Undgå at blive snydt i onlinespil

Home / Ukatagoriseret / Undgå at blive snydt i onlinespil

Internettet har en stor del af skylden for, at poker er blevet så populært. Onlinegambling er blevet en mia. industri, som desværre også tiltrækker alt fra småsvindlere til hackere. Læs her, hvordan du undgår at blive taget ved næsen, når du vil afprøve dit poker-held på nettet.

Direkte svindel ved pokerbordene på Internettet er yderst sjældent. Det vil kræve, at spiludbyderen er med i det, og det vil hurtigt blive opdaget og ødelægge forretningen for ham. Til gengæld kan du være sikker på, at der er pokerhajer, som vil bruge alle lovlige tricks for at vride de sidste jetoner ud af hænderne på dig, heriblandt kreativ brug af software:

Undgå en pokerbot
Pokerbots er et relativt nyt problem for onlinespillere. På samme måde som der er computermodstandere i computerspil, findes der programmer, som kan spille poker. Disse programmer bliver mere og mere sofistikerede og svære at afsløre for andre spillere og ejere af pokerwebsites. Ideen med bots er, at en person kan sætte et stort antal bots til at spille ud fra en fast matematisk lovmæssighed. Det viser sig, at hvis de er programmerede rigtigt, så vil de hver især lave et lille overskud – i gennemsnit. Hvis man har 100 pokerbots, der spiller 24 timer i døgnet, så kan det blive til en pæn slat.

Sådan finder du en bot
De, som benytter pokerbots, sætter dem som regel til at spille ved borde med lave indsatser, hvor nybegyndere færdes. I modsætning til nybegyndere laver bots nemlig aldrig fejl.
Du kan afsløre en bot i et onlinepokerrum ved at observere følgende:

• Spilleren har været meget lang tid i rummet. Bots skifter ikke selv mellem rummene, men bliver siddende, hvor ejermanden har placeret dem.
• Spillet går for hurtigt. En pokerbot behøver ingen betænkningstid, så beslutninger bliver truffet lynhurtigt hver gang.
• Spilleren chatter ikke. Måske er pokerbots smarte, men de kan trods alt ikke chatte med rigtige mennesker.

Pokerbots er kedelige at spille mod, eftersom de ikke kan chatte, og hele det psykologiske spil bliver lagt på hylden. –Og hvis man endelig finder deres svage punkter, så forlader de spillet.

Krav, du skal stille til din pokerudbyder på nettet:

• Alle de store pokersites er certificerede af uafhængige kontrollanter. Hvis du er i tvivl, så undersøg, hvem der kontrollerer dit spilsite.
• Forbindelsen, når du spiller, bør være via Secure Socket Layer (SSL), der sikrer høj grad af kryptering.
• Du kan se et ikon af en hængelås i bunden af din browser, hvis SSL benyttes.
• Det skal være muligt at komme i kontakt med en medarbejder i tilfælde af tekniske problemer. Send evt. en mail til helpdesk, inden du begynder, for at tjekke, om der er hul igennem.