Vi holder jul på nettet

Home / Pressemeddelelser / Vi holder jul på nettet

Julemåneden er ikke blot højtid for e-handel. Julespil, pakkelege og onlinekalendere tiltrækker tusinder af danskere – hele familien Danmark klikker med. Det er primært håbet om den store julegevinst i form af en drømmerejse eller en fladskærm, der trækker danskerne til computeren. Men Internettets julespil og -kalendere er også blevet en tilbagevendende tradition, som både brugere og virksomheder ser frem til.

På Vind.dk var der allerede inden første december flere end 40.000 tilmeldte til årets gratis julekalender. Dermed er Vind.dks julekalender i løbet af fire år blevet en af Danmarks største juleattraktioner på Internettet, og alene den store mængde brugere gør, at der har været råd til at udlodde meget store gaver i alle de 24 dage, kalenderen løber. Julespillene på Internettet er vokset eksplosivt de seneste år, og danskerne glemmer alt om Facebook og MySpace, når de danske internetportaler tænder for lysene i de virtuelle juletræer.

Familien Danmark går efter de store gevinster
”Der skal være kvalitet bag lågerne. Vi kan se, at folk går efter de dyre gaver i online-julekalenderen. Hvis man bare udlodder småting, så gider folk ikke være med. Derfor har vi i år sat en minimumspris på gaverne på 3.000 kroner, og mange af gaverne er meget dyrere. Ud over håbet om den store gevinst er der også et vigtigt element af julehygge, der spiller ind. Vi kan se, at brugerne tilmelder sig vores julekalender i rigtig god tid, de bruger lang tid på at sætte sig ind i spillets detaljer og inviterer deres venner. Samtidig kan vi ud af vores brugeranalyser se, at det er folk i alle aldre og over hele landet, som spiller med,” siger partner i Riverhill, Bjørn Bæk.
Blandt gaverne er bærbare computere, fladskærme, rejser og digitale kameraer.

Ti-dobler trafikken i julemåneden
Vind.dks julekalender er blandt de mest besøgte. De 40.000, som allerede har tilmeldt sig, forventes at stige til 75.000 i løbet af julemåneden. Dermed stiger antallet af besøgende på underholdningsportalen Vind.dk med næsten faktor 10 i juletiden. Af andre store, danske julespil kan nævnes DRs pakkeleg, som havde over 280.000 brugere i løbet af december 2006, samt TV2s julekalender. Dertil kommer, at mange store virksomheder benytter julen til at promovere deres tilbud og uddele gaver, heriblandt BRF, DFDS og SAS. Jul på nettet er således blevet en trend, som hvert år følges af flere og flere, og samtidig bliver budgetterne til gaver og udvikling af flotte jule-websites større år for år.
Se mere på www.vind.dk/julekalender

For yderligere information kontakt venligst:
Partner Bjørn Bæk
Tlf.: +45 86 20 79 01 / +45 30 62 15 30
e-mail: bjorn@riverhill.dk
www.riverhill.dk