En gensplejset plante skal gennem en flere år lang rejse gennem Europa, før den endeligt kan godkendes.
Vejen fra laboratoriet til landmanden er lang og snørklet. Her følger vi en dansk virksomheds forsøg på at få en gensplejset landbrugsplante godkendt. Eksemplet gælder ikke for genmodificeret medicin, levende dyr eller organismer til forskningsbrug. De skal nemlig igennem andre godkendelsesprocedurer.
Den fiktive virksomhed, GenSplejsen A/S fra Danmark, har udviklet en plante, som den vil markedsføre. Forskningen, der ligger forud, er blevet godkendt af Skov- og Naturstyrelsen.
Første trin er nu at indsende en ansøgning til Miljøstyrelsens bioteknologikontor, også kaldet “den kompetente myndighed” i EU-jargon.
Ansøgningen skal opfylde en række formkrav og Miljøstyrelsen har 90 dage til at sige ja eller nej og stille spørgsmål til virksomheden.
Bliver det et nej, så ender organismen sit liv her. Hvis ja, så betyder det, at de danske myndigheder står inde for organismen og mener, at den skal godkendes. Sagen kører videre til EU.
EU-Kommissionen virker i første omgang som et postkontor. Indstillingen fra Danmark kører videre til alle medlemslandenes kompetente myndigheder i oversat form.
Landene har nu 10 måneder til at kigge sagen igennem. De kan stille spørgsmål til EU, Miljøstyrelsen, GenSplejsen A/S eller deres egen nationale eksperter. Landene indsender så deres vurderinger til EU-Kommissionen.
I EU-systemet havner alle vurderingerne hos den videnskabelige komité, som er sammensat er eksperter i gensplejsning og række andre eksperter som læger og plantespecialister. De har nu seks måneder til at udarbejde en endelig rapport, som kommissærerne skal tage stilling til.
De laver nu en anbefaling. Kun en gang er det sket, at den videnskabelige komite har næget at anbefale en plante. En embedsmand i EU-Kommissionen siger, at det skyldes, at virksomhederne kender proceduren for godkendelse. Det er så dyrt at udvikle og få godkendt, at de ikke vil løbe risikoen for, at planten ikke bliver godkendt.
Anbefalingen havner igen hos de kompetente myndigheder i alle medlemslandene, som stemmer om, hvorvidt organismen skal godkendes.
Er der flertal for at godkende landenen imellem, så kan planten umiddelbart bruges. Det hindres dog ofte i måneder af, at nationale lovgivninger skal indrettes efter den nye organisme.
Hvis landene ikke bliver enige om en godkendelse, så går godkendelsen videre til EUs miljøministre, der skal stemme om godkendelse. De kan nå frem til enten “ja”, “nej” eller “ved ikke”.
Hvis de ikke kan sige hverkan ja eller nej til planten, så er det til sidst Kommissionen, der har det endelige ansvar for at godkende eller afvise organismen. Der er nu gået mellem et og tre år.
Men: Har nogle lande særlige betænkeligheder ved at bruge en organisme, så må de indføre et stop øjeblikkeligt. EU-Kommissionen skal så undersøge baggrunden og tage stilling til landets forbehold. Den situation står Østrig og Luxembourg nu i. Andre lande har indført et stop for nye planter på markedet uden at have et videnskabeligt grundlag. Deres synspunkt er, at der er brug for tid til at overveje langsigtede påvirkninger på naturen og etiske spørgsmål.
Mod direktiver
I princippet strider det mod EUs direktiver, som foreskriver, at der skal ligge en velbegrundet betænkelighed ved hver enkelt organisme. EU-Kommissionen har dog valgt at holde lav profil ved ikke at lægge sager an, som de måske nok vil kunne vinde ved EU-Domstolen, men tabe i den europæiske offentlighed, som er skeptisk overfor gensplejsning.