Vestas venter stor fremgang

Vestas opjusterer forventningerne til 1998.
En betydelig ordretilgang fra især Tyskland, Danmark og fra det associerede spanske selskab Gamesa Eolica S. A. får vindmølleproducenten til at orientere fondsbørsen om, at omsætningen forventes at stige med hele 35 pct. i forhold 1997.
Det betyder desuden, at Vestas regner med et overskud i 1998 før skat på 220 mio. kr. mod et mindre underskud sidste i 1997.

Uenighed om prognose
Administrerende direktør i Vestas, Johannes Poulsen, siger: “Vi har i forbindelse med børsnoteringen ikke været helt enige i de fremherskende forventninger til vores 1998-regnskab. Nu kan vi konstatere at aktiviteterne i Danmark og Tyskland har været bedre end forventet, og derfor synes vi, at det er korrekt at give et revideret bud på 1998-regnskabet.” Der har dog i Vestas været en del usikkerhed om det tyske og danske marked på grund af nye afregningsregler for vindmølleproduceret elektricitet. De nye regler er i begge lande faldet ud til fordel for vindmøllebranchen.
Ingen personaleudvidelse
“Det har fået mange vindmøllekonsortier til at slå til på samme tid,” oplyser Johannes Poulsen.
Fremgangen betyder travlhed hos Vestas, men der er ikke udsigt til udvidelse af hverken medarbejderstab eller bygninger.
Vestas er verdens største vindmølleproducent og virksomheden blev noteret på Københavns Fondsbørs tidligere i år og havde ved indgangen til 1998 omkring 1300 medarbejdere, hvortil kommer 430 ansatte i tilknyttede virksomheder.