydet, at Omadas teknologi nu bliver markedsført globalt sammen med Microsofts øvrige produkter.

Om Dansk Supermarked
Dansk Supermarked Gruppen A/S er Danmarks største supermarkedskæde og landets fjerdestørste virksomhed. Gruppen omfatter varehuskæderne Bilka, Føtex, Netto og A-Z samt kæderne Tøj og Sko og Salling Stormagasiner. Som den hurtigst voksende virksomhed og med en årlig omsætning på et større milliardbeløb er Dansk Supermarked den førende aktør i dansk detailhandel. Uden for Danmark er Dansk Supermarked etableret i England, Tyskland, Polen og Sverige.
Virksomhedens hovedkontor har domicil i Højbjerg ved Århus. Aktiemajoriteten i Dansk Supermarked Gruppen A/S besiddes af A.P. Møller-Mærsk.

Om Omada
Omada A/S udvikler og leverer unikke softwareløsninger, heriblandt den internationalt førende løsning, OIM, til rollebaseret adgangskontrol til SAP, Microsoft og andre systemer. Omada blev i oktober 2007 kåret som bedste, uafhængige softwareleverandør af Microsoft Danmark for den Microsoft-baserede Omada Identity Manager. Omada er i forvejen Microsoft gold partner og SAP Service partner.