Sydøstasien under vand

Home / Jyllands-Posten / Sydøstasien under vand

Flere end 2.000 menneskeliv er nu tabt i oversvømmelserne i Kina. Det er 700 flere end det sidste officielle tal, og myndighederne opfordrer befolkningen til at gøre en aktiv indsats for at beskytte de tilbageværende diger efter parolen arbejd eller dø. Mere end en mio. mennesker arbejder på højtryk for at beskytte digerne langs den 5526 km. lange Yangtze flod.

De voldsomme regnskyl har ramt store dele af Sydøstasien. I Sydkorea omkom mindst 82 mennesker i går i området omkring hovedstaden Seoul, da jordskred og oversvømmelser overraskede midt om natten. I Taiwan hærgede den regnfulde orkan ØOttoØ natten til onsdag og dræbte mindst otte. Orkanen er nu inde over Kina, hvor den er stilnet noget af. ØOttoØ følges intenst, da det endnu ikke er sikkert, om den vil ramme de værste katastrofeområder.

Flodvandet stiger
Det værst ramte område Hubei i det centrale Kina er erklæret nationalt katastrofeområde af myndighederne, og vandmasserne i verdens tredjestørste flod, Yangtze, stiger stadig. Flere steder på landet bliver diger sprængt med dynamit for at lede vand ud over marker og landsbyer. Man håber, det vil sikre millionbyerne i flodens delta ud mod Stillehavet.

Et landbrugsareal svarende til halvdelen af Danmarks størrelse står under vand, skriver South China Morning Post. Kinas viceindenrigsminister, Fan Baojun, sagde i går, at katastrofen har kostet at voldsomt antal liv og enorme økonomiske tab. 13,8 mio. mennesker er blevet evakueret og 17,5 mio. huse er ødelagt eller beskadiget, sagde han ved en pressekonference. Det kom også frem, at farerne langt fra er ovre, og at den kinesiske regering venter, at nye voldsomme regnskyl vil forværre situationen.

Kina oplever i disse dage den værste oversvømmelseskatastrofe siden 1954. Yangtze vander og dræner Kinas vigtigste landbrugsområder. I 1954 blev Yangtzes oversvømmelser, da flere end 30.000 mistede livet, efterfulgt af hungersnød. Men det er sidste gang, at vandmasserne får lov til at være herre over befolkningen, lover de kinesiske myndigheder. Verdens største dæmning er nemlig under opbygning, og den vil fra 2003 kunne kontrollere vandmasserne i Yangtze.

Paradoksalt nok er netop byggeriet under beskyldning for at have medvirket til oversvømmelserne, idet der er blevet set stort på vedligeholdelse af diger neden for dæmningen til fordel for de nye diger, der skal holde vandmasserne på damsiden af dæmningen.

Lokale bønder anklager også myndighederne for at have reageret for langsomt på varslingerne om oversvømmelser. En varsling om læk på et dige, der beskyttede 35.000 mennesker i byen Jiujiang City, blev således aldrig taget til efterretning, og alle måtte flygte, melder Hong Kong avisen South China Morning News.