Da Ernst & Youngs Entrepreneur of the Year blev afholdt i slutningen af november, var det samtidig 10-års jubilæum for arrangementet. Udviklingen er gået stærkt, og hvert år er der kommet mere fokus på arrangementet, flere iværksættere og kategorier er kommet med, og den samfundsmæssige betydning er begyndt at slå igennem.
800 entreprenører var 23. november samlet i Bella Centeret til den hidtil største fejring af Entrepreneur of the Year (EOY). Det var ikke blot en kåring af årets vindere, men også i høj grad en fejring af selve arrangementets 10-års dag og de efterdønninger, som prisuddelingen har skabt i samfundet generelt.
For 10 år siden var EOY en meget lille begivenhed, der trodsigt valgte at hædre iværksættere med store planer. Vinderen i 1996, SJ Elektronik, fik ikke megen opmærksomhed ud af prisoverrækkelsen, men det har ændret sig gradvis fra år til år. Nu er prisen et aktiv, som virksomhederne benytter i deres markedsføring, både lokalt og internationalt. Prisen vises stolt frem, og flere tidligere vindere havde faktisk medbragt deres trofæer til festlighederne i Bella Centeret.
Steppebrand af vilje til vækst
Det er ikke blot de mindre vækstskabere, der fejrer EOY. Arrangementet er blevet en institution, som inkluderer hele det danske erhvervsliv. Den afgående juryformand, Danfoss´ direktør Jørgen Mads Clausen, siger:
”Siden starten på EOY er der sket en markant ændring i erhvervsklimaet i Danmark. Da vi startede, var det en lille flamme, og nu har vi skabt en steppebrand af vilje til vækst. Jeg tror, at vi indirekte har påvirket de nye, erhvervsfremmende tiltag, som vi ser i både Globaliseringsrådets anbefalinger og i Velfærdsreformen. Tilsammen betyder de, at erhvervslivets muligheder i Danmark vil være lysår foran mange af de lande, vi sammenligner os med.”
EOY i 40 lande
Da ”Kåring af danske vækstskabere”, som EOY hed i begyndelsen, startede, var der blot en håndfuld andre lande, som havde samme koncept. Nu i 2006 er Entrepreneur of the Year en event, som kører simultant i 40 lande verden over. Det betyder, at kendskabet til prisen og de krav, der er for blot at deltage, kendes over hele verden, og det viser sig at være en kæmpe fordel, når de vindende entreprenører skal i gang med en internationalisering.
”Vi ser, at erhvervslivets Oskar nu går sin sejrsgang verden over,” sagde Carsten Collin fra Ernst & Young ved showet i Bella Centeret, og han pegede på nogle vedkommende aspekter af prisen i det omgivende samfund:
”Det er interessant, at man for ganske få år siden både i de politiske kredse og i erhvervslivet mente, at det var de store, gamle virksomheder, som udgjorde rygraden i dansk erhvervsliv, hvad angår indtjening, arbejdspladser og betydning generelt. Men i løbet af 1990´erne viste det sig, at 90 pct. af al banebrydende udvikling sker i de helt små virksomheder, som på det tidspunkt egentlig ikke er virksomheder – endnu. Samtidig ved vi, at af de 500 største virksomheder i Danmark bliver 40 pct. af dem skiftet ud med andre i løbet af 5 år. Der ligger således en enorm værdi i vækstvirksomhederne, og de er faktisk dem, som skal bygge fremtidens velfærdssamfund og skabe fremtidens arbejdspladser,” lød det fra Carsten Collin.
Ensidig debat er vendt
Carsten Collin havde det som sin vision ved etableringen af EOY tilbage i 1996 at pege på nogle mere nuancerede problemstillinger i Danmark end klassekamp og store virksomheders rolle som lokomotiver for bruttonationalproduktet. I den forbindelse mener han, at EOY har taget de tunge træk, også når andre har givet op. Efter de første par år med EOY begyndte politikerne eksempelvis at se værdien i at etablere nye virksomheder og opmuntre til innovation. Blandt mange initiativer var de offentlige priser som Janteknuserprisen og Regeringens Iværksætterpris, der skød frem, men snart blev nedlagt igen. Tilbage står EOY som den begivenhed, vækstlagene kan stole på – og som i øvrigt er anerkendt i hele verden.
Frygten for fiasko
Adm. direktør i Ernst & Young, Svend Hagemann, sagde ved EOY 2000, at problemet simpelthen har været, at succes ikke har været værdsat, og det har desværre gjort, at frygten for fiasko har været meget større end lysten til at tage en risiko for at for succes. Han siger:
”For os er Entrepreneur of the Year denne gang kulminationen på 10 års kulturkamp for at skabe en iværksætterkultur i Danmark – og det er jer, iværksættere, der har gjort kampen værd at kæmpe. Succes med privat virksomhed har ikke været værdsat her i landet, og det har vi langsomt ændret på. Det er jeres indsats, der gør, at det er muligt at tale om et Danmark i vækst,” sagde adm. direktør i Ernst & Young, Svend Hagemann, til de flere end 800 fremmødte.